Flagdag med Veteranernes historier

Af Peter Brandi – Hjemmeværnet stillede med Fanevagt Foto: Peter Brandi©

En festlig og stemningsfuld begivenhed, med inspirerende taler. Blandt talerne 4 veteraner, med hver sin historie, der maner til eftertænksomhed.

Jeg blev grebet af de historier, som veteranerne fortalte hver især. Så meget at jeg besluttede mig for at droppe det sædvanlige format for en sådan artikel, og i stedet bringe alle veteranernes taler ordret. Indlæggene er afskrift af min optagelse af dem, og som det fremgår, er det talesprog.

Det er mit håb, at du kære læser vil læse dem, og derved få indblik i nogle af de problemstillinger, der er for vores hjemvendte veteraner.

Hver veteranfortælling er markeret med veteranens navn og billede, så du kan vælge at gå direkte til talerne. Men for at fastholde forløbet af dagen, vil jeg også referere, hvad der ellers skete på dagen i den rækkefølge de fandt sted, og også referere hvad de øvrige talere sagde.

Men det vigtigste ved denne artikel er, efter min overbevisning, de taler veteranerne holdt. Men læs og døm selv.

Flagdag og underskrivning af aftale med Veteran Centret

Stemningen blev slået an, da vi gik op ad flagalléen. I selve lokalet var der pyntet op, og Hjemmeværnet var mødt op med en fanevagt.

Borgmester Morten Slotved bød velkommen, i sin velkomst nævnte det vigtige i, at vi, især på denne dag, tænker over den indsats, vores udsendte gør for os og demokratiet. Det er den indsats der gør, at vi også i fremtiden kan leve, som vi gør her i Danmark.

Han takkede udstillere, foreninger og sponsorer for at være med til at gøre denne dag mulig og festlig.

Så foreslog han, at vi holdt et minuts stilhed for at sende en særlig tanke, til de der har mistet livet i indsatsen for demokratiet.

Så gik Borgmesteren i gang med sin tale, som han indledte med at læse ordbogsfortolkningen af begrebet ”veteran”.

”Personer der hører til de ældste og mest erfarne indenfor et område.” Morten Slotved mener ikke, at alder har den store betydning. For ham betyder veteran en mand eller kvinde, som har gennemgået en særlig udvikling og høstet en særlig erfaring, denne erfaring gør ofte personen stærkere, klogere og måske har man fået en særlig indsigt i det at være menneske.

Han fortsatte:

”Mange af jer har opereret i verdens brændpunkter, mange af jer har skulle holde hovedet koldt, mens kuglerne er fløjet om ørerne, eller mens I – i høj fart er kørt gennem fjendtligt område.

Nogen af jer har stået med nødlidende og meget syge mennesker, og været den der gjorde forskellen mellem liv og død.

Disse livserfaringer tager udgangspunkt i jeres personlige engagement og professionelle virke, og har betydet alt for operationens succes eller andres liv. Det er erfaringer, som de færreste herhjemme har med i deres rygsæk, når de møder naboen eller deres kollegaer.

I en moderne verden er der altid behov for dem, som kan levere lidt ekstra, lidt af sig selv, og som kan stå distancen. Kompetente og erfarne folk som kan arbejde under stort pres, er altid i høj kurs, mennesker som kan håndtere oplevelser, som ville have traumatiseret de fleste af os andre.

På dette her 10-års jubilæum for flagdagen, der hylder vi jer veteraner for jeres mod, dedikation og offervilje. Dette er egenskaber der aldrig går af mode, og som er eftertragtede også de næste mange år.

Det er også årsagen til, at Hørsholm Kommune har indgået en aftale med Veteran Centret, så vi, som kommune, kommer til at blive endnu bedre til, at se og nyde godt af jeres kompetencer, jeres ressourcer og støtte op om jeres familier.

Og fordi I er så virksomme, har I allerede selv skabt en Veteran Cafe, hvor I har mulighed for at udveksle jeres oplevelser og erfaringer med ligesindede, der har den samme rygsæk med fra skarpe erfaringer.

Flagdagen i dag er netop skabt sammen med Veteran Caféen, og jeg synes godt, at vi kan konkludere, at der er et styrket forhold mellem kommunen og jer veteraner.  Derfor vil jeg til slut rigtig gerne sige tak til alle jer, tak for at I er her og støtter op om sagen. Jeg glæder mig til, at vi i fremtiden kan lære endnu mere af jeres erfaringer, og bringe dem i spil i nutiden og i fremtiden. Mange tak for ordet.”

