Knold og Tot

Af Lisbet Hein/Erling Aakjer – Foto: Knold og Tot med hunden, i Slotshaven, 1950’ern (Hørsholm Lokalarkiv)

I 1950’erne og 60’erne sås to meget karakteristiske skikkelser ofte i Hørsholms gadebillede, og mange husker dem endnu. De gik under navnene ”Knold og Tot”. Det følgende er uddrag om en beretning, som Erling Aakjer skrev i 2009. Den fulde beretning befinder sig i lokalarkivet i Hørsholm.

Originaler – ikke vagabonder

Historien drejer sig om to brødre, der i daglig tale blev kaldt ”Knold og Tot”, men i virkeligheden hed henholdsvis Georg og Valdemar Hansen. De var ikke vagabonder, men i høj grad fastboende, stabile medborgere, der betalte deres skat, arbejdede og i det hele taget fungerede. De blandede sig ikke, men passede sig selv. Derimod er der ingen tvivl om, at de begge var ”originaler”. Men i ordets bedste betydning. Jeg er så heldig, at jeg har kendt dem begge forholdsvis godt og vil derfor efter bedste evne oprejse dem og give dem det eftermæle de har fortjent. Mit kendskab til dem stammer fra Møllergården i Hørsholm, hvor jeg boede som barn, og hvor også Georg boede.

Knold og Tots familie

Valdemar, der var den ældste og Georg, der var lidt yngre, er begge født i Isterød, der hørte under Birkerød sogn. Forældrene var dugmager Peter Hansen og hustru Ane Marie Elisabeth Hansen. Valdemar, hvis fulde navn var Valdemar Ludvig Thorvald Hansen, blev født den 9. juni 1887 og Georg, hvis fulde navn var Georg Albert Alexander Hansen, blev født et par år senere nemlig den 8. marts 1889. Der var otte børn i familien og det mest karakteristiske ved dem var, at de alle havde royale navne. Deres barndom ved jeg ikke noget særligt om, udover at de ligesom andre børn dengang måtte hjælpe til, som de nu bedst kunne. De kom tidligt ud og arbejde hos bønderne og lærte begge at rubbe neglene, som de sagde. De lærte alle de færdigheder man skulle kunne for at klare sig og lidt til.

Tot
Tot/Valdemar lærte sig børstenbinderfaget og var i det hele taget utrolig dygtig til at bruge sine hænder. Han var meget ferm til at lave husflidsarbejde, og der var ikke det han ikke kunne lave med en løvsav. Senere kom han på fabrik, og de sidste mange år af hans arbejdsliv tilbragte han som gartner på Mørks planteskole, hvor han var specialist i at okulere roser. Han var en enspænder som havde meget svært ved at omgås andre, og han blev tit moppet på grund af sin sære fremtoning. Han så heller ikke helt almindelig ud, når han kom gående med hænderne dybt begravet i jakkelommerne. Han havde et iltert temperament og kunne sagtens finde på at true med sin skarpe podekniv, når der var nogle, der drillede ham. Han boede på Gasværksvej 8.

Knold

Knold/Georg, den yngste af brødrene var noget mere udadvendt. Han kunne godt lide børn og holdt af at fortælle om sin egen barndom. Han lærte mig at skære en pilefløjte og var egentlig noget af et legebarn. Georg var også god til at bruge sine hænder. En af hans specialiteter var at flette vidiekurve. De fleste af naboerne havde sådan en kurv til at hente brænde i. Han holdt meget af naturen og var en kendt skikkelse i Slotshaven, hvor han gik sine daglige ture med hunden Max og senere Rollo. Han arbejdede som arbejdsmand på jernstøberiet, der lå lige ved siden af Møllergården, ja, han behøvede bare at klatre ud af vinduet, så var han på arbejde. Han var trods sit mærkelige ydre en rar og venlig mand og en dygtig og pålidelig arbejder. Han var meget hårdfør og var, selvom han ikke brugte undertøj, aldrig syg. Jeg husker, at han en gang var kommet slemt til skade under sit arbejde på støberiet. Han havde fået flydende jern ned over det ene ben og var frygtelig forbrændt. Han ville ikke til læge men gik med til, at min far behandlede ham med afvaskning og brandsalve. Trods de store smerter han garanteret må have haft, gik han på arbejde næste dag

Ølhunden glammer

Knold var stamgæst på værtshuset Stalden (senere Kronhjorten) og kom der dagligt. Han var en sær fremtoning, når han kom anstigende i sin store sorte overfrakke og blød hat og med sin tro følgesvend Max, et stort sort gadekryds, der elskede øl. Hunden fik altid serveret en grøn Tuborg i en dyb tallerken under bordet, når Georg var der. Det var under inspiration af Georgs hund, at Poul Henningsen, der selv var stamgæst på Stalden og senere forpagter af værtshuset, skrev den landskendte vise ”Ølhunden glammer”.

 Georg havde nogle evner, der ikke var helt almindelige. Han kunne spise et barberblad uden at komme til skade. Han tyggede det simpelthen i småstykker og sank det. Jeg har også set ham tygge et snapseglas. Han gjorde det naturligvis kun, hvis der var en der ville give en omgang øl til hele selskabet, og det var der som regel

De sidste år
Hverken Georg eller Valdemar nåede at blive gift. De var nok begge to for aparte til at kunne leve sammen med en kvinde. De gjorde ikke meget ud af den personlige hygiejne. Der var jo ikke nogen grund til at vaske sig, når man jo alligevel blev beskidt igen. Georgs lejlighed var tapetseret med avispapir og overalt lå der et tykt lag støv fra jernstøberiet, men her boede han. Her var hans base, og han var bestemt ikke vagabond, selvom han ofte fik besøg af landevejens farende svende, som i ham havde en kammerat der aldrig var bange for at gi´ en bajer. Valdemar døde i sit hjem 1962. Han blev 75 år gammel. Georg kom på plejehjem, da Møllergården blev revet ned. Han blev 91 år gammel.