Af Thorkild Gruelund (Q) formand for Social- og Seniorudvalget – Foto: Peter Brandi©
Det er godt at opleve alle de positive tilkendegivelser, som der har været omkring økonomi på ældre- og småbørnsområdet. Stort set alle politiske partier har udtalt sig positivt om emnerne.
Vi mangler på de to områder, varme hænder med kloge hoveder på.
På ældreområdet mangler vi hænder ikke mindst aftenmedarbejdere på plejehjemmene. Det er også væsentligt at videreuddanne de medarbejdere vi har. Borgerne udskrives fra hospitalerne tidligere i sygdomsforløb, derfor er videreuddannelse så vigtigt.
For nogle år siden indførte vi en fastholdelsesbonus til medarbejdere i sundhedsområdet. Argumentet var, at vi har et arbejdsmarked, som nødvendiggjorde en bonus.
I forbindelse med finanskrisen fjernede vi den bonus. Igen, vi har et arbejdsmarked, som på baggrund af krisen ikke længere var så trængt. Faktisk det modsatte.
I 2022 og frem kan vi forudse at sundheds- og omsorgsområdet igen vil være trængt på medarbejdersiden. Lad os udvise rettidig omhu! Giv’ alle sygeplejersker, terapeuter, social- & sundhedsassistenter og social- & sundhedshjælpere en årlig bonus på 10.000 kr. Forslaget vil koste Hørsholm Kommune omkring 5 millioner kroner om året. Det mener SocialKonservative er godt givet ud.
På 0-6 års området mangler på samme vis varme hænder. Vi mangler også blandt de medarbejdere, vi har, flere uddannede pædagoger.
Skal vi opfatte 0-6 årsområdet som opbevaring af børn? Eller ønsker vi, som det er SocialKonservatives opfattelse, at tilbyde et pædagogisk kvalitetstilbud til børnene.
Skal vi sikre os prædikatet: Børnevenlig kommune, så bør vi i det kommende budget tage højde for de mangler, vi har på dette område.
Pengene til de kvalitetsforbedringer, skal komme et sted fra.
SocialKonservative foreslår som fremført tilbage i april:
Vi skal spare 10 millioner på centerchef ledelseslaget på rådhuset.
Vi skal have alle ledere, souschefer og afdelingschefer ud og virke i vagtplanerne i 4 timer om ugen. Det vil i øvrigt, opfatter vi, give en sundere ledelseskultur. Det giver små 5 millioner.
Yderligere bør der spares mindst 5 millioner på konsulent- og advokatydelser.
På rådhuset har vi aldrig tidligere haft så mange veluddannede medarbejdere, som vi har i dag. Ej heller har vi før købt så megen viden ude i byen, som vi gør i dag. Det harmonerer ikke.