Næste taler var Jeanet Sofer fra Veteran Centret. 

Hun udtrykte sin glæde over at komme på denne særlige dag, hvor vi er her for at fejre de personer, der har været udsendt på mission på vegne af Danmark.

Hun fortsatte: ”Den er jo ganske speciel, fordi det i år er tiende gang vi fejrer flagdagen. Og på denne dag underskriver Veteran Centret og Hørsholm Kommune en aftale, der skal styrke samarbejdet mellem de to.

Veteraner har gjort en særlig indsats, og fortjener en særlig støtte og anerkendelse, det er vores fælles ansvar at give denne støtte og anerkendelse. Veteran Centret har eksisteret siden 2011, og vi støtter veteraner og deres pårørende både før, under og efter udsendelse.

Veteran Centret arbejder målrettet med at støtte kommunernes arbejde med veteraner, og det gør vi blandt andet ved at styrke det partnerskab, hvor kommunerne kan trække på vores viden og ekspertise, og vi kalder det ”fælles om veteraner.”

Veteran Centret ønsker ligeledes et tæt samarbejde med de lokale frivillige organisationer, og med veteranernes pårørende, da vi mener at dette samarbejde vil styrke veteranernes sag. I Hørsholm ses et stærkt og hastigt voksende engagement og det er gået rigtigt stærkt i de sidste to år. Blandt andet med et brag af en flagdag, som erhvervslivet støtter stærkt. Det er vigtigt at nå ud til erhvervslivet med budskabet om de særlige ressourcer og kompetencer, som vores veteraner får under og før en udsendelse. Veteranerne er rigtig efterspurgte ude i erhvervslivet.

Derudover er der nu etableret en Veteran Cafe, der er stiftet af veteraner og byens Frivillige center, og vi synes det er rart at se, hvor godt det går her i Hørsholm Kommune.

Og i dag skal vi så underskrive samarbejdsaftalen mellem Veteran Centret og Hørsholm Kommune ved Borgmester Morten Slotved. Samarbejdsaftalen illustrerer den fælles interesse, der er i et styrket og kvalificeret samarbejde omkring vores interesse for vores fælles veteraner og de frivillige organisationer. Tak”

Herefter blev aftalen underskrevet af Borgmester Morten Slotved.

Veteran Martin Kristensen ”fra Veteran til Weibel”

For godt og vel 15 år siden trådte en ung knægt ind ad porten til Auderød lejeren, en knægt der 5 år senere stod ved den første paradedag ved Christiansborg, en tradition der nu har 10-års fødselsdag. En vigtig dag, en dag, hvor vi anerkender dem, der har givet deres yderste for Danmark, og desværre nogle gange mere end det.

Dette er ligeså gældende for veteraner som de pårørende, uden et solidt fundament i hjemmet ville vi ikke kunne udføre vores arbejde. Så en stor tak til de pårørende, der venter på os derhjemme.

Det startede på Søværnets grundskole den 4. februar 2004, kun 4 måneder efter jeg havde mødt min (også stadig nuværende) kone, så om nogen har jeg haft en støtte derhjemme.

Indenfor de næste 12 år tog jeg en uddannelse som automatik-teknikker, jeg er uddannet på samtlige af Søværnets systemer, der kan sige bang, og en hel del af de systemer der ikke kan sige bang.

Jeg har sammenlagt brugt omkring 5 år på havet. Og i det forløb har jeg været udsendt 6 gange. Der har været pirater der skulle jages, og kemiske kampstoffer der skulle fjernes.

Søværnet fyldte en meget stor del af mit liv, mine kolleger var mine venner, og nærmest min familie nr. 2, og når min kone ikke hører det, så var det nok familie nr. 1.

I de 12 år tilbragte jeg mere tid med mine kolleger, end jeg gjorde med min familie, og det skabte et utroligt stærkt bånd – et bånd som kun dem der har været en del af det forstår. Vi ville bogstaveligt gå igennem ild og vand for hinanden. Ja faktisk er det et basiskrav at lære, hvordan man stopper en lækage, og ligeledes at blive uddannet som røgdykker. Det er en enorm tryg tanke at vide, at alle omkring dig har indgået en kontrakt om at beskytte hinanden – lige meget hvad. Og det er nok en medvirkende faktor til, at når man først er fanget af det her, så skal der noget markant til før det ændres.

