Posted in

Socialdemokratiet kan ikke løbe fra at de nedprioriterer de ældre

Af Anne Ehrenreich og Ann Lindhardt, medlemmer af Hørsholm Kommunalbestyrelse for VenstreFoto: Peter Brandi©

Så er Socialdemokratiets Svend-Erik Christiansen fremme med ny talmagi om forligspartiernes besparelser over for de ældre og udsatte borgere. Uanset hvordan man vender og drejer tallene, så har budgetforligspartierne sagt ja til flere besparelser på ældre- og udsatte området, end Venstre. Det er deres valg. Og det bør de stå ved.

Der er borgere, som ikke vil få den hjemmehjælp, som de havde forventet pga. besparelser. Der kommer øget brugerbetaling på vask af tøj og linned på plejehjem, reduktion af budget vedr. personlig støtte af pasning af handicappede, besparelse på hjælpemidler, besparelse på respirationsteam, reduktion på serviceniveauet på praktisk hjælp i hjemmeplejen, skærpede visitationskriterier osv.   

Vi håber, at I vil rette op på det og finde pengene, så besparelserne kan undgås.

Men jeres budget taler sit klare sprog. Som vi allerede har redegjort for, så har I fremlagt følgende tal: 

I budgetforslaget til 1. behandlingen var der afsat 412 mio. kr. til ældre- og socialområdet. Dette har i nu barberet ned til 400 mio.kr. i jeres endelige budgetaftale. Heraf udgør 4 mio. kr. tekniske budgetkorrektioner.

Slutresultatet er, at I har skåret budgettet med 7-8 mio. kr. Hvordan kan det nogensinde blive til et løft af ældre- og udsatte området? Samtidig med en skattestigning på 37 mio. kr., som rammer et par på folkepension med ca. 1.200 kr. om året. 

Vi vil foreslå, at I ikke forvirrer borgerne med talmagi, men holder os til købmandsregning, så borgerne kan følge med. Alt andet er helt urimeligt over for borgerne.

da_DKDansk