Kategorier
Byrådet Sundhed

Handleplan for kvalitetsforbedring af Hjemmeplejen godkendt politisk

Af Peter Brandi – Foto: Peter Brand© I en ny tilsynsrapport kritiseres hjemmeplejen for arbejdet med medicinhåndtering, sundhedsfaglig dokumentation og for borgernes oplevelse af praktisk bistand. Social- og Seniorudvalget godkendte på sit ekstraordinære møde den 12. november 2021 forslag til en handleplan for opfølgning på tilsynet med hjemmeplejen. Social- og Seniorudvalget behandlede på et ekstraordinært…

Af Peter Brandi – Foto: Peter Brand©

I en ny tilsynsrapport kritiseres hjemmeplejen for arbejdet med medicinhåndtering, sundhedsfaglig dokumentation og for borgernes oplevelse af praktisk bistand.

Social- og Seniorudvalget godkendte på sit ekstraordinære møde den 12. november 2021 forslag til en handleplan for opfølgning på tilsynet med hjemmeplejen.

Social- og Seniorudvalget behandlede på et ekstraordinært møde den 12. november en handleplan, der skal løfte kvaliteten i hjemmeplejen.

Handleplanen har fem dele:

  1. Centerchefen rykker tættere på
  2. Mere konsekvenslæring af og opfølgning på fejl
  3. Nærmere vurdering af sygeplejerske-normeringen
  4. Generationsskifte i hjemmeplejen
  5. Punkt-for-punkt opfølgning på tilsynsrapporten.

Læs indholdet i de 5 punkter længere nede i artiklsen

Velfærds- og Kulturdirektør, Jan Dehn – Foto: Peter Brandi©

Social- og Seniorudvalget tiltrådte handleplanen og noterede sig med tilfredshed, at hjemmeplejen er i fuld gang med at gennemgå medicin-håndteringen, bemande sygeplejerske-stillingerne og sikre at rengøringen og den øvrige praktiske hjælp leveres til tiden og med god kvalitet.

”Vi er glade for den beslutning, som udvalget har truffet. Med den politiske opbakning kan vi sætte fuldt tryk på opfølgningen af tilsynsrapporten,” udtaler Velfærds- og Kulturdirektør, Jan Dehn.

A) Centerchefen rykker tættere på
Administrationen vurderer, at der ledelsesmæssigt fremadrettet skal være mere fokus på at skabe de nødvendige rammer for en optimal drift af hjemmeplejen. Som følge af dels tilsynsrapportens resultater, dels et igangværende generationsskifte i ledelsen af hjemmeplejen, er det aftalt, at centerchefen i en periode rykker tættere på hjemmeplejen. Centerchefen vil løbende være på politistationen for at bistå hjemmeplejens ledelse med den overordnede ledelse af hjemmeplejen, organiseringen af arbejdet – incl. planlægningen af dette – hos borgerne samt opfølgning på anbefalingerne fra tilsynet. Desuden vil hun have fokus på arbejdet i sygeplejen, da de er omdrejningspunkt for både medicinhåndtering og sundhedsfaglig dokumentation. Vurderingen er, at det i en overgangsperiode er nødvendigt for at opnå den fornødne fremdrift og for at få bedre opfølgning på de organisatoriske og ledelsesmæssige opgaver i hjemmeplejen.

B) Mere konsekvent læring af og opfølgning på fejl
Center for Sundhed og Omsorg har i almindelighed løftet arbejdet med systematisk kvalitetssikring og kvalitetsudvikling i sundhedsområdet og i ældreplejen over de seneste år. Centerchefen nedsatte efter sin tiltrædelse fx i 2019 et centralt Kvalitetsråd, som arbejder systematisk med udvikling af den faglige kvalitet på enhederne. Det gøres bl.a. ved at udarbejde procedurer og arbejdsgange mhp. at sikre, at alle arbejder ud fra nyeste faglige viden og ved at undervise medarbejderne indenfor udvalgte faglige områder – i 2020 fx palliation og forebyggelse af urinvejsinfektion. Derudover arbejder Center for Sundhed og Omsorg med læring som følge af klager og utilsigtede hændelser, medicin-audit og journalaudit, hvor medarbejderne gennemgår hinandens medicindosering eller dokumentation, og man på baggrund af dette arbejder med at forebygge fejl og mangler.

