Posted in

Hørsholmhallen forkastet som spillested af FIBA

Hørsholmhallen 1- Peter Brandi©

Af Peter Brandi – Hørsholmhallen Foto: Peter Brandi©

Hørsholmhallen kommer desværre ikke til at danne rammerne for det danske damelandshold i basket, når det gælder EM-kvalifikationskampene i 2019 og 2020. Det Internationale Basket-Forbund (FIBA) vil ikke godkende Hørsholmhallen som spillested. Både Hørsholm kommune og Danmarks Basket-Forbund er meget ærgerlige over FIBAs afgørelse.

Hørsholm har en meget stolt tradition for basket, og vores lokale Hørsholm Basketball Klub er langt foran andre klubber i ligaen, hvad angår rammerne, publikumsopbakning og professionalisme. Derfor ønskede Danmarks Basket-Forbund Hørsholmhallen som hjemmebane for det danske damelandshold.

Hørsholm Kommune har gennem hele forløbet bakket op om Danmarks Basket-Forbunds ønske om at anvende Hørsholmhallen. Der er tale om økonomisk tilskud til forbundet og stille Hørsholmhallen gratis til rådighed for landsholdet.

Formand for Sport-, Fritid- og Kulturudvalget Nadja Hageskov

”Jeg havde virkeligt set frem til, at Hørsholmhallen skulle danne de festlige rammer for det danske landshold i damebaskets indledende EM-kvalifikationskampe, men desværre ville FIBA det anderledes”, udtaler formand for Sport-, Fritid- og Kulturudvalget Nadja Maria Hageskov.

Når FIBA godkender spillesteder, er der en række parametre, som skal være opfyldt. Herunder tilskuerkapacitet, fysiske rammer på banen og krav til en bestemt type scoretavle.

Danmarks Basket-Forbund gik i sensommeren i dialog med FIBA for at afklare kravene. Forbundet kontaktede Hørsholm Kommune i september, for at Hørsholm Kommune og Danmarks Basket-Forbund kunne gå sammen om at imødekomme kravene fra FIBA.

Danmarks Basket-Forbund både håbede og forventede, at FIBA ville dispensere for en række af kravene i forhold til Hørsholmhallen. Men beklageligvis ønskede FIBA ikke at imødekomme ansøgningen om dispensation. Og dermed har FIBA har afvist Hørsholmhallen som spillested.

Danmarks Basket-Forbund udtrykker stor ros til Hørsholm Kommune for den store villighed til samarbejde og den udviste fleksibilitet, for at prøve at imødekomme kravene fra FIBA. Især med den meget korte tidsfrist der var til rådighed.

da_DKDansk