Men den 20. juni 2013 kom der et lille nyt liv i mit liv, et liv jeg fik sværere og sværere at sige farvel til. Og i 2015 tog jeg springet over hegnet, og ud i det civile. Det gjorde jeg for at læse til maskinmester, for det skulle jo lugte lidt af hav stadigvæk.

Sidste år da skulle jeg så finde mig en praktikplads, og det var umiddelbart svært for mig, at kunne belyse de kompetencer, som jeg havde i min bagage.  For hvad skulle en helt almindelig produktionsvirksomhed bruge en radar- og artilleriteknikker til?

Der er mange der nikker anerkendende, men det kan være svært at omsætte de kompetencer til noget civilt. Så derfor blev jeg nødt til at finde et noget mere ualmindeligt firma. Jeg fandt Weibel, og de lød jo særdeles interessante, da de jo lavede radar. Og jeg tænkte om ikke andet kunne det være et særdeles godt springbræt til det civile. Men da jeg startede min gang i Weibel – da fandt jeg mere end bare et job. Jeg fandt en arbejdsplads, der fungerede lidt som de skibe, jeg havde sagt farvel til. Weibel er en lille virksomhed, hvor der ikke er langt mellem ledelse og gulv. Der er en kultur og et gå-på-mod og et godt sammenhold. Et firma hvor det ikke kun handler om at tjene penge, men som også tager et ansvar for både danske og amerikanske veteraner. I Weibel anerkender og støtter vi veteraner hver dag. Ja, faktisk støtter vi ved hver kop kaffe vi drikker, og der bliver drukket rigtig meget kaffe i Weibel.

Jeg fandt noget i Weibel, som jeg var oprigtig urolig for ikke at finde i det civile, en virksomhed som jeg kan være stolt af, og hvor jeg trods alt stadig kan hjælpe min anden familie.

Emil Johansen fra Velkommen Hjem

Takkede for at de måtte være med, til dette brag af en flagdag, og tak for det engagement, som der tilsyneladende er her i Hørsholm.

”I anledning af Flagdagen har vi for tiden dette opslag ”Tænk hvis vi modtog vores soldater, som vi tager imod vores atleter?

Grunden til at vi har dette opslag er, at vi synes, at vi skylder vores veteraner en kæmpe tak for den store indsats, de gør ude i verden for at holde demokratiet og sikkerheden i Danmark for alle os andre.

Heldigvis er vi ikke de eneste, der har det sådan, for vi har en lang række virksomheder i ryggen, der har det på præcis samme måde. Og de er med til at løfte veteranerne til at komme ud civilt, for det vi oplever med ordet veteran er, at det ofte er tabubelagt. Det er ikke alle der nødvendigvis har den samme forståelse af ordet veteran som Morten Slotved har. For mange tror, at veteraner er noget, der hører til ude i en skov, og kan finde ud af at råbe højt – og det er det.

Den opfattelse vil vi rigtig gerne være med til at ændre ude i samfundet, og heldigvis har vi en masse virksomheder, der gerne vil hjælpe os til det. Men i stedet for at jeg står og fortæller, hvordan vi gør det, så har jeg faktisk taget 3 veteraner med, der allesammen har været igennem et forløb hos Velkommen Hjem. Og det er bedre at høre det fra hestens egen mund, så jeg vil give ordet til Joachim.”

Veteran Joachim Bruhn Jacobsen

”Jeg vil starte med at sige, at det er interessant at høre din historie Martin, for hver gang jeg hører en historie fra en anden veteran, så er der altid noget jeg kan genkende fra mig selv – tak for det.

