Hørsholm skal have en grøn fremtid også på varmeområdet

#

Af Anne Ehrenreich og Fritz Reuther, Medlemmer af Hørsholm Kommunalbestyrelse for Venstre – Foto: Peter Brandi©

Miljø- og Planudvalget fik på seneste møde i udvalget en meget informativ gennemgang af fremtidens varme i Hørsholm og perspektiverne i lyset af regeringens klimaplan. Det var meget interessant og en øjenåbner i forhold til kommunens ønske om at udbrede fjernvarme til flere områder af byen.

Fra statsligt hold var strategien en elektrificering af energiforsyningen, hvilket ville påvirke de kommunale valg. Det betød, at man ville fremme en overgang fra gas til varmepumper. Samme gælder i forhold til forbrændingsanlæggene, som der skal være færre af, og som vil få mindre affald og også skal omstille sig til at producere mere varme baseret på varmepumper.

Rent økonomisk viste analyserne, at energien fra varmepumper er langt billigere for forbrugerne end varme fra Norfors, som er prisførende i Danmark. Det gør det svært at anbefale at udbrede fjernvarme til bl.a. PH Park, da det ikke er den billigste opvarmningsform.

Da man udarbejdede betingelserne for udbuddet af P.H. Park, var man ikke klar over, at varmepumper kunne nedbringe den årlige varmeregning med ca. 50%, hvilket er årsag til, at det i udbuddet blev bestemt, at PH Park skulle have fjernvarme installeret. Da vi nu er blevet belært om, at varmeregningen kan halveres ved brug af varmepumper, bør man forsøge at få køber til at indse, at den årlige omkostning til husleje + varme måske kan nedsættes med 15000-20.000 kr., hvilket vil gøre det nemmere at få det nye byggeri udlejet.

Norfors bør kigge på sin prisstruktur og tilpasse sig de nye tider, så Hørsholms borgere både kan få den mest grønne men også den billigste varme i fremtiden. Det forudsætter også, at Norfors omstiller sig til nye energiformer, bl.a. varmepumper og ikke satser så benhårdt på affaldsafbrænding som hidtil.

da_DKDansk
en_GBEnglish (UK) da_DKDansk