Af Kenny Neuchs Hansen, kandidat for Venstre til KV21 – Pressefoto
Venstres tidligere spidskandidat Annette Wiencken valgte i oktober 2019 at forlade Venstre for at blive løsgænger. Annette Wiencken valgte at beholde udvalgsposterne i Økonomiudvalget, Børne og Skoleudvalget, Børne og Ungeudvalget samt posten som 2. Viceborgmester.
Er det lovligt – ja det er det, men er det moralsk og etisk i orden?
Det er i høj grad tilhørsforholdet til Venstre, der har givet stemmerne til Annette Wienckens placering i diverse udvalg.
Det er især bekymrende, at Hørsholms klart største oppositions parti ikke deltager i Økonomiudvalget, hvor økonomi på de større projekter, som bla. PH Park og Kokkedal Station bliver besluttet.
Annette Wiencken valgte i marts 2021 at repræsentere de Konservative i kommunalbestyrelsen og valgte at fortsætte med alle sine udvalgsposter, som var opnået via borgernes stemmer på Venstre.
Er det lovligt – ja det er det, men er det moralsk og etisk i orden?
De Konservative har uden forbehold godkendt at Annette Wiencken har beholdt alle sine udvalgsposter, og derved har Venstre, ikke været deltager på Økonomiudvalget.
Er det lovligt – måske, men er det moralsk og etisk forkasteligt ?
Hvor er Annette Wienckens og de Konservatives demokratiske sindelag. Det er svært at få øje på!
PS! De Konservative tilbød Venstre at få deres plads i Økonomiudvalget tilbage, men mod at Venstre skulle afgive endnu en plads, nu i Seniorudvalget, det ville så fjerne Venstres indflydelse og takkede derfor pænt nej.