Hvad fylder i livet lige nu? Hvad giver mening, hvad bekymrer, og hvordan ser man egentlig på sit eget liv? Det er nogle af de spørgsmål, der bliver plads til, når Frivilligcenter & Selvhjælp Hørsholm inviterer til eksistentielle samtaler.
Vi taler ofte om vejret, hverdagen, familien og alt det praktiske. Men nogle gange kan der også være brug for at tale om det, der ligger lidt dybere.
Det er tanken bag et nyt tilbud hos Frivilligcenter & Selvhjælp Hørsholm, hvor voksne inviteres til at deltage i guidede gruppesamtaler om livet.
Her er der ikke nogen facitliste, og man behøver heller ikke have bestemte forudsætninger for at være med. Til gengæld er der mulighed for at sætte ord på tanker, følelser og erfaringer og lytte til, hvordan andre ser på livet.
Et rum til eftertanke
Samtalerne foregår i små, fortrolige grupper, hvor deltagerne både kan dele egne erfaringer og blive inspireret af andres perspektiver.
Der er tavshedspligt, og udgangspunktet er, at alle mødes med respekt og åbenhed.
– Formålet er ikke at finde hurtige løsninger, men at skabe plads til refleksion og eftertanke. Gennem samtalerne kan man blandt andet få mulighed for at bearbejde følelser, finde nye måder at håndtere udfordringer på og måske opnå mere ro og klarhed, siger koordinator Barbara Diemi.
De eksistentielle samtaler tager udgangspunkt i det liv, den enkelte står i. Det kan være tanker om relationer, valg og forandringer, men også om glæder, bekymringer, mening, tab og håb.
Det handler med andre ord ikke om at komme frem til bestemte svar, men om at blive klogere på sig selv og måske opdage nye perspektiver gennem mødet med andre.
Alle voksne er velkomne
Tilbuddet er for voksne, der har lyst til at reflektere højt over livet sammen med andre. Man behøver ingen forkundskaber – blot lysten til at deltage i en åben og respektfuld samtale.
Samtalerne faciliteres af en frivillig og er gratis.
De finder sted torsdage kl. 15-17 hos Frivilligcenter & Selvhjælp Hørsholm, Rungstedvej 1 C, 1. th., 2970 Hørsholm.
Der er samtaler den 3. og 17. september, 8. og 22. oktober samt 5. og 19. november.
Man kan tilmelde sig ved at sende en e-mail til koordinator@frivillighorsholm.dk eller blot møde op.
Måske begynder en større forståelse af livet netop med at sætte ord på det sammen med andre.