Af Ann Lindhardt og Thomas Madsen, Medlem af Kommunalbestyrelsen og Børne- og skoleudvalget, (V) – Privatfoto
Venstre ønsker en fornyet drøftelse i BSU (Børne- og skoleudvalget) her i starten af 2022 af ferieuger/lukkeuger i daginstitutionerne. BSU besluttede at afskaffe lukkeuger ved sidste møde den 16. december, men Venstre ønsker at sagen skal diskuteres igen, blandt andet på baggrund af afstemningen der er lavet blandt forældrene i kommunens dagtilbud.
Udfaldet af forældre afstemningen blev, at alle 10 institutioner ønskede at bevare lukkeugerne mellem jul og nytår, mens 8 ud af 10 institutioner ønskede at bevare lukkeugerne i sommerferien.
Det er afgørende for Venstre at borgerne føler sig hørt, når de bliver spurgt, så derfor vil Venstre gerne drøfte ferielukkeuger igen i BSU, da vi skal sikre at den demokratiske proces og afstemning bliver respekteret. Vi skal samtidig tænke over at små børn også har brug for ferie. Børn i dag, som følge af udviklingen med begge forældre på arbejdsmarkedet, er vokset op med en stor del af deres hverdag i daginstitution og mindre tid med familien. Det er vigtigt, at børn får koblet af på lige fod med mor og far.
Set i lyset af at afstemningen har vist et andet resultat end beslutningen fra BSU-mødet den 16/12-2021, og der er 4 nye medlemmer i BSU her fra 1/1-2022, vil det give god mening at udvalget tager en diskussion om dette på ny. Der bliver spurgt til gennemsigtighed af forældrebestyrelserne, og det vil vi gerne sikre ved at dette punkt bliver taget op igen på BSU, så derfor vil Venstre rejse sagen igen på et af de førstkommende BSU møder.