Af Caroline Victoria Christensen Kandidat til KV21 (A) – Privat foto
Vi har et stigende demokratisk problem: undersøgelser viser, at unge førstegangsvælgere stemmer mindre for hver gang, der er kommunalvalg.
Det var udgangspunktet for en samtalesalon, som jeg deltog i på årets folkemøde på Bornholm. Vi var flere unge kandidater samlet for at diskutere, hvordan vi giver unge en demokratisk selvtillid tilbage.
Én medvirkende faktor er, at der er for få unge kandidater til kommunalvalget, som ungdommen kan spejle sig i. I Hørsholm har vi kun 3 kandidater under 30. Det betyder også, som ses i mange kommuner, at vi får en skæv frem for en bred aldersrepræsentation.
Jeg er bekymret for fremtidens demokrati, hvis ikke vi får de unge mere med og gør Hørsholm til en mere attraktiv kommune for unge.
Jeg tror på, at kommunalbestyrelsen kan tage de bedste beslutninger, hvis flere aldersgrupper er repræsenteret.
Ældre byrådsmedlemmer kan bidrage med deres mange års livserfaring, og de yngre kan bidrage med erfaringer fra nutidens børne- og ungeliv i en globaliseret og digital verden.
Som den yngste kvinde, der er opstillet til valget i Hørsholm, vil jeg gerne give unge en større stemme, så vores kommune i fremtiden bliver mere attraktiv for unge at bo i.