Posted in

Hirschholm Festival – kongelig underholdning for alle

Foto: Museum Nordsjælland

Hirschholm var navnet på det pragtfulde slot, der lå i Hørsholm Slotshave i 1700-tallet. Kom til Hirschholm Festival og hør, hvad der skete i og omkring slottet den skandaløse sommer 1771 og hvorfor slottet ikke er her mere.

Museum Nordsjælland ønsker at skabe en ny kulturel festival i Hørsholm med udgangspunkt i historien om Hirschholm Slot. Selvom slottet ikke længere findes, er bevidstheden om dets eksistens og de begivenheder, der ledte til dets forsvinden, stadig en betydningsfuld del af områdets historie og identitet.

Kongelig underholdning
Vi starter dog roligt ud og lander midt i alt det grønne i Slotshaven med en kop kaffe, te eller varm kakao, mens der er koncert for børn og voksne med den verdensberømte fløjtenist, Michala Petri. I løbet af dagen kan man også høre fløjtenist Louise Hjorth og hendes elev Amanda Westphall, og lytte til forførende toner af herrekvartetten Svigermors Drøm.

Liv Thomsen – Foto: Klaus Nedergaard©

Samtalesalon med Karoline Stjernfelt, Liv Thomsen og Ulrik Langen
Karoline Stjernfelt, der har tegnet den anmelderrroste og prisnominerede tegneserie om Christian 7., Caroline Mathilde og Struensee har tegnet festivalplakaten. Hun deltager også i festivalens samtalesalon, hvor sløret løftes for skandalerne ved Hirschholm Slot i selskab med Liv Thomsen, der står bag en perlerække af historiske dokumentarer på DR-TV og historiker Ulrik Langen, forfatter til biografier om både Struensee og Christian 7.

Hvorfor en Hirschholm Festival?
Startskuddet til denne nye, årligt tilbagevendende Hirschholm Festival er, at vi i år kan markere 250-års jubilæet for den begivenhedsrige Hirschholm-sommer. I 1771 var Hirschholm Slot nemlig ramme for den berømte og skæbnesvangre kærlighedsaffære mellem kongens livlæge J. F. Struensee og den unge dronning Caroline Mathilde. Det var samtidig den sommer, hvor Struensee, der var stærkt optaget af oplysningstidens tanker, for alvor tiltog sig magten over landet og den sindssyge konge, Christian 7. Derfor ønsker museet at indtage Slotshaven for at genskabe rammerne for de historiske begivenheder og gøre historien levende og relevant for gæsterne ved Hirschholm Festivalen. Arrangementet og alle aktiviteter er gratis, drikkevarer m.v. kan købes.

da_DKDansk