Af Jan H. Klit (C) Næstformand, Byudviklingsudvalget – Foto: Peter Brandi©
Når jeg næsten dagligt kører forbi den gamle sygehusgrund, glæder jeg mig i den grad over at se, at der nu sker meget hurtige fremskridt med byggerierne i PH Park. Flere og flere af boligblokkene har rejst sig, facaderne er snart færdige og apteringen i gang indvendigt. De første beboere forventes at kunne flytte ind ultimo november.
Jeg synes i den grad, at byggeriet lever op til vores oprindelige politiske målsætning om, at dette nye byggeri skal være unikt med høj grad af diversitet, mangfoldighed, flot arkitektur og æstetik. Og mindst lige så vigtigt, så vil parken, foruden at blive byens nye åndehul, med sin sø i midten forhindre regnvand i at løbe ned i folks kældre. Jeg er sikker på, at mange borgere vil føle en ny og velkommen tryghed i, at vandet fremover vil løbe, hvor det skal.
Det er efter min opfattelse et meget flot byggeri, hvor vi i med næsten 300 nye boliger inden længe kan tage imod et stort antal borgere i den nye og spændende bydel. Det glæder vi os rigtig meget til, og vi har brug for nye Hørsholmere for at sikre en fortsat sund udvikling i vores by.
Jeg er stolt over som kommunalbestyrelsesmedlem at have været med til at træffe beslutningen om udviklingen af denne helt nye bydel i Hørsholm på den gamle sygehusgrund, og jeg håber, at borgere vil tage godt imod den.
Når parkanlægget med søerne er færdige, vil kommunen invitere til åbent hus, hvilket jeg naturligvis også glæder mig til.