Af Dickte Noël Toft, kandidat til KV21 for Socialdemokratiet – Pressefoto
I Hørsholm Kommune stiger levealderen, hvilket fordrer, at der bliver tilført flere midler til ældreområdet idet antallet af ældre medborgere stiger proportionelt. Hørsholm Kommune har svært ved at rekruttere personale til ældreområdet, hvorved vi har udfordringer med at yde et højt serviceniveau overfor vores ældre.
Den anden dag overhørte jeg en borger udtale, at vedkommende oplevede, at ældre medborgere blev anset som værende andenrangsborgere fordi de ikke altid fik den fornødne hjælp stillet til rådighed. Heldigvis har jeg mødt andre, som oplever de får en fantastisk service.
I en ressourcestærk kommune, som vores, bør vi kunne tilbyde en tilstrækkelig ældreomsorg så vores ældre medborgere oplever sig mødt i deres behov og ikke føler sig tilsidesat. ”One size doesn’t fits all!” Vi skal skabe et godt arbejdsmiljø så vi kan fastholde personalet og have knækket rekrutteringskoden ellers bliver det svært at yde en tilfredsstillende ældreomsorg. Derfor vil jeg arbejde for, at vi får flere ressourcer tilført til området, så de ældre får den rette hjælp og Hørsholm Kommune derved kan tiltrække kompetente og tilstrækkelige kompetencer til ældreområdet. De ældre skal have oplevelsen af et værdigt otium og ikke føle sig som andenrangsborger!