Af Glen Madsen, medlem af kommunalbestyrelsen (O) – Foto Peter Brandi©
Socialdemokratiet har i et debatindlæg for nyligt konkluderet, at der i indeværende valgperiode er kommet flere personaler per ældre på Hørsholms plejehjem. Konklusionen hviler på misvisende tal og er dermed forkert.
I Dansk Folkeparti har vi mange gange været ude og kritisere den ældrepolitik – eller mangel på samme, flertalspartierne: Det Konservative Folkeparti, Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre fører i Hørsholm. Vi synes ikke, det er rimeligt, at der hvert eneste år med borgmester Morten Slotved (K) som borgmester er kommet et lavere serviceniveau på ældreområdet, end det var tilfældet året før. På de 11 år, det nuværende flertal har siddet på magten i Hørsholm, er serviceniveauet på ældreområdet blevet mindre med knap 70 millioner kroner. Det viser materiale Kommunalbestyrelsen er leveret.
Det er selvfølgelig ikke rart, at skulle stå til ansvar for en sådan uværdig og trist ældrepolitik. Formentlig derfor har Socialdemokratiet for nylig forsøgt at finde et lille halmstrå ved at bede direktionen levere svar på, hvilket lønomkostninger, der har været til personale på kommunens plejehjem. Med et status quo i antal medarbejdere vil lønomkostningerne normalt stige, da det trods alt er de færreste, der ligefrem går ned i løn.
Socialdemokratiet vidste, at der ville være store muligheder for, at lønomkostningerne på kommunens plejehjem over årene ville være stigende, så da svaret kom retur og så sådan ud, så var konklusionen og læserbrevet hurtigt klar: plejehjemmene havde fået flere penge og dermed flere personaler per ældre… Socialdemokratiets tidligere borgmester og spidskandidat gjorde bare regning uden vært! For de tal han fik oplyst, var med overvejende sandsynlighed ikke korrekte og i hvert fald stærkt misvisende.
På Socialdemokratiets spørgsmål om lønudgifter på kommunens plejehjem svarede direktionen pr. d. 2. marts 2021 følgende (oversigten er uden vikaromkostninger):
| Lønforbrug | 2018 | 2019 | 2020 |
| Plejecenter Louiselund | 44.554.209 | 48.342.668 | 51.725.328 |
| Plejecenter Margrethelund | 14.906.876 | 15.768.770 | 17.557.480 |
| Plejecenter Sophielund | 28.578.963 | 29.525.212 | 31.757.550 |
| I alt | 88.040.048 | 93.636.650 | 101.040.358 |
I september 2020 spurgte Dansk Folkeparti direktionen om at få tilsendt udspecificerede regnskaber vedrørende alle plejehjemmene i Hørsholm for 2018 og 2019. Her blev Kommunalbestyrelsen oplyst om nedenstående komplette regnskabstal (løn inkl. andre udgifter).
| Komplet regnskab: | 2018 | 2019 | 2020 |
| Plejecenter Louiselund | 44.830.099 | 43.825.585 | |
| Plejecenter Margrethelund | 17.379.676 | 17.047.073 | |
| Plejecenter Sophielund | 29.755.218 | 30.490.433 | |
| I alt ekskl. Breelteparken | 91.964.993 | 91.363.091 | |
| Plejecenter Breelteparken | 21.838.615 | 22.257.137 | |
| I alt inkl. Breelteparken | 113.803.608 | 113.620.228 |
I Dansk Folkeparti finder vi svarene bemærkelsesværdige. Ikke mindst, når de sammenlignes.
For det første mener vi ikke, at personaleforbruget gengives korrekt, når man undlader at indregne brugen af vikarer. Slet ikke, når der på grund af situationen omkring Covid-19, er benyttet markant færre vikarer og langt mere fast personale og overarbejde af fast personale i 2020, end tidligere år. Med den benyttede opgørelsesmetode fremstår det som om, der har været en stor stigning i udgiften til fast personale, hvilket får Socialdemokratiet til at konkludere, der må være kommet mere personale. Den konklusion kan man på baggrund af de udeladte vikarudgifter overhovedet ikke drage.
Dernæst, finder vi i Dansk Folkeparti det også meget bemærkelsesværdigt, at en opgørelse, der alene beskriver lønomkostningerne, i flere situationer ligger på samme niveau og nogle steder endda på et højere, end de tidligere fremsendte komplette regnskaber, der både indeholder løn og øvrige udgifter.
I de til Kommunalbestyrelsen tidligere fremsendte regnskaber er det tydeligt, at der fra 2018 til 2019 intet løft er overhovedet. Tager man situationen omkring Covid-19 med i sin betragtning er der umiddelbart intet, der tyder på noget nævneværdigt løft i antallet af personale per ældre på Hørsholms plejehjem i 2020.
Glen Madsen udtaler:
”Socialdemokratiets gruppeformand og tidligere borgmester Svend Erik Christiansen er ude og kalde det fake news, at Socialdemokratiet sammen med Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre hvert år de sidste 11 år har reduceret i serviceniveauet på ældreområdet med knap 70 millioner kroner. Det er det nu ikke. For det fremgår med al tydelighed, hvis man kigger bag de floromvundne budgettaler og tekster og ulejliger sig med at kigge de indgåede budgetaftaler efter i sømmene. Til gengæld er Svend Erik Christiansens konklusion om, at der er kommet flere varme hænder per ældre på Hørsholms plejehjem fuldstændig forkert – den burde, hvis man ynder at bruge den betegnelse, kaldes for fake news! ”
”Jeg forstår til fulde, at flertalspartierne, herunder også Socialdemokratiet, meget gerne vil ud og fortælle borgerne, at deres ældrepolitik trods alt har lyspunkter. Hvis jeg var dem, ville jeg bare gøre noget ved det, når der indgås budgetter, i stedet for fuldstændig ukritisk at bruge åbenlyst misvisende tal fra direktionen. En yderligere anbefaling herfra til Socialdemokratiet må også være, at de begynder at lytte til personalet i ældreplejen, der igen og igen fortæller Kommunalbestyrelsen, hvor pressede de er, og hvor stærkt de løber. Det er et eller andet sted fuldstændig vanvittigt, at den socialdemokratiske spidskandidat kan gå ud og udtale, at hans oplevelser er, at der er flere penge og mere personale på Hørsholms plejehjem, når praktisk talt alle oplysninger, han har tilgængelig, peger i en anden retning. ”
I Dansk Folkeparti sætter vi, som bekendt, en ære i, at træffe vores beslutninger ud fra et så oplyst grundlag som overhovedet muligt. Derfor har vi også behov for at få fuldstændig klarhed over, hvad der er op og ned? I den forbindelse har Dansk Folkeparti bedt om at få tilsendt regnskaberne for kommunens 4 plejehjem i 2020, en udspecificering af opgørelsen, der blev sendt til Socialdemokratiet samt en opgørelse over lønomkostningerne til vikarer.