Lokalplanerne – politisk set

#

Af Charlotte Kirchheiner, Jan Klit og Bent Fabricius – C-medlemmer af MPU

Der har gennem de seneste uger været rigtig mange indlæg om de nye lokalplaner.

Vi har på forskellig vis kommenteret direkte og indirekte på jeres indlæg, og vil godt sige tak for den hidtidige debat, som på alle måder er yderst velkommen. Hvis ikke netop lokalplanerne – det er jo vores hjem, det drejer sig om – kan få debatten i gang, så er der meget få ting, som kan.

På kommende møder i Miljø- og Planlægningsudvalget tager vi hul på den politiske behandling af lokalplanerne. De forslag, som er sendt i høring er jo som tidligere nævnt forslag fra kommunens administration. Ikke fra os politikere. Men den proces starter nu. Derfor bliver dette debatindlæg også det sidste fra os, inden vi melder de politiske principper for lokalplanerne og resultaterne ud.

En ting vil vi love: Der bliver ændringer i forhold til de foreliggende planer. Betydelige ændringer. Og vi vil arbejde for at få så bred en politisk løsning som overhovedet muligt.

Inden vi trækker i arbejdstøjet, vil vi dog gerne lige kommentere på et par at de seneste indlæg:

-Ebbe Eldrup, Bolbrovænge – siger, at vi alle 3 gjorde et – mildt sagt – sløjt indtryk på borgermødet den 22. oktober. Det er vi oprigtig kede af, men håber, at du og andre først vil måle os på de politiske resultater, når de forhåbentlig snart kommer.

-Thomas Nistrup, Rungstedvej – taler for, at kommunen stadig skal have mulighed for at udvikle sig og være åben for alle borgere. Vi er helt enige i, at udvikling på langt sigt og diversitet også skal med i diskussionen.

-Flere – siger, at vi har en særlig forkærlighed for 2 familiehuse/dobbelthuse. Det er ikke rigtigt, men denne mulighed skal med, når grundene er store nok, så vi kan tiltrække unge familier med børn, og rigtig mange af dem vil altså gerne have lidt mindre have og lidt mindre bolig til at starte med, også i de eftertragtede kvarterer i Rungsted Nord. Og det vil vi gerne give mulighed for. Det skylder vi fremtiden.

Peter

da_DKDansk