Rungsted (Kyst) Station 1897

#

Lisbet Hein – Foto Hørsholm Lokalarkiv

Da Kystbanens endelige linjeføring blev bestemt o. 1895, vakte det skuffelse i Hørsholm Kommune. Man havde ønsket en bane længere inde i landet, og en station nær Hørsholm by, til gavn for erhvervslivet. Nu blev stationen så lagt to kilometer fra byen og en kilometer fra Strandvejen med dens sommervillaer og badehotel. Som det ses på billedet, var stationens omgivelser i 1897 endnu helt ubebyggede.

En anden anstødssten var navnet: I kommunen syntes man, at stationen burde hedde ”Hørsholm” eller evt. ”Hørsholm-Rungsted”, men DSB valgte ”Rungsted Station”. Det var først i 1927, at stationen fik sit nuværende navn ”Rungsted Kyst”. Det skete efter ønske fra postvæsenet, der samtidig ændrede navnet på postdistriktet. For mange breve til Ringsted var nemlig havnet i Rungsted – og omvendt!

Ligesom stationerne sydpå fik Rungsted Station i 1897 to bygninger til passagerer. Den vestlige rummede til for nogle år siden billetsalg og en (åben) kiosk, mens den østlige kun var ventesal, der nu er omdannet til vinbar med udstillinger og arrangementer. Ved åbningen af Kystbanen i 1897 var der billetsalg begge steder, dog sådan, at man i den østlige bygning kun kunne løse billet mod nord, på den vestlige kun mod syd. Da der helt manglede henvisningsskilte, var der i starten mange forvirrede passagerer, der krydsede sporene for at finde det rigtige billetsalg. Gangbro over sporene kom først i 1937. Denne bro havde før stået på Strib Station, der blev nedlagt i forbindelse med åbningen af Lillebæltsbroen. Den nuværende bro er fra 1980.

da_DKDansk
en_GBEnglish (UK) da_DKDansk