Stjernemøde i Hørsholm, når BMS Herlev kommer på besøg

#

Af Mads Olesen – Arkivfoto

Når Hørsholm 79ers og BMS Herlev Wolfpack mødes i Hørsholmhallen lørdag i Dameligaen, skal hjemmeholdet forsøge at bygge på forrige uges sejr over Aabyhøj, mens BMS Herlev skal forsøge at hænge på Amager i toppen af Dameligaen. Hele seks landsholdsspillere ventes på banen denne eftermiddag, to fra Hørsholm og fire fra BMS Herlev.

Kampen er den første efter den nylige landsholdspause, hvor Hørsholms Gritt Ryder og Anne Hee, samt BMS Herlevs Emilie Hesseldal, Ida Tryggedsson, Laura Ziegler og Thea Mikkelsen deltog – sammen med landstræner og Hørsholm-coach Jesper Krone. Ryder blev Danmarks næstmest scorende spiller efter flotte 17 point mod Italien, mens også Hee, Hesseldal og Tryggedsson spillede store roller.

De to hold har mødt hinanden to gange denne sæson, i begge tilfælde med sejr til BMS-Herlev. Første gang var midt i november, lige efter en landsholdspause, hvor Hørsholm kom ud helt flade, mens BMS Herlev sprudlede. Resultatet blev en Wolfpack-sejr på hele 74-37.

14 dage senere var billedet et helt andet, men BMS Herlev løb stadig med sejren i Hørsholmhallen. Hørsholm gik ind til de sidste ti minutter af den kamp foran 58-47, men gæsterne vandt 60-61 efter et sent comeback og en scoringspause fra Hørsholm.

Det var starten på en lille nedtur for Hørsholm, med fem nederlag i seks kampe. Den stime blev brudt mod Aabyhøj sidst i januar, hvor Hørsholm vandt 92-87. Sammen med en god præstation i et snævert nederlag mod Amager i pokalsemifinalen nogle dage før, giver det håb for lys forude for de forsvarende mestre.

BMS Herlev tilføjede inden denne sæson rutinerede Tryggedsson og Hesseldal til et i forvejen meget talentfuldt hold, samtidig med man engagerede træner Morten Thomsen. Det har givet pote, idet vestegnsklubben er at finde på andenpladsen i Dameligaen, á point med førende BK Amager.

På trods af tilgangen af de to landholdsprofiler, er det unge Laura Ziegler, der dominerer statistikkerne for BMS Herlev. Den 18-årige center fører ligaen i rebounds med lige under 12 pr. kamp og er samtidig BMS Herlevs mest scorende spiller med 15,6 point pr. kamp.

Kampfakta:
Dameligaen
Hørsholm 79ers vs. BMS Herlev Wolfpack
Tid: Lørdag 12. februar 14:00
Sted: Hørsholmhallen

Transmission: https://www.facebook.com/79ersBasket/videos/2862659523975032

da_DKDansk