Af Jan Klit – Foto: Peter Brandi®
Uanset hvordan man ser på det, har vi i samfundet generelt – og derfor også i Hørsholm – en række meget store opgaver foran os, ikke mindst på energi- og miljøområdet.
Et godt eksempel er vores spildevand, som vi skal have gjort så rent, at det fuldt forsvarligt kan udledes til Øresund.
Novafors har foretaget analysearbejde. Heraf fremgår, at det vil være en gevinst for både økonomi og miljø at samle rensningen af spildevandet på ét fælles, moderne og energineutralt anlæg for flere kommuner. I udgangspunktet har analysearbejdet også vist, at et sådant anlæg placeres bedst i Hørsholm.
Fra konservativ side støtter vi, at der skal findes en langsigtet, miljørigtig løsning, også fordi det bestående anlæg ved Usserød simpelthen ikke rummer tilstrækkelig plads hertil og heller ikke på rationel vis kan udvikles til de fremadrettede energi- og miljøkrav. Hvad placeringen af anlægget angår, synes vi ej heller, at Store Hvedehavegård er den rigtige. Derfor må vi have andre muligheder i og uden for Hørsholm på bordet, før vi kan tage endelig stilling.
Vi skal nok medvirke til en løsning, så der tages så stort et hensyn til den samlede bæredygtighed og borgernes ønsker som muligt.