Så synes jeg lige, at vi skyder folk en forklaring på, hvad er Velkommen Hjem egentlig? Velkommen Hjem det kunne vi sikkert tale rigtig meget om – men helt kort. Velkommen Hjem det har jeg mødt som veteran, og det har jeg mødt i form af et todages kickoff forløb. Som er afholdt af en masse interessante personer fra erhvervslivet, som ønsker at være mentorer. Jeg har mødt det i form at erhvervspsykologer og coaches, som er med til at sætte fokus på, hvem er det jeg er? Hvad er det jeg kan? Og hvad er det jeg vil? Og det er så blevet fulgt op af et ret intenst mentorforløb, med, i mit tilfælde, en fra Jeudan. Det har ført til, at jeg i dag har et job civilt, lige så man har en forståelsesramme af, hvad er Velkommen Hjem egentlig. Og hvor konkret det er med at omsætte mine/veteraners færdigheder, til noget man kan anvende civilt og få succes med i civile virksomheder.

Så vil jeg lige præsentere mig selv, jeg skal fortælle tre ting, jeg skal fortælle hvem jeg er, jeg skal fortælle om den identitetskrise, som jeg oplevede, da jeg forsvandt ud af Forsvaret og startede civilt, og så skal jeg fortælle lidt om kulturforståelse, i mit møde med den civile verden.

Jeg hedder Joachim jeg er 30 år gammel og jeg er gift med Frederikke, som i øvrigt også er sprogofficer, og har haft 4 udsendelser.

Jeg har været soldat siden jeg gik ud af gymnasiet og var 18, jeg har været soldat i 11 år, jeg er uddannet kaptajn i hæren, jeg er uddannet jægersoldat. Jeg har været i Afghanistan, jeg har været i Irak, og jeg har i virkeligheden har haft en fantastisk tid i Forsvaret.

På et eller andet tidspunkt i foråret sidste år, der er jeg ved at nå et sted i mit liv, hvor jeg tænker, at jeg skal noget andet i mit liv, måske ikke bare tænker, men jeg er klar over, at jeg skal noget andet. Og jeg begynder også at tage action på det.

Det er en svær beslutning for mig fordi, hvordan kan jeg dog skifte de her 11 år af mit liv ud – med noget andet. Det fører til at jeg kontakter Helene fra Velkommen Hjem, og igennem den kontakt kommer jeg i det her kickoff, dette her to dages kickoff forløb. Efter at have været til det, er jeg faktisk ikke i tvivl.

Så samme dag eller dagen efter, dag nr. 2, beder jeg Helene om at finde mig en mentor, det fører til at jeg sidste efterår får en mentor, og starter og starter i en virksomhed her 1. februar i år. Men det skaber nogle problemer, det skaber nogle identitetsproblemer for mit vedkommende, og jeg tror, at mange andre veteraner har det på samme måde.

Fordi her ovre i den militære kontekst har vi Joachim, han er bad-ass, han er jægersoldat, han kan løbe længere end de fleste og helt sikkert løfte mere. Han har også været i Afghanistan, og Irak han er uddannet kaptajn, han er vandt til at folk spørger, hvordan løser vi det her, hvordan gør vi det her og kan du hjælpe mig? 

Og det er et rart sted, det er et fedt sted at være, et sted hvor folk kommer og siger kan du hjælpe mig, og måske også ser lidt op til en. Så med et glimt i øjet, er jeg gået fra at være hero herovre Superman til en ny kontekst herovre, der er civil. Hvor at jeg når jeg kommer til enten kaffemøder eller jobsamtale med civile mennesker, i en civil virksomhed de siger; nå det er jo en super interessant profil du har Joachim, hvad betyder det der står på dit CV? Hvad kan du egentlig? Vi kan se, at du nok kan finde ud af at skyde med gevær, du kan nok finde ud af at springe i faldskærm, og det der med at være ude i en skov når det er mørkt, og råbe højt, hvad kan vi bruge det til?

Så pludselig oplevede jeg mig selv i en ny kontekst, som jeg ikke kendte, og hvor jeg var meget langt fra at være Superman og hero, og det er enormt svært, det var enormt svært for mig, og have denne her identitetskrise omkring min person. Hvem er det jeg er og også, hvad er det jeg kan, fordi jeg kan selv, og det tror jeg alle soldater kan, fortælle præcis, hvad det er de kan – kl. 2 om natten på en øvelse, eller når de sidder i et pansret køretøj ude i en ørken, de ved hvad de kan, fordi de har trænet det, og de ved også hvad de ikke kan – og hvornår de skal bede om hjælp.

Den oplevelse er forsvundet, pludselig ved jeg ikke, hvad jeg skal i den civile verden. Samtidig ved jeg heller ikke, hvad jeg vil. Fordi min drengedrøm var jo at blive soldat og blive udsendt. Og være en del af et team og alle de fede oplevelser, man har i Forsvaret.

