Af Glen Madsen (O) medlem af kommunalbestyrelsen i Hørsholm – Arkivfoto
Lige siden Hørsholm-Konservative, Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre afskaffede de ældres minimale selvbestemmelsesret (klippekortordningen), har Dansk Folkeparti kæmpet for at give Hørsholms ældre retten tilbage.
Hidtil har jeg talt for døve ører… Men nu lysner det måske?
Det viser sig nemlig, at Christiansborg-Konservatives Mette Abildgaard er helt enig med Dansk Folkeparti i, at de ældre skal have MERE selvbestemmelse – ikke mindre!
I Dansk Folkeparti mener vi, at de ældre skal have mere selvbestemmelse og mere valgfrihed. De skal have hjælp til at kunne flere af de ting, der giver dem mulighed for mere livskvalitet! Om det så er en ekstra gang rengøring? Et ekstra bad? En tur til frisøren? En tur på kirkegården? Eller et spil kort for den sags skyld…
Jeg håber inderligt, at Hørsholm-Konservative vil rette deres fejl og vise, at de er på linje med Christiansborg-Konservative og dermed Dansk Folkeparti. Ikke for min og Dansk Folkepartis skyld, men for de plejeafhængige ældres skyld!
I min optik er det snusfornuftig og anstændig borgerlig politik at behandle ældre med værdighed og respekt. Lad os genindføre det i Hørsholm.