Af Anne Ehrenreich, Medlem af Hørsholm Kommunalbestyrelse for Venstre – Pressefoto
Uanset hvad der siges fra borgmesterens side om placeringen af et nyt rensningsanlæg, så lægger Novafos til grund, at det skal realiseres. Det fremgår af den investeringsplan fra Novafos, som jeg og de øvrige medlemmer af Hørsholm Kommunes miljø- og planudvalg skal tage stilling til torsdag den 23. september 2021. Her siges ikke noget om, at det skal undersøges om rensningsanlægget kan placeres andre steder eller forblive i Usserød. Det fremgår blot, at Novafos har godkendt strukturplan for Fælles rensningsanlæg Øresund med den tilhørende miljøvurdering på baggrund af et samarbejde med de fire kommuner (Hørsholm, Allerød, Furesø og Rudersdal). Dette kan vi fra Venstres side ikke godkende.
Det skal naturligvis klart fremgå af investeringsaftalen, at der endnu ikke er taget endeligt stilling til placeringen af et fælles rensningsanlæg, og at kommunerne arbejder på at undersøge og vurdere de alternative muligheder, herunder forbliven i Usserød. Det vil vi fra Venstres side foreslå på mødet i Miljø- og Planudvalget. Og at der ikke skal arbejdes videre med at realisere strukturplanen, før disse muligheder er belyst.