Den drøm er på en eller anden måde forsvundet, i takt med at jeg er blevet ældre. Og så pludselig bliver jeg spurgt af min mentor, hvad er det du vil Joachim?

Det kunne jeg ikke svare på, det er lidt voldsomt at blive spurgt om, og bare kunne sige, det aner jeg ikke. Jeg er 30 år, og jeg aner ikke hvad jeg vil. Jeg ved stadig ikke helt, hvad jeg vil. Jeg har fundet ud af nogle ting jeg gerne vil, og nogle ting jeg ikke vil, og er kommet tættere på det. Så det er en af de helt store ting, som jeg har haft udfordringer med i mødet med det civile. Og som min mentor, og i øvrigt også Velkommen Hjem, har hjulpet mig rigtig meget med.

Hvem er det jeg er, det ved jeg sgu godt, det ved de fleste soldater, hvad er det jeg kan, det ved jeg i en militær kontekst, men nu ved jeg også, hvad jeg kan i den civile kontekst.

Hvordan kan jeg oversætte mine kompetencer, sådan noget som at være beslutningskompetent, sådan noget som at kunne finde ud af at lave processer, simple processer, som i den virksomhed jeg sidde i i dag, ikke har eksisteret før, de er nu ved at blive udarbejdet, og opbygget.

Hvad er det jeg vil, der er vi halvvejs, der er vi ikke helt i mål endnu.

Så hvor jeg er om 5 år, det aner jeg ikke, da jeg var 20 der viste jeg præcis, hvor jeg ville være når jeg var 30. Arbejdet passer også nogenlunde med hvad jeg har opnået af uddannelser og udsendelser og alt sådan noget, så vi kører videre med det lidt endnu.

Nå, nu har jeg fortalt hvem jeg er, og omkring identitetskrisen. Nu skal jeg fortælle jer om kulturforståelsen, sådan som jeg oplever den i mødet med det civile. Nogen af jer vil måske kende den tegning af 5 blinde mænd, der står og hiver i en elefant, og nogen tror de har fat i et reb, og nogen tror de har fat i en træstamme, det er ikke helt forkert, og det kan man naturligvis overføre på al kulturforståelse, det er jeg godt klar over.

Men min oplevelse har været, hvis man forestiller sig et kompas, som er det man kan – ens evner, kompetencer, kvalifikationer, det kompas det virker godt nok, men det kort jeg befinder mig i, det har pludselig ændret sig.

Det kan jeg ikke forklare – det kan jeg ikke forklare min mentor – et civilt menneske – en potentiel arbejdsgiver, som ikke har en forståelse – som ikke har været i Forsvaret. Og i den sidste ende er det ikke hans problem, det er mit problem. Som veteran at skulle prøve på at forklare det kort, jeg navigerer efter. For pludselig er grøn og blå og brun – ikke længere et spørgsmål om hvad for en type terræn vi løber i, om det er tæt eller åben underskov, og prikker er ikke længere bevoksningsgrænser.

Så jeg skal til at lære et nyt kort at kende. Og det tror jeg, var blevet meget svært uden den støtte, jeg har fået, primært af min mentor, men også gennem Velkommen Hjem.

En af de ting jeg gjorde for at prøve for at kommunikere med min mentor – og fortælle hvad det er jeg egentlig gerne vil – det var at jeg gik ind og fandt nogle stillingsopslag, jeg ved ikke hvor I er i arbejdslivet, om I har søgt stillinger?

Men eksekutive dit, og alt muligt som PA og EA og senior og vice – WAU ikke!

Forsvaret det er rimelig nemt, det er sådan en pyramide, oppe i toppen er der en general, nede i bunden er der en menig, så skal vi kunne lidt imellem. Det er rimelig nemt, og det er ret nemt at forholde sig til.

Så jeg fandt to stillingsopslag, det lyder fileme spændende – det ene var noget med Carlsberg, det andet var noget med Bjarke Engels Group, og jeg tænkte, at det er nok mig – sådan cirka der er jeg.

Det med Carlsberg det var noget med senior head of Nordic countrys, det var ikke mig, det er måske der jeg går på pension, og det med Bjarke Engels Group det er der, hvor jeg måske er om 5 – 7 – 8 år.

