Af Peter Brandi – Foto: Peter Brandi©
Her i uge 40 sætter Alkohol & Samfund, TrygFonden og landets kommuner fokus på at nedbryde tabuer om alkoholproblemer med kampagnen “Flere end du tror”.
Nedbryd tabuer om alkoholproblemer og -behandling og få flere danskere til at tage skridtet og søge hjælp. Det er målet for årets alkoholkampagne i uge 40. 140.000 danskere er afhængige af alkohol, men kun 17.000 er i behandling hvert år. Samtidig drikker knap 600.000 danskere – 1 ud af 5 – mere end Sundhedsstyrelsens anbefalinger, hvilket betyder, at de har en øget risiko for at blive afhængige.
Også i Hørsholm Kommune er der “flere end du tror”, og vi bakker derfor i kommunen op om at sætte fokus på alkoholproblemer i uge 40.
Gratis og anonym hjælp
Hørsholm Kommune tilbyder gratis og anonym rådgivning, vejledning og behandling af alkohol- eller stofproblemer. Læs mere om tilbuddet på horsholm.dk
Hørsholm Kommune vil i uge 40 dele Alkohol & Samfunds kampagne på Facebook.
Gode råd til samtalen, der skal bryde de dårlige alkoholvaner:
- Husk først og fremmest, at du ved at sige noget, viser omsorg for den anden
- Forbered samtalen og øv den gerne på forhånd. Skriv eventuelt ned, hvad du vil sige, så du husker at få det hele med
- Vær konstruktiv og forsøg at få den anden til at tænke over sit indtag af alkohol
- Brug gerne konkrete eksempler på, hvordan den andens alkoholforbrug påvirker dig eller andre
- Tænk over, hvad du gerne vil opnå med samtalen. Vil du fx have den anden til helt at ophøre med at drikke eller til at nedsætte sit alkoholforbrug
- Følg samtalen op efter et stykke tid, og vær klar til at hjælpe, hvis den anden har/får behov for det
- Få hjælp af en rådgiver på www.alkolinjen.dk til at tage snakken. Alkolinjen taler hver dag med både drikkende og pårørende og hjælper dem videre. Ring 80 200 500
- Få flere gode råd på Alkohol & Samfunds hjemmeside til at sænke alkoholforbruget eller hent app’en AlkoLog gratis, som hjælper med at give et overblik over ens alkoholforbrug.