Lænkehunden selv får dobbelt sul, den skal også vide, det er jul

Af Susan Johnsen- Illustration: Gårdmandsliv i 1800-tallet. Dahlerup og Kramer Petersen.

Når vi i Peter Fabers sang fra 1848 ”Højt fra Træets grønne top” synger, at selv lænkehunden skal have dobbelt sul, så er det fordi man tidligere tog det yderst alvorligt at sørge ekstra godt for dyrene i julen.

Den kristne legende om dyrene, der i den hellige julenat rejser sig op i stalden og begynder at tale i Jesus’ fødselstime, har sikkert gjort folk mere bevidste om, at det ville blive værst for dem selv, hvis de ikke var gode ved dyrene.

Man må dog formode, at det til alle tider har været en selvfølge for mennesker, som lever i pagt med naturen og dyrene, at alle, mennesker såvel som dyr, skulle komme godt gennem vinteren. Alle skulle ved juletid sørges godt for – fattige fik ekstra mad på gårdene, og ansatte fik det dyre hvedebrød, ofte i form af sigtebrød, med hjem til forældrene til jul.

Juleaften før solen gik ned, kirkeklokkerne havde ringet julen ind, og man havde givet alle dyrene ekstra foder, gik man ud og satte et eller flere neg højt op i træerne til fuglene. Så tog man hunden med ind i huset og gav den ”dobbelt sul” – og først da kunne man med god samvittighed og ro i sindet selv gå indendørs i varmen og hygge sig med grød og juleskinke.

Traditionen med at sætte neget op til fuglene har været betragtet som en rest af en hedensk tradition om at sikre held med afgrøden for næste år – en slags høstoffer kan man sige. Traditionen har holdt sig op til i dag – en del på landet sætter stadig neg op til fuglene eller fodrer fuglene hen over vinteren, og hunden får mange steder også lidt ekstra god og rigelig mad eller et godt gnaveben til jul.