Julesnapsen

Af Ida Rosenstand Klahn – Postkort fra Torvet i Hillerød med Hotel Kjøbenhavn i baggrunden, som husede et af byens mange brændevinsbrænderier. Foto fra Lennart Webers privatsamling.

I begyndelsen af 1800-tallet var brændevinsbrænding Hillerøds vigtigste næringsvej, og byen havde ikke færre end 14 brænderier. Brændevinen blev solgt både til borgere fra byen og oplandet, og den var så udbredt, at mange anså den for en ren landeplage, der ødelagde forstanden.

Før brændevinen kom til landet i 1500-tallet, bryggede de fleste deres egen øl, og da det stort set var de samme apparater, der skulle anvendes til at fremstille brændevin, var det nærliggende for folk selv at brænde deres brændevin. Til brændingen blev der anvendt korn og senere kartofler, da de blev udbredt i landet i begyndelsen af 1800-tallet.

Svend Nielsen fortæller i ”Bysvendens fortællinger”, at folk i Hillerød i starten var mistroiske overfor kartoffelbrændevinen, da den kom frem. Hotel København havde et af byens brænderier og reklamerede en tid med både korn- og kartoffelbrændevin, men senere reklameredes kun for kornbrændevinen.

Brændevin blev i sin spæde start betragtet som lægemiddel, og dens gode og undergørende virkninger blev da også fremhævet i datidens kogebøger. Troen på dens fortræffelige egenskaber gjorde, at mange indtog brændevin på fastende hjerte. De første dråber af den hjemmelavede brændevin blev anset for at være de bedste: De var grønne grundet ir fra kobberapparaturet og blev drukket lunkne.

Den første brændevinsbrænding var meget primitiv, og det var nok tiltrængt, da bogen ”Kort Undervisning i Konsten at brænde Brændeviin” udkom i begyndelsen af 1800-tallet. Et halvt århundrede senere opstod de første egentlige industrivirksomheder i brændevinsproduktion, og i 1923 fik De Danske Spritfabrikker eneret på at fremstille destillerede drikke. Monopolet blev siden brudt, hvilket har givet plads til nye danske brændevinsmærker, som blandt andet kan nydes i denne søde juletid.