En bindende klimalov til Hørsholm

#

Af Marcus Guldager, Kommunalbestyrelsesmedlem i Hørsholm (A) – Foto: Peter Brandi©

FN har netop lavet en rapport om klimaforandringernes effekt på vores klode. Og hvis der har været nogle, der stadig har været i tvivl om, hvorvidt vi står på en brændende platform, så burde enhver tvivl nu være manet i jorden.  

Hvis vi skal sikre en ordentlig klode til vores børn og børnebørn, så er det nu vi skal tage ansvar. Det ansvar skal også løftes lokalt. Desværre oplever vi alt for ofte i Hørsholm, at økonomiske hensyn har afholdt os fra at tage de nødvendige beslutninger, som der skal til, hvis vi skal løfte vores del af ansvaret. 

Det så vi sidste forår, da det kom frem at Hørsholm Kommune kun mindskede sine udledninger med 0,4% i 2019, selvom vores mål var 2%. Det var simpelthen ikke godt nok.  

Derfor skal Hørsholm have en bindende klimalov, så vi forpligter os selv til at spare 2% på CO2-forbruget om året. Det skal fungere sådan, at vi hvert år til budgetforhandlingerne er bundet af at finde disse CO2-besparelser, på præcis samme måde som at vi er bundet af at drifts- og anlægsbudgettet skal gå op. Eksempler på forslag til at nå dette mål kunne være grønne anlægsinvesteringer, grønnere køkkener i kommunen, og færre kommunale flyrejser. 

Derudover skal vi have udarbejdet et dybdegående klimaplan, der belyser hvordan vi bedst når i mål med CO2-besparelserne, og i øvrigt skal belyse hvordan vi får en grønnere og mere bæredygtig kommune generelt.  

Dette kan måske virke som en utopi, men vi ville ikke være den første kommune til at gøre det. Aarhus Kommune vedtog netop en sådan bindende kommunal klimalov i 2020. 

Nu er det på tide, at Hørsholm for alvor kommer med i kampen. Socialdemokratiet er klar. Det håber vi også, at resten af kommunalbestyrelsen er. 

da_DKDansk