Så skete det – første corona-smittede medarbejder på et plejecenter i Hørsholm

#

Breelteparkens orangeri – Pressefoto

En medarbejder på et plejecenter i Hørsholm Kommune er testet positiv for COVID-19. Indtil videre har kommunens 4 plejecentre være forskånet for sygdommen, og for at stoppe evt. smittespredning mest effektivt, testes alle beboere og medarbejdere nu på centeret. Der er desuden indført skærpede retningslinjer af sikkerheds- og forsigtighedsmæssige grunde. Medarbejdere, beboere og pårørende er underrettet.

Hørsholm Kommune fik op til weekenden den 2. og 3. maj tilbud fra Nordsjællands Hospital om at få testet 96 medarbejdere fra Hørsholm Kommune. Tilbuddet kom som led i den nationale strategi, der handler om at COVID-teste flere i befolkningen.

De testede skulle være symptomfri og én af disse symptomfrie medarbejdere fra et af kommunens plejecentre (Omsorgscentret Breelteparken) viste sig altså at være smittet med COVID-19. Breelteparken har straks suppleret de gældende procedurer med yderligere forholdsregler for at mindske risikoen for eventuel smittespredning, og både beboere, pårørende og medarbejdere har modtaget information om situationen.

Test hver 7. dag
Alle beboere og medarbejdere på Omsorgscentret Breelteparken bliver nu testet hurtigst muligt, som sundhedsmyndighederne foreskriver. Alle beboere og medarbejdere, som testes negative, vil blive gentestet om 7 dage. Testningen gentages derefter med 7 dages mellemrum, indtil der ikke længere konstateres nye smittetilfælde. Derudover iværksættes også andre skærpede retningslinjer, f.eks. øget brug af værnemidler.

Velfærds- og Kulturdirektør Jan Dehn – Foto: Peter Brandi©

”Hørsholm Kommune har fuld fokus på at håndtere situationen både hurtigt og professionelt for at skåne beboere og medarbejdere mest muligt. Det er vores absolut 1. prioritet, ” siger Velfærds- og Kulturdirektør Jan Dehn. Han udtrykker samtidig tilfredshed med muligheden for at få testet flere medarbejdere inden for pleje- og omsorgssektoren – også selvom man ikke har symptomer. ”Den øgede mulighed for at symptomfrie medarbejdere lader sig teste via Regionen har vist sig meget nyttig i denne situation. Vores viden har givet os et vigtigt input til at dæmme op for smitten.”

Indtil videre har Hørsholm Kommune været forskånet for smitte hos både beboere og ansatte på plejecentrene, og der er fortsat ikke konstateret smitte blandt beboerne.

Fokus for effektivt stop for smittespredning
Hørsholm Kommune følger altid sundhedsmyndighedernes retningslinjer for hygiejne og pleje, og som følge af den nuværende situation iværksætter Breelteparken yderligere tiltag for hurtigst muligt at stoppe en evt. smitte: 

  • Plejecentret lukker for muligheden for at gennemføre udendørs besøg indtil videre.
  • Brugen af værnemidler øges, og medarbejderne vil altid anvende visirer, når de hjælper med personlig pleje eller andet, hvor der er tæt kontakt
  • Ekstra opmærksomhed på eventuelle symptomer på smitte hos beboerne
  • Ekstra rengøring – f.eks. vil kontaktpunkter som dørhåndtag og gelændere blive aftørret flere gange dagligt
  • Begrænsning af kontakt imellem beboerne, og mellem ansatte og beboere. Der kommer så få forskellige medarbejdere som muligt hos den enkelte beboere.
  • Alle beboere vil, så vidt det er muligt, opholde sig i egen bolig indtil beboerens testresultat foreligger. Derfor vil der være lidt flere end normalt på arbejde, så der er mulighed for at være mere i boligerne.

Samtidig med Breelteparkens fokus på at undgå smittespredning, vil centret også sikre, at beboerne føler sig trygge og har så normal en hverdag som muligt.

da_DKDansk
en_GBEnglish (UK) da_DKDansk