DF: Beslutning om Kokkedal Station skal vente til efter kommunalvalget

#

Af Glen Madsen (O) medlem af kommunalbestyrelsen i Hørsholm – Foto: Peter Brandi©

Meningerne, om hvorvidt og hvor meget området omkring Kokkedal Station skal udvikles, er delte. Det er de i Kommunalbestyrelsen såvel som blandt Hørsholms borgere.

Derfor vil det være ordentligt og langt mest respektfuldt for vores lokale folkestyre, at borgmesteren tilrettelægger processen, så det bliver den nyvalgte kommunalbestyrelse – ikke den afgående, der tager beslutningen om Kokkedal Station på et klart mandat fra Hørsholms borgere!

Opfordringen til borgmesteren er hermed givet! Og herunder følger en anden, for det skal ikke bare være en proforma-proces!

I kommunalvalgkampen i 2017 var der to højaktuelle udviklingsprojekter i byen, der blev debatteret om og om igen. Udviklingen af Hannebjerg-grunden, hvor Lilleskolens børn stod til miste et skovareal, de havde benyttet i årtier. Samt MOMO projektet ved Rungsted Station, hvor både Fritids- og Ulvemosehuset skulle jævnes med jorden.

Debatterne gjorde, at kandidaterne blev afkrævet et svar på, om de var for eller imod projekterne? Og lynhurtigt stod det klart, at der var en stor forskel mellem den siddende kommunalbestyrelse og nye kandidater. Langt de fleste nye kandidater var imod planerne.

Ved kommunalvalget i 2017 sammensatte Hørsholms borgere en ny kommunalbestyrelse, der var imod nedrivningen af Ulvemosehuset og lokalplanen for Hannebjerg-grunden.

Heldigvis blev nedrivningsplanerne for Ulvemosehuset senere taget af bordet, men for borgmesteren og viceborgmesteren var gode råd blevet dyre. Fuldt ud bevidste om behovet for at få nogle penge retur i kommunekassen, var der hverken tid eller råd til, at den nyvalgte kommunalbestyrelse ville lade lokalplanen falde.

Derfor – og stik imod al anstændighed og respekt for lokaldemokratiet – blev afstemningen om Hannebjerg-grundens skæbne lagt på det ene kommunalbestyrelsesmøde, der af uransagelige årsager gennemføres efter hvert valg med den afgående kommunalbestyrelse.

Resultatet blev som bekendt, at Det Konservative Folkeparti (minus Thorkild Gruelund), Det Radikale Venstre og Gitte Burchard (UP), imod det nyvalgte flertals ønske, stemte lokalplanen igennem. Det var ikke kønt og ej heller et folkestyre værdigt!

Den situation skal vi ikke ud i igen – og hermed opfordring nummer to…

da_DKDansk