Af Mads Olesen – Arkivfoto: Markus Kluge©
Efter tre perioder var der intet, der tydede på at Hørsholm skulle gå ud af den første semifinale i Dameligaen mod Amager med en sejr. I Amagerhallen var gæsterne bagud med 15 point midt i tredje periode og 13 med otte minutter igen, men formåede at komme tilbage og vinde 61-62 efter en knivskarp afslutning. Med sejren har Hørsholm to matchbolde i semifinaleserien, der spilles bedst af tre kampe.
Hørsholmanfører Gritt Ryder scorede 27 point og forsøgte kampen igennem at bære holdet på skuldrene – og det lykkedes i fjerde periode. Amager var foran 37-22 efter 23 spilleminutter, inden Ryder satte Hørsholm i gang med en tre’er. Elisabeth Brynaa fulgte op, inden Ryder igen kom på tavlen, og så troede udeholdet pludseligt på det efter en svær første halvleg.
Alligevel skulle vi hen i fjerde periode, inden Hørsholm for alvor kom tæt på, men så gik det til gengæld også hurtigt. Ved stillingen 56-44 og syv minutter tilbage på uret, ramte Ryder først et par to-pointsskud, så en tre’er og da Tullin fulgte op med endnu en tre’er, kunne Brynaa udligne til 56-56 med et layup med lige over fire minutter igen.
Amager skabte lidt luft med scoringer fra Viso og Seilund til 61-56, inden den dramatiske afslutning. Med 1:40 igen reducerede Ryder til 61-59, og et halvt minut senere blev hun fejlet og satte sikkert to straffekast til 61-61.
Det sidste minut blev dramatisk. Amager søgte en scoring, men Tullin tog bolden ud af hænderne på Ena Viso med 45 sekunder igen og Hørsholm spillede et langt angreb, hvor de ikke kom til et godt skud. Amager kom på bolden med 17 sekunder på uret og kunne dermed holde holden til et sidste skud, hvis det ikke var fordi Hørsholm havde lavet meget få fejl i kampen.
Med kun en enkelt holdfejl på tavlen kunne Hørsholm fejle for at bryde Amagers spil op, uden risiko for at Amager fik gratis straffekast, og det var netop hvad Anne Hee gjorde med ni sekunder igen. Amager tog en timeout, men ud af den smed Amager bolden direkte ud af banen og nu var det Hørsholms tur til at kunne holde bolden til et sidste skud.
Sådan gik det dog ikke, for efter en timeout fandt Gritt Ryder sig selv med bolden, dækket op af den noget højere Rikke Fabricius og den chance lod hun ikke gå fra sig. Ryder gik til kurven og blev fejlet med 6,3 sekunder på uret.
Ryder ramte et af to skud og så tog Amager timeout. De flyttede bolden op i den anden ende og forsøgte at lobbe bolden ind til canadiske Ribarich, men den blev for høj og efter en berøring røg den ud over baglinjen. Det blev dømt Amager bold og to gange mere forsøgte Amager at finde Ribarich.
Første gang blev hun fejlet med 4,1 sekudner igen og anden gang kunne Ena Viso ikke ramme hende, men fandt Emilie Fogelstrøm tilsyneladende fri bag tre’eren. Hørsholms Elisabeth Brynaa satte imidlertid af og fik lavet et rent volleyballsmash på Fogelstrøm og med det blokerede skud kunne Hørsholm tage hjem med en sejr på 61-62.
Første halvleg var ikke særligt god offensivt for nogen af holdene, men tæt på mareridtsagtig for Hørsholm. Gæsterne startede med at score på tipoff, med et layup til Kristine Risager efter under to sekunder, og derefter spille sig til flere helt åbne layups og tre’ere, der bare ikke ville ned i kurven.
Da de første 20 minutter var ovre, havde Hørssholm kun ramt fire af 25 forsøg indenfor tre-pointslinjen, samt et enkelt af 11 forsøg bag linjen. Gritt Ryder var topscorer for Hørsholm inden pausen, men det var sigende, at fire af hendes ni point kom fra straffelinjen.
At gæsterne alligevel kun var bagud med 12 hang sammen med at Amager dels fejlede meget og sendte Hørsholm på straffelinjen til 12 forsøg, samt at hjemmeholdet heller ikke var effektive i angrebet. Angela Ribarich havde 11 point på 10 skud, samt 10 rebounds ved pausen, men som hold ramte Amager kun 14 af 36 skud, men kunne gå til pause med en føring på 32-20.
Hørsholm har nu to matchbolde i serien. Næste kamp afvikles i Hørsholmhallen onsdag, mens en eventuel tredje og afgørende kamp er på Amagere søndag.
I den anden semifinale er BMS Herlev foran 1-0 i kampe efter en sejr over Aabyhøj lørdag.
Citater
Gritt Ryder, 27 point, 10 rebounds, 8 assists
-Vi spiller en rigtig dårlig første halvelg, men vi har lært gennem sæsonen, at en kamp er aldrig slut. Det viser enormt meget styrke, at vi kommer igen og at folk har den selvtillid. Jeg er mega stolt af at vi vinder den her kamp, for det så ikke sådan ud ved halvleg. Vores styrke er, at selv om vi ikke har så mange profiler som de andre hold, kan alle bare score en tre’er eller score et layup. Det er det, jeg synes vi lykkes med i dag, så jeg er mega stolt af holdindsatsen.
Elisabeth Brynaa, 7 point, 7 rebounds, kampafgørende blokeret skud
-Når man har en kamp, hvor man ikke spiller så godt i angrebet må man bare bidrage der, hvor man kan.
-Vi har prøvet så mange gange i denne sæson, at være bagud ret stort ved halvleg og komme tilbage i kampene, så vi vidste, at vi godt kunne. Vi havde en god snak i omklædningsrummet i pausen om at vi sagtens kunne.
-Det er sindssygt vigtigt, at vi nu har hjemmebanefordel, efter vi havde en kamp, hvor vi ikke spillede ret godt og ikke ramte i første halvleg, så nu har vi set, at vores forsvar kan bære os.
Kampfakta
Amager- Hørsholm 61-62 (15-10, 17-10, 16-19, 13-23)
Topscorere:
Amager: Ena Viso 16, Anna Seilund 14, Angela Ribarich 13
Hørsholm: Gritt Ryder 27, Elisabeth Brynaa 7, Lisa Tims 6
Næste kampe:
Kamp 2: Hørsholmhallen onsdag 24. marts 16:30
Kamp 3 (evt): Amagerhallen søndag 28. marts 14:30