Foto: Peter Brandi©
’Et levende Hørsholm’ er et tilbud, der har til formål at skabe mere liv i byen henover sommeren 2020.
De lokale initiativer i byrummet er blevet til i et dynamisk samarbejde mellem Hørsholm Kommune, detailhandlen, frivillige organisationer, græsrødder og lokale ildsjæle og er finansieret af Hørsholm Kommunalbestyrelses sommerpulje og Folketingets sommerpakke til børn og unge.
Borgmester Morten Slotved siger: ”Et levende Hørsholm’ viser at der sagtens kan være sammenhæng mellem kvalitet og tempo. Det er jo fantastisk at vi sammen kan stable et flot aktivitetsprogram på benene med så kort varsel. På grund af Corona skal mange holde ferie i Danmark i år, og nu skal man ikke være bekymret for, at Hørsholm ligger øde hen i sommermånederne – tværtimod. Mit håb er at ’Et levende Hørsholm’ kan vise sig at være en succes, som kan gentages.”
Lokale ildsjæle driver aktiviteterne
Aktiviteterne er fordelt henover ugerne 28-32 i juli og august, og Hørsholm Kommune samarbejder på tværs for at arrangere alt fra sommeryoga til historisk skattejagt.
Rungsted-Hørsholm Floorball Klub er en af de foreninger, som har fået støtte fra Folketingets sommerpakke for børn og unge til at lave aktiviteter i løbet af sommerferien. Alle hverdage fra den 13. juli til og med den 31. juli kl. 14-20 er der streetfloorball udendørs på en mobil bane foran Hørsholmhallen i Idrætsparken. Klubben stiller med erfarne instruktører, det er muligt at låne en stav, og så er aktiviteten gratis for alle.
”Vi glæder os virkeligt meget til at byde Hørsholms børn og unge velkommen til streetfloorball i løbet af sommeren! Vi spiller udenfor i sommersolen og er klar til at tage imod alle, der har lyst til at spille floorball. Floorball er en sportsgren for alle – uanset alder og niveau, og hos os går det sportslige og det sociale fællesskab hånd i hånd – sammen vinder vi oplevelser!” fortæller Stephan Grey, som er formand for Rungsted-Hørsholm Floorball Klub.
Her kan du læse mere om aktiviteterne: her
Gule stole flytter ind
På Gågadetorvet flytter der i juli måned 30 gule stole ind, som borgerne kan tage i brug og flytte rundt på som de ønsker. Stolene skal være med til at symbolisere en positiv udvikling i bymidten og håbet er, at de kan være med til at knytte fællesskaber og skabe liv på tværs.
FAKTA – Lokale aktører:
- Hørsholm Kommune
- Gågadeforeningen
- Kulturhuset Trommen
- Hørsholm Egnsmuseum – en del af Museum Nordsjælland
- Det lokale foreningsliv
- Hørsholm Bibliotek
- Restaurant Bøf & Bolle
- Hørsholm Musikskole
- Mit Yoga
- Dades
- ”Støt Lokalt” facebookgruppe
- Idrætsparken
- Hørsholm Midtpunkt
- Handelsforeningen for Hørsholm og Omegn
- Kongevejscentret
- Med flere…
Peter