Af Peter Brandi – Foto: Peter Brandi©
Torsdag den 23. juni danner plænen ved Hørsholm Kirke traditionen tro de smukke rammer om Sankt Hans i Hørsholm.
Det hyggelige arrangement starter allerede om eftermiddagen, hvor kommunen i samarbejde med lokale spejdere fra Bent Byg og Jon Litle Søgruppe inviterer til Sankt Hans for børn. Her kan børn og barnlige sjæle hjælpe med at kløve brænde, tænde bål og bage snobrød over bålfade, gå på line eller nørkle med reb. Spejderne sælger blandt andet grillpølser, kage, slush-ice og alkoholfrie øl fra deres bod, så der er også mulighed for at få stillet både sult og tørst.
”Stor tak til spejderne for endnu engang at stå i spidsen for spændende aktiviteter for kommunens børn og børnefamilier og for at være med til at skabe en festlig Sankt Hans – også for kommunens yngste borgere”, udtaler Caroline Victoria Christensen, formand for Sports- Sundheds- og Kulturudvalget.
Børnenes Sankthansbål tændes kl. 17.15, og inden da holder Caroline Victoria Christensen båltale i børnehøjde. ”Det at samles om Sankthansbålet er for mig lig med hygge og fællesskab. Og så mindes jeg også historien bag Sankt Hans, hvor vi fejrer midsommerens komme. Jeg håber meget, at rigtig mange børn og børnefamilier vil deltage i børnenes Sankt Hans og bidrage til den gode stemning på dagen
Senere på aftenen fortsætter vi med det traditionelle Sankt Hans program med båltale, fællessange og god stemning om det tændte Sankthansbål.
I år har organist i Hørsholm Kirke Erik Hildebrandt-Nielsen samlet et folkekor bestående af frivillige sangglade borgere, som synger for ved fællessangene. Er du interesseret i at deltage i folkekoret, kan du kontakte Erik Hildebrandt-Nielsen på mail: organist@horsholmkirke.dk
I 2019 samlede Hørsholm Kommune de uddelte sangark sammen for at genbruge dem til næste Sankt Hans. Genbrug er godt for miljøet, og vi synes, det er sund fornuft at genbruge, hvad genbruges kan. Vi håber derfor meget, at alle borgere igen i år vil aflevere sangarkene tilbage efter brug – spejderne hjælper med at samle sangarkene ind igen. Hvis du får et sangark, som er lidt krøllet i hjørnerne, skyldes det altså blot, at du står med et ægte genbrugsark i hånden.
Program for Sankt Hans på Ridebanen:
Kl. 16:00 Sankt Hans for børn—snobrød, ’gå på line’, opgaveløb mv. med spejderne fra Jon Litle Søgruppe og Bent Byg
Kl. 17:15 Båltale ved Caroline Victoria Christensen, formand for Sports- Sundheds- og Kulturudvalget. Børnenes Sankthansbål tændes umiddelbart efter talen
Kl. 21:10 Båltale ved Caroline Victoria Christensen, formand for Sports- Sundheds- og Kulturudvalget
Kl. 21:20 Sankthansbålet tændes
Kl. 21:25 Folkekoret synger for til ’Midsommervisen’ og ’Den danske sang er en ung blond pige’
Kl. 22:00 Koncert i Hørsholm Kirke ved organist Erik Hildebrandt-Nielsen. En lille halv times festlig og stemningsfuld orgelmusik. Gratis adgang.
Spejderne sælger grillpølser, kage, drikkevarer og andre lækre sager i spejdernes bod fra kl. 16.00.
Sankthansbål på Rungsted Strand er aflyst
Der har været planlagt et Sankt Hans Bål på Rungsted Strand, som Rungsted Sejlklub skulle stå for. Men Rungsted Sejlklub har alligevel ikke ressourcer til at stå for arrangementet, Så der bliver ikke bål på stranden, som det først blev meldt ud fra Kommunen.