Af Peter Melander Brandi
Hørsholm Kommune har fået en ny handicappolitik, der skal styrke tilgængelighed, inklusion og mulighederne for at deltage i fællesskabet for borgere med handicap.
Alle skal have mulighed for at leve et godt liv og deltage aktivt i samfundet – også når man har et handicap.
Det er det overordnede mål med den nye handicappolitik, som Hørsholm Kommunalbestyrelse har godkendt. Politikken afløser den hidtidige handicappolitik fra 2018 og skal sætte retningen for kommunens arbejde med handicapområdet i de kommende år.
Den nye politik omfatter både børn, unge og voksne og spænder derfor bredt – fra dagtilbud og skole over arbejdsliv og bolig til kultur, fritid og foreningsliv.
Ifølge kommunen handler det blandt andet om at identificere og fjerne de barrierer, der kan gøre det vanskeligt for mennesker med handicap at deltage på lige fod med andre.
Seks områder skal sætte retningen
Den nye handicappolitik peger på seks centrale indsatsområder.
Det første er fællesskab og inklusion, hvor kommunen blandt andet vil arbejde for, at flere borgere med handicap kan deltage i foreningsliv, kultur og fritidsaktiviteter. Her nævnes også Solsikkeprogrammet, som skal gøre det lettere at synliggøre og tage hensyn til mennesker med usynlige handicap.
Et andet område er tilgængelighed. Det gælder både de fysiske omgivelser og kommunens digitale løsninger. Kommunen vil blandt andet arbejde efter de internationale WCAG 2.1 AA-standarder for digital tilgængelighed og inddrage Handicaprådet i forbindelse med byggeprojekter.
For børn og unge er målet at skabe mere inkluderende læringsmiljøer i dagtilbud og skoler. Samtidig skal der fortsat være støtte til børn med særlige behov gennem blandt andet PPR, specialklasser og specialskole.
På arbejdsområdet vil kommunen styrke samarbejdet med lokale virksomheder og blandt andet benytte initiativer som KLAP-job for at få flere mennesker med handicap ind på arbejdsmarkedet.
Også bolig og de daglige miljøskift er en del af politikken. Her er fokus blandt andet på handicapvenlige boliger, botilbud og muligheder for, at mennesker med handicap kan leve så selvstændigt som muligt. Bofællesskaber indgår også som en mulighed.
Det sjette indsatsområde handler om samarbejdet mellem borger og kommune. Her lægges der vægt på koordinerede og tværfaglige indsatser samt kontinuitet, gennemsigtighed og tillid i kommunens sagsbehandling.
Udarbejdet sammen med Handicaprådet
Den nye politik er blevet til i samarbejde mellem kommunen, Handicaprådet, borgere, fagprofessionelle og lokale aktører. Den tager udgangspunkt i FN’s Handicapkonvention og bygger videre på fire grundprincipper: ligebehandling, kompensation, sektoransvarlighed og solidaritet.
Formanden for Sundheds-, Ældre- og Socialudvalget, Ann Lindgren Lindhardt, fremhæver især betydningen af, at mennesker med handicap skal kunne være en del af fællesskabet.
“I Hørsholm skal alle have mulighed for at deltage aktivt i fællesskabet, uanset handicap. Med den nye handicappolitik styrker vi fokus på tilgængelighed, inklusion og lige muligheder gennem hele livet.”
Men vedtagelsen af politikken er kun første skridt. Nu skal de overordnede mål omsættes til konkrete initiativer.
Nu skal ordene blive til handling
Kommunens administration skal sammen med Handicaprådet og de relevante forvaltninger arbejde videre med at konkretisere indsatser og prioriteringer og udarbejde en handleplan for de kommende år.
Handicaprådets formand, Gunnar Teis Hansen, glæder sig over den nye politik, men understreger samtidig, at det afgørende bliver, hvad der sker efter vedtagelsen.
“Vi har fået en god og ambitiøs handicappolitik – og nu skal den omsættes til virkelige forandringer.”
Han peger samtidig på, at behovet for støtte til mennesker med handicap er voksende, mens de politiske og økonomiske rammevilkår ifølge ham ikke altid følger med.
Den nye handicappolitik blev endeligt godkendt af Hørsholm Kommunalbestyrelse på mødet den 26. maj 2026 efter behandling i Social-, Ældre- og Sundhedsudvalget samt Økonomiudvalget.
Du kan finde den nye handicappolitik ved at klikke her: Handicappolitik 2026