Og det er bare for at sige, at fra mit point of view, når jeg læser i jobopslag, så kan jeg ikke afkode det. Fordi det ikke er det kort jeg navigerer efter, og det gør det ekstremt svært af forstå – når man kommer som veteran, hvis ikke man har nogle mennesker, der kan læse det her kort, som taler det sprog.

Det var de 3 ting jeg ville sige, jeg ved at der lige om lidt kommer to andre, der vil sige nogle andre ting – forhåbentlig.

Jeg ved ikke om der bliver tid til spørgsmål, men ellers sidder jeg nok og drikker kaffe et eller andet sted – så håber jeg på også at møde jer, og hører nogle andre historier – som jeg måske kan spejle mig selv i.

Tak”

Veteran Jacob Larsen

”Mit navn er Jacob Larsen, og jeg er også veteran. Jeg er her i kontekst med Velkommen Hjem. Jeg har en historie at fortælle, det er vigtigt for mig at stå her. Jeg bliver også rørt sådan en dag som i dag. For jeg synes at det er vigtigt, jeg synes at det er så sindssygt vigtigt at Danmark har fået en dag, hvor vi ligesom kan sætte det i relief, og vise at der faktisk er mennesker der gør en forskel, et sted – og bare fordi medierne ikke lige taler om det for øjeblikket – så kører det altså kontinuerligt det her tog – ude i verden, hvor vi løser nogle opgaver, som er fuldstændig unikke, for Danmark.

Jeg har også valgt at dele min lille tale ind i tre dele. Hvilket gør det så dejligt nemt, så ved I også hvad det er der kommer. Og så ved I også hvornår jeg er færdig.

Det første er mit møde med det civile liv, det vil sige det første møde.

Dernæst vil jeg tale om mit møde med Velkommen Hjem.

Og så vil jeg sige noget om, hvor jeg ligesom er havnet i dag.

Men allerførst vil jeg lige fortælle noget om, hvor jeg kom fra – fra forsvaret. For akkurat ligesom Joachim, så var jeg også på min rette hylde i forsvaret, og på mange områder så havde jeg fundet mit drømmejob. Og jeg var stolt af det jeg lavede, og jeg var også rigtig god til det. Jeg har været 10 år i Hæren, og jeg har været udsendt til Afghanistan som panseringeniør gruppefører.

Det var vores opgave, mig og min gruppe, at sørge for at kampenhederne ikke gik eller kørte på vejsidebomber. Så det var en ret vigtig opgave, og det var vi heldigvis rigtig gode til.

Min motivation for så at forlade Forsvaret – når nu det var mit drømmejob. Det var fordi at når man nu er god til det der, med de der vejsidebomber, så hører man til i Skive. Det er der, de er gode til det.

Min familie er herovre, det har den været længe, jeg har en kone og tre børn og et hus. Det der med at pendle på tværs af landet, det er nemt nok, når man er ung, og ikke har så meget der.

Så derfor var der lidt en konflikt. Det var også lidt svært for mig, at forene det der med familie og børn – og enormt mange udsendelser, der er som ingeniør.

Til at springe ud i det der med at søge jobs – og uden rigtig at vide det. Så akkurat som Joachim, så anede jeg heller ikke, hvad jeg ville.

For hvad var mulighederne og hvad kan jeg, og alt det der. Så jeg søgte alt muligt mærkeligt. Jeg søgte vice-skoleforstander, og jeg søgte distriktschefs-job i detailbranchen, og til sidst tog jeg, det der bød sig til – dem der ligesom var villige til at lave en aftale med sådan en som mig.

Og til samtalerne så hørte jeg, det jeg ville høre, og glemte sådan at være lidt kritisk overfor, hvad det var, de tilbød. For jeg syntes at det hele var så fantastisk, og jeg stod lige der og manglede det der job. Jeg fik det virkeligt svært i det her job. Jeg var vant til at være en succes, jeg var vant til at være pissedygtig.

Så det der med at lykkes – det tog tid og jeg kæmpede for det – for jeg er også vant til, at man skal kæmpe, før det bliver godt – men det kan blive for meget.

Så jeg afsluttede samarbejdet uden at have noget andet. Og så stod jeg igen – bare endnu værre – i  det der frie fald – fornemmelsen af – at der er ikke – hvor skal jeg være henne – og den rette hylde – det er fuldstændigt random, hvad jeg søger – det er også tilfældigt hvem der bider på.