Vurderingen er, at hjemmeplejen på nogle områder har brug for en opstramning i dette systematiske, målrettede kvalitetssikrings- og kvalitetsudviklingsarbejde, hvorfor arbejdet og organiseringen heraf genbesøges, under ledelse af centerchefen.

C) Nærmere vurdering af sygepleje-normeringen
Opgaveglidningen fra sygehusene, og stigningen i antallet af (syge)plejekrævende ældre sker løbende. Men ressourcerne til sygeplejen er imidlertid ikke demografi-reguleret, sådan som udgifterne til daginstitutioner, skoleelever og ældre på plejehjem ellers er det. Konsekvensen er, at presset på sygeplejen er steget de seneste år. I både budget 2021-2024 og 2022-2025 blev der afsat 420.000 kr. årligt til opnormering af aftensygeplejerskerne. Disse opnormeringer er af administrationen indfaset med det samme, da behovet herfor var øjeblikkeligt. Den øvrige sygepleje-normering er imidlertid ikke blevet justeret, og vurderingen er, at hjemmeplejens arbejde med fx medicinhåndtering og sundhedsfaglige dokumentation er presset delvist som følge af (for) lav sygeplejerske-normering.

Administrationen agter at undersøge normeringen i sammenligning med øvrige nordsjællandske/sammenlignelige kommuners sygeplejerske-normering, og afrapportere denne for SSU med henblik på drøftelse af serviceniveauet. Herudover vil administrationen vurdere konkret, om der er forhold ved organiseringen eller opgavevaretagelsen, der kan justeres.

D) Generationsskifte i hjemmeplejen
Udfordringerne kommer på et tidspunkt, hvor hjemmeplejen er i gang med et generationsskifte. To af de fem ledere er netop gået på pension og en tredje nærmer sig. Der er rekrutteret en ny leder af hjemmeplejen, som starter den 1. december 2021. Der er konstitueret en leder af aften/nat hjemmeplejen, og processen med fastansættelse er ligeledes i gang.

Foruden, at centerchefen rykker tættere på (jf. ovenfor), er opgaveporteføljen for hjemmeplejens ledelse blevet reduceret og fokuseret. Ledelsen af visitationen og de midlertidige pladser ligger således ikke længere i hjemmeplejen. Den nye hjemmepleje-ledelse kan således, sammen med centerchefen, sætte fokus 100% på hjemmeplejen. Herudover samles ledelsen af hjemmeplejen på politistationen, så ledelsen foregår hvor medarbej­derne er.

E) Punkt-for-punkt plan for opfølgning på tilsynsrapporten
Det frivillige, uafhængige, uanmeldte tilsyn, som kommunen har iværksat som supplement til de ordinære tilsyn fra Styrelsen for Patientsikkerhed, gennemføres for at fremme god kvalitet i hjemmeplejen, og forebygge fejl og problemer. Den foreliggende tilsynsrapport peger på en række konkrete udfordringer og problemer, som skal håndteres både øjeblikkeligt og gennem en længere udviklingsproces.

Hjemmeplejen og administrationen har i samarbejde udarbejdet en punkt-for-punkt plan for opfølgning på tilsynsrapporten, så kvaliteten kan løftes. Punkt-for-punktplanen er vedlagt som bilag 2. Administrationen foreslår, at der kvartalsvis for SSU forelægges en sag med status på fremdriften i den samlede handleplan og punkt-for-punkt planen, indtil indsatserne er gennemført og kvaliteten er løftet.

Skal de frivillige, uafhængige og uanmeldte tilsyn fortsætte?

Aftalen med BDO om frivillige, uafhængige og uanmeldte tilsyn udløber med udgangen af 2021. Administrationen vil senere fremlægge en sag for SSU med indstilling om hvordan der arbejdes videre med tilsynene.

Læs handleplanen og den politiske sagsfremstilling her: Social- og Seniorudvalget – MC13 (horsholm.dk).

da_DKDansk