Ny biblioteksleder i Kulturhus Trommen

#

Af Peter Brandi – Pressefoto.

Den 1. januar fik Kulturhus Trommen ny biblioteksleder. Det er den 54-årige Christina Skov Petersen, som kommer fra en stilling som afdelingsleder af Humlebæk bibliotek, hvor hun har været ansat i de sidste 7 år.

Det er et drømmejob i et fantastiske hus, med plads til både bøger og leg, læring, aktiviteter og arrangementer for de mange forskellige målgrupper, der dagligt bruger huset. Litteratur og læsning og ikke mindst, hvordan vi får flere børn til at læse, vil være et hovedfokusområde, men der er heller ikke tvivl om, at jeg brænder for biblioteket som byens hjerte, hvor alle er velkommen, og hvor hverdagskulturen kan udfolde sig på mange forskellige måder, siger Christina Skov Petersen.

Kulturhus Trommen har i de sidste par år haft fokus på at skabe synergi mellem al den kultur, der udfolder sig i huset. Leder af Kulturhus Trommen Peter Jønsson, som den nye biblioteksleder referer til, ser frem til samarbejdet med den nye biblioteksleder. Ved et tæt samarbejde mellem husets medarbejdere, men også med kommunens mange foreninger, handelslivet og andre kulturaktører, håber vi at kunne skabe et større og bredere kulturtilbud til glæde for Hørsholms borgere, udtaler Peter Jønsson.

Henrik Duus Rosengreen chef for Center for Kultur, It og Digitalisering fremhæver bibliotekets vigtige rolle i udvikling af kommunes kulturliv. Biblioteket er en af de kulturaktører, som flest borgere har kontakt med. Vi har et veldrevet bibliotek i Hørsholm kommune, der samtidig rummer et potentiale, som kan være med til at udvikle hele kulturområdet. Biblioteket er derfor en helt naturlig og væsentlig bidragsyder til det igangsatte arbejde med den nye kulturpolitik, som skal være færdig ved årets udgang, og hvor vi netop nu har igangsat dialogmøder med kulturaktører, foreninger, borgere mv.

Jeg ser frem til at lære Hørsholms borgere, de mange foreninger og det nye kulturudvalg at kende, så jeg kan blive klogere på, hvad de er optaget af på kulturområdet, og det glæder mig at komme til et veldrevet huse med mange virkeligt dygtige medarbejdere, siger Christina Skov Petersen.

Christina Skov Petersen er uddannet bibliotekar D.B. og har en kandidatgrad i biblioteks- og informationsvidenskab, en 1-årig systemisk lederuddannelse, samt en diplomuddannelse i ledelse. Derudover har hun mange års erfaring fra it- og digitaliseringsområdet både som leder og projektleder.

da_DKDansk