Og når jeg så endelig lander ved skrivebordet, så kan jeg – kan jeg så overhovedet fortælle, hvad det er jeg kan – og tror de på mig? Når jeg siger at jeg er så god.

Der var en god kammerat som hev mig i ærmet, og sagde at jeg lige skulle prøve at kigge på det der Velkommen Hjem. Jeg var lidt usikker på det, for jeg havde jo været i det civile et stykke tid, så det var usikkert om de kunne hjælpe mig. Men det kunne de godt.

Jeg kom til møde med Lene, og hun så let det – I ser, den der frustration og alt det der kører. Jeg blev inviteret på det her Kickoff seminar, som er to dage – mega hårde dage, hvor man bliver tvunget til at tage stilling til en masse ting, man bliver tvunget til at finde ud af – hvem hulen er det man er. Og hvad er det man vil, og hvad er det man kan, og hvordan snakker man om det.

Så bruger man lidt tid til lige at komme sig ovenpå det. Og så bliver man teamet up med en mentor – som er en fra alle de her virksomheder. En som har noget overskud, som ved hvordan det fungerer i de her virksomheder. Som ved hvordan det fungerer ude i samfundet, min mentor han hedder Anders.

Den måde Anders og jeg arbejdede på, det var at vi drak en hulens masse kaffe. Og så fortalte jeg, og jeg fortalte, og jeg fortalte, og jeg fortalte, om hvordan jeg arbejdede, hvad var det vi gjorde – det vi gjorde – når vi gjorde – det vi gjorde – og hvad var det – og sådan.

Anders blev ved med at spørge interesseret, han blev ved med at spørge ind i de der små ting. Og på den måde så kunne han ligesom resonere sig frem til – det vil sige at han fik mig til at resonere mig frem til – hvad er det for nogle ord – nogle udtryk – nogle civile ord, som handler om det, som jeg faktisk var god til.

Og jeg kan huske udtryk som procesoptimering – det kunne jeg ikke, altså – hvad er det? Og hvornår har jeg brugt det? Og så Anders – han var sådan – kan vi vende tilbage til den der historie med den der bro I byggede – ja det kan vi godt, og så fortalte jeg den igen.

I hæren har man nogle broer, man kan rulle ud på relativ kort tid, som er bygget af sådan nogle aluminiumselementer – og så løber man rundt med dem – og får dem til – det er lidt som Legosæt gange en million. Og så siger han, jamen altså – var det ikke noget, hvor du gjorde et eller andet, for at I skulle gøre det lidt bedre – eller lidt hurtigere – altså det der med at øve og øve og øve og øve til man virkelig – virkelig kan det – og faktisk bare gøre det så hurtigt, at man kan gøre det færdigt, inden fjenden kommer i stilling og skyder en – det gjorde vi ret meget.

Og jo så kan jeg jo godt se, at det nok er den mest hardcore procesoptimering, man overhovedet kan finde. Så det måtte jeg give ham ret i.

Og på den måde så tog vi alle mine sådan ting – ting jeg havde lavet, ting jeg havde gjort, ting jeg havde oplevet, så fik vi sådan en – hvad var det egentlig der skete – hvad var det egentlig du gjorde – hvor mange af tingene har jeg lavet i kamp, under sindssygt pres, men også under det, at folk har forskellige agendaer.

En chef på en kampplads har en agenda om at vinde kampen, jeg har en agenda om at holde mine drenge sikre. En afghansk et eller andet har den agenda, at han gerne vil sørge for, at have hans jord tilbage eller et eller andet politisk.

Så der mange ting – der er kulturer – der er sprog og sådan noget – man ligesom skal finde sig tilrette i – så vi er pissedygtige i Hæren.

Vi ved det bare ikke. Vi konkretiserede det og gjorde det forståeligt på mit CV. Det gjorde det muligt for mig at komme til første samtale. Det gjorde det muligt for mig – at fortælle om det – at snakke om det og gøre det forståeligt – det som jeg har en fornemmelse af, at I også forstår her.

Vi fandt frem til, at det samarbejde, som jeg har lavet, som panseringeniør gruppefører, minder rigtig meget om det – eller det samarbejde jeg havde med kampchefen. Ham der