Af Mads Olesen – Arkivfoto: Markus Kluge©
Amager startede bedst, med en tre’er i første angreb til Ena Viso og det blev symptomatisk for første del af kampen. Hjemmeholdet havde lidt lettere ved at finde frie skud end Hørsholm og med scoringer fra Ribarich, Fogelstrøm og Fabricius opbyggede de på de første fem minutter en føring på 13-5.
Hørsholm svarede dog hurtigt igen, med Ryder, Brynaa og Hee i hovedroller. Elisabeth Brynaa satte gæsterne i gang med to scoringer, Ryder scorede fire gange og Hee fulgte op med et par tre’ere og så havde Hørsholm føringen, 17-21.
Amager fik udlignet inden første periodepause, men lige under tre minutter inde i anden periode havde Hørsholm igen taget en fire points føring, 21-25, og Amager følte sig tvunget til en timeout. Ud af den missede Amager de første to skud og smed en bold væk og i den anden ende satte først Brynaa, så Ryder og til sidst igen Brynaa tre’ere og 90 sekunder senere tog Amager timeout igen, bagud 21-34.
Resten af første halvleg foregik i opskruet tempo, med to hold, der spurtede frem og tilbage og scorede ofte. De sidste minutter fandt Hørsholms skud ikke længere kurven og de to hold gik til pause ved stillingen 29-40.
Efter pausen kom Amager ud med en helt anden attitude end de første 20 minutter. Forsvaret var ekstremt aggressivt og de tvang Hørsholm til mistede bolde og dårlige skud. Imidlertid gav den ekstra energi sig ikke udtryk i mange scoringer i den anden ende, og da Hørsholm fik sat et par tre-pointere mere i kurven, udbyggede gæsterne forspringet til 34-48 fem minutter inde i halvlegen.
Kort efter reducerede Ena Viso til 38-48, men det blev Amagers sidste scoring i halvlegen. Hørsholm havde ikke let ved at finde scoringsmuligheder, men når det skete, gik boldene i. Anne Hee scorede fire point på en tre’er og da Ryder og Lassen fulgte op, var Hørsholms forspring på 19 point inden de sidste ti minutter, 38-57.
Amager fortsatte med at arbejde stenhårdt for finalepladsen i begge ender og de fik skåret ned på Hørsholms forspring, hjulpet af aggressivt spil fra Rikke Fabricius og Anna Seilund. Med fem minutter igen scorede Julie Jungslund til 48-62, men Amager var ikke i stand til at få de forsvarsstops, som et comeback krævede.
Hee, Tullin og Brynaa fandt vej til netmaskerne for nordsjællænderne og med 2:40 igen var forspringet stadig på 15 point, 53-68, og Amager kom aldrig rigtigt tæt på.
Slutresultatet blev 53-68 og dermed er Hørsholm klar til DM-finalerne mod BMS Herlev, der starter 10. april på Wolfpacks hjemmebane.