S-enighed på tværs af kommunegrænsen om Format-projekt og nyt NGG byggeri ved Cirkelhuset

#

Af Per Frost Henriksen (A) og Svend Erik Christiansen (A) – Pressefoto

Socialdemokratiets to byrådsgrupper i Hørsholm og Fredensborg står sammen om opbakning til NGG og Format-projektet ved Cirkelhuset, som beskrevet i Fredensborg Erhvervsråds pressemeddelelse af 16/9.

”Vi er glade for dialogen på tværs af kommunegrænsen og glade for at der er opbakning til, at Nordsjællands Grundskole og Gymnasium, NGG kan få plads til nybygget skole, gymnasium og international skole uden planmæssige forhindringer og planerne med Format projektet kan køre videre,” siger gruppeformand Per Frost Henriksen (A).

På et møde med repræsentanter fra de to partigrupper for socialdemokratiet var der fuld opbakning til den nuværende aftale om Formatprojektet ved Cirkelhuset, der overvejende vil indeholde butikker til store pladskrævende varer og derudover 8 mindre forretninger.

”Det er vigtigt for de socialdemokratiske medlemmer af kommunalbestyrelsen i Hørsholm at se muligheder og stå sammen om erhvervspolitik på tværs af kommunegrænsen, samt at NGG sikres plads til sin skole. Vi støtter Fredensborg Erhvervsråds blåstempling af Format projektet og ser frem til en erhvervsudvikling, der styrker både Hørsholm og Fredensborg kommuner,” siger gruppeformand Svend Erik Christiansen (A)

De to socialdemokratiske byrådsgrupper har givet hinanden håndslag på, at de også holder en tæt kontakt, for at opnå enighed i fremtidige sager, om for eksempel udvidelse ved Kokkedal Station og butiksområdet ved Føtex og Rema1000 i Kokkedal Nord.

da_DKDansk