Af Mads Olesen – Arkivfoto: Markus Kluge©
Hørsholm-SISU 59-48 (19-12, 17-10, 9-8, 14-18)
Der var ingen overraskelser i Dameligaen onsdag aften, da Hørsholm tog imod SISU på hjemmebane, men det var tæt på. SISU var tæt på at tage sejren, på trods af at være bagud med 17 først i fjerde periode, men Hørsholm endte med at vinde 59-48.
Hørsholm kom fra et stort nederlag mod BMS Herlev i sidste uge, og havde noget at bevise, mens SISU kæmpede for sæsonens første sejr. Den styrkeprøve kom Hørsholm bedst ud af, på trods af at fire spillere sad ude, herunder landsholdsspillerne Anne Hee og Gritt Ryder.
Gennem kampens første tre perioder opbyggede Hørsholm langsomt et forspring, der nåede 18 point midt i tredje periode. I forhold til fredagens nederlag til BMS Herlev var der langt flere spillere, der bød sig til offensivt, med en velskydende Kristine Risager og Elisabeth Brynaa i spidsen. De to scorede henholdsvis 14 og 10 point de første tre perioder, men fem andre var også på scoringstavlen.
For SISU var det Amalie Bessermann og Asta Blauenfeldt, der stod for de fleste scoringer, indtil afslutningen, hvor især Michala Borch bød sig til.
Det var tæt på et kollaps for Hørsholm i fjerde periode, hvor SISU på fem minutter kom tilbage fra 47-30 til 47-43. Borch stod for 11 af SISUs point og reducerede til 47-43 på en tre’er med fire minutter igen.
Her tog hjemmeholdet timeout ud af den fik man spillet Josephine Tullin fri til en tre’er i hjørnet, der gav lidt ro på. Borch fik dog ramt både et straffekast og en to-point’er til 50-46 med to minutter igen, men igen fik Hørsholm ro på med tre point fra Elisabeth Brynaa med 93 sekunder igen.
Herefter begyndte SISU at fejle for at stoppe tiden, men Brynaa, Horneman og Risager satte alle deres straffekast og Hørsholm endte med en sejr på 59-48.
Med sejren er Hørsholm alene på tredjepladsen, to point foran Aabyhøj. De to hold mødes lørdag 13. marts i det, der kan ende med at blive en direkte kamp om tredjepladsen og den bedste seedning i slutspillet.
Citater
Kristine Risager, 16 point, 3/4 tre’ere, 5/6 straffekast
-Vi mangler tre startere, så vi andre vidste vi lige skulle gøre det ekstra og det synes jeg egentligt vi gjorde, selv om det var lidt rodet til tider. Der er mange, der tager et skridt op og tager ekstra ansvar. Det er fedt, vi kan det, når vi mangler spillere.
-Nu skal vi forsøge at holde niveauet. Det går ikke, at vi svinger så meget, så vi skal holde fast og spille, som vi gjorde i denne kamp og bygge lidt på i de følgende kampe.
Træner Jesper Krone
-Jeg synes vi specielt i første halvleg spiller med god rytme og flow. Det hjælper selvfølgelig, når vi rammer. Vi spiller fint forsvar hele vejen igennem og vi får stækket SISUs individualister, især Asta Blauenfeldt. Vi sørgede for at hun ikke kom til kurven og fik åbnet op for deres gode skytter og det var vores game plan.
-Jeg er lidt ærgerlig over vores lille kollaps i anden halvleg, men til gengæld går vi ind efter en timeout og smider spændetrøjen. Josephine rammer en tre’er fra hjørnet og da Elisabeth gør det samme lidt senere, er det lige som ovre.
Topscorere
Hørsholm: Kristine Risager 16, Elisabeth Brynaa 15, Katrine Horneman 9
SISU: Michala Borch 13, Asta Blauenfeldt 10, Amalie Besserman 10
Stilling: http://www.dameligaen.dk/