Luciadag

Af Susan Johnsen – Foto: Luciaoptog på Sjælsøskolen 1983.

Foreningen Nordens generalsekretær Frantz Wendt blev under besættelsen vældig begejstret for den af ugebladet ”Weekend” afholdte Luciafest i 1944 i National-Scala i København. Derfor foreslog han, at de Lucia-optog, som gennem mange år havde udspillet sig i vores broderland Sverige, skulle indføres i Danmark.

Det blev starten på den tradition, som endnu i dag udspiller sig hvert år den 13. december på skoler, plejehjem og hospitaler. Skikken krævede lys, og da der ikke var mange af disse under besættelsen, kom der først rigtig gang i traditionen i Danmark efter befrielsen i 1945.

I det meste af 1800-tallet var skikken med Luciabrude med lys i håret en vestsvensk familietradition, som siden havde bredt sig til foreningslivet, ofte med en mand som ”Luciabrud”. Traditionen var oprindelig hentet fra Sydvesttyskland, hvor en hvidklædt pige med tændte lys i en krans om håret gik rundt i folks hjem og delte gode sager ud. Hun blev kaldt ”Christkindlein”, det lille Jesusbarn.

Natten mellem den 12. og 13. december var i henved 500 år den længste nat på året, fra midten af 1200-tallet og indtil vi i 1700-tallet gik over til den kalender vi bruger i dag – nemlig den Gregorianske. Af hensyn til de dage, der gennem mange år havde ophobet sig, og var blevet til overs, fordi den tidligere brugte Julianske kalender var for unøjagtig, måtte man råt og brutalt rive 11 dage ud af kalenderen, da man gik over til den nye kalender. Og hov, nu faldt Luciadag pludselig sammen med Juleaften efter den nye kalender. Forvirringen har nok været stor, men folk blev de næste par århundreder ved med at sige, at ”den 13. december forlænges dagen med et hanefjed”, selv om det nu rent faktisk først er omkring 21. december, at dagene igen begynder at blive længere.

I den gamle kalender var den 13. december altså årets korteste dag, og dagens navn var heller ikke tilfældig. Den hellige Lucia, hvis navn kommer af det latinske ord lux, som betyder lys, havde denne dag som mindedag i den katolske kirke, og hun var en slags lysets helgeninde. Lucia skal efter sigende have levet på Sicilien i slutningen af 200-tallet, og fortællingen om hende er, at hun, efter hendes syge mors mirakuløse helbredelse, lovede at leve hele sit liv som jomfru. Herefter fik hun af familien sin egen medgift, og nu gav sig til at dele ud af sine midler til fattige sicilianere. Lucia blev senere forkætret for sin kristne tro, der endnu ikke var statsreligion, og dræbt, men endnu er hun mindet i den katolske kirke med sin egen navnedag den 13. december.

I dag er den 13. december endnu dagen, hvor vi med Luciabrude over hele landet på skoler og plejehjem, i børnehaver og på hospitaler fejrer Lucia og lyset og den dag på året, hvor man i gamle dage havde den korteste dag – ved vintersolhverv.