Posted in

Hørsholm Kommune ønsker input til udviklingen af Kokkedal Stationsområde

Af Peter Brandi – Pressefoto

Vi ønsker alle et livligt, trafikalt knudepunkt ved Kokkedal station – men hvordan?

Området ved Kokkedal station skal udvikles – og i den forbindelse vil Hørsholm Kommune gerne høre borgernes idéer.

”Hvordan skal området omkring Kokkedal station blive mere attraktivt?” Det spørger Hørsholm Kommune lige nu borgerne om og opfordrer alle til at gå ind på kommunens digitale samarbejdsplatform Borgerlab og læse om processen og oplægget til udviklingsplanen samt give deres besyv med.

Formand for Miljø- og Planlægningsudvalget, Jan H. Klit (C) Foto: Peter Brandi©

”Kokkedal station og området omkring stationen, er et sted hvor mange borgere har deres daglige gang. Derfor forventer jeg også, at der vil være stor interesse for projektet, både på Borgerlab og på borgermødet,” siger formand for Miljø- og Planlægningsudvalget, Jan H. Klit (C). ”Med den kommende udvikling har byen en unik mulighed for endnu mere kvalitet og liv i bybilledet. Mit håb er, at mange har lyst til at være med, så vi får det bedst mulige resultat.”

Digitalt borgermøde 5. maj kl. 18-20

Frem til og med den 17. maj er det muligt gå ind på BorgerLab (borgerlab.horsholm.dk) og kommentere. Hørsholm Kommunalbestyrelse inviterer også til digitalt borgermøde, hvor formålet er at høre borgernes idéer og holdninger til fire temaer, der knytter sig til udviklingen af Kokkedal station. Temaerne er:

  • Det gode byliv og trygge byrum
  • Et levende knudepunkt
  • Attraktive funktioner
  • Inspirerende byggeri og arkitektur

Mødet bliver, grundet corona-restriktioner, gennemført digitalt, og tilmelding skal ske her: https://hoersholm.nemtilmeld.dk/20/.

Mødet afholdes via Microsoft teams live event og vil blive optaget, så man kan se eller gense mødet efterfølgende. Man får tilsendt et link via e-mail, som giver adgang til mødet. Der er maksimalt plads til 250 deltagere. Hørsholm Kommune oplyser, at det til dette formål er en god ide at benytte Chrome eller Firefox som browser.

Input til udbudsmateriale

Alle idéer, kommentarer og holdninger bliver læst af Kommunen og kommer til at indgå i det videre arbejde med udviklingen af området.

Helt konkret bliver borgernes input sammenfattet, så det kan indgå i det udbudsmateriale, som developere og investorer afgiver deres bud ud fra. Hørsholm Kommune har allerede fået input fra borgerne på Kulturdagen i september 2019, dette vil også indgå i sammenfattet form.

Kommunalbestyrelsen skal, i forbindelse med godkendelse af det endelige udbudsmateriale, vurdere de indkomne idéer og beslutte om det giver anledning til ændringer i materialet. Herefter vil et udbud blive udsendt i juli 2020. I efteråret 2020 vil de indkomne forslag fra developere og arkitekter blive bedømt og en vinder skal findes. Efterfølgende opstartes lokalplanprocessen efter de gældende retningslinjer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

da_DKDansk