Posted in

Der er gang i Dynamoerne igen

AF Peter Brandi – Pressefoto

Siden 2003 har Hørsholm Frivilligcenter og Selvhjælp været hjemsted for en flok frivillige, Dynamoerne, som er trådt til og har hjulpet Hørsholms borgere med at løse opgaver, som ligger uden for det kommunale ansvarsområde.

Dorrit Krogh tager over efter Ingrid Hjarnaa
Aktiviteterne er i mange år blevet ledet af Ingrid Hjarnaa, der nu har overladt tøjlerne til Dorrit Krogh, som er ivrig efter at komme i gang efter coronapausen og efterlyser både frivillige og opgaver.

Hvad kan og må Dynamoerne hjælpe med?
Det kan være indkøb for coronaramte, følgeskab til læge, tandlæge eller hospitalsundersøgelse. Det kan være hundeluftning for hundeejere med et brækket ben. Det kan være opsætning af hylder, lamper og knager, eller røgalarmer. Kort sagt Dynamoerne er klar til at gå løs på de praktiske opgaver, der i det daglige ikke er noget problem for raske mennesker, men kan blive uoverstigelige for sygdomsramte og ældre.

Dorrit Krogh glæder sig til at føre arbejdet videre efter Ingrid Hjarnaa.
”Dynamoerne har jo desværre ikke kunnet være så aktive under coronaen, men nu håber vi på at komme op i gear stille og roligt. Mange af de frivillige står stadig klar, og vi håber at høre fra nye, som har lyst til at give en hånd med. Og til dem der har brug for hjælp af den ene eller den anden art. Kontakt os, så ser vi, hvad vi kan gøre.”

Frivilligcenter & Selvhjælp Hørsholm på tlf. 2926 2040 eller mail@frivillighorsholm.dk

da_DKDansk