Af Peter Brandi – Annette Wiencken – Foto: Knud Düring©
Annette Wiencken har meldt til ind i Det Konservative Folkeparti, og er nu at finde i den konservative kommunalbestyrelsesgruppe i Hørsholm.
Annette Wiencken der forlod Venstres kommunalbestyrelsesgruppe i indeværende valgperiode, og fortsatte som løsgænger i Kommunalbestyrelsen, har nu besluttet at lægge sin politiske arbejdskraft i den konservative gruppe.
Det er ikke den store overraskelse, da Annette Wiencken altid har haft et godt samarbejde med Borgmester Morten Slotved og resten af den konservative gruppe.
Formanden for den konservative vælgerforening i Hørsholm, Tomas Dyrbye, er glad og stolt over, at den konservative gruppe og deres daglige arbejde, har trukket en så dygtig og stærk profil som Annette Wiencken til sig: ”Vi er selvfølgelig rigtig glade for Annettes beslutning om at melde sig ind i Det Konservative Folkeparti. Vi ser frem til et endnu tættere samarbejde både her og nu i det daglige, men også i forbindelse med valgkampen og det kommende valg” siger Tomas Dyrbye.
Borgmester Morten Slotved er sikker på, at fremtiden vil byde på mange gode politiske drøftelser og, han udtaler: ”Annette og jeg har i en lang periode kæmpet for mange af de samme ting. Vi vil det bedste for Hørsholms borgere, og for udviklingen af byen, og jeg glæder mig over, at vi i fremtiden sådan lidt mere formelt kommer til at sidde på samme side af bordet i forhandlingerne”.
Og selv om nogle partier allerede nu har øjnene stift rettet imod valgkampen, så mener Slotved, at det er vigtigt at holde fokus på det daglige arbejde i udvalgene i kommunalbestyrelsen. Der er ifølge ham stadig en lang række sager, der skal forhandles igennem inden valget. Her ser han frem til at have endnu en stærk kandidat på sit hold, der kan kæmpe videre for de brede forlig.
Annette Wiencken har siddet i Kommunalbestyrelsen siden 2010 og hun har haft udvalgsposter indenfor samtlige politikområder. Annette fortsætter på sine poster i Økonomiudvalget, Børne- og Skoleudvalget, Børne- og Ungeudvalget og som 2. viceborgmester.