Af Peter Brandi – Pressefoto
Har du set de nye skilte i Idrætsparken? I sidste uge blev der opsat 34 nye skilte i Hørsholm Idrætspark. Skiltene skal binde området bedre sammen og gøre det lettere for besøgende at finde rundt i området.
Hørsholm Idrætspark er et lokalt trækplaster med over 30 forskellige sportsforeninger og -klubber spredt ud i området. Med alt fra basketball, svømning, tennis til skaterbane er Idrætsparkens tilbud mangfoldige som dagligt tiltrækker både lokale og tilrejsende sportsfolk såvel som tilskuere fra nær og fjern.
Kommunalbestyrelsen har længe ønske at binde Idrætsparken bedre sammen og styrke områdets identitet. I løbet af efteråret har det så manifesteret sig i en lokalplan for Idrætsparken. Det nye klubhus forventes færdigt ultimo 2021.
De nye skilte skal hjælpe med at skabe overblik, gøre det nemmere at finde vej og knytte aktiviteterne i området bedre sammen. Skiltene er placeret strategiske steder i området, hvor de er udformet som dirigerende vejvisere, destinationsmarkkører foran indgange og som større ankomstskilte med kortoversigt over Idrætsparken.
Skiltedesignet er moderne og legende, så det passer ind i Idrætsparkens identitet. Hørsholm Kommunes bordeaux logofarve er videreført i skiltene, rammen på skiltene har en fremtrædende rød farve, som lyser op på afstand og gør dem let genkendelige for brugerne.
Designet er udarbejdet af designbureauet Andel i samarbejde med Center for By & Miljø i Hørsholm Kommune.
Hørsholm Kommune håber, at de nye skilte bliver vel modtaget, samtidig med at de gør lettere for alle de sportsglade besøgende at finde rundt i Hørsholm Idrætspark.