Af Peter Brandi
Så indkalder Hørsholms nyeste parti “SocialKonservative” til stiftende generalforsamling.
Det foregår mandag den 7. juni kl. 19.30 i gården ved Hovedgaden 29. Partiet oplyser at de har en plan B, hvis det regner.
Før selve generalforsamlingen vil der være orientering om politikken i det nye Hørsholm-parti. Dette punkt er der offentlig adgang til, og alle er velkommen.
For at deltage i selve generalforsamlingen, skal man melde sig ind i partiet. Det kan ske på stedet, kontingentet er sat til 100,00 kr. som man skal betale kontant. Første kontingent er for perioden frem til første ordinære generalforsamling marts 2022.
Partiet oplyser at grunden til at kontingentet skal betales kontant er, at en bankkonto vil nødvendiggøre at kontingentet bliver mindst dobbelt så stort.
Når partiet er stiftet, vil bestyrelsens opgave blandt andet være at få oprettet en bankkonto, så billigt som muligt.
SocialKonservative byder på en kop kaffe eller te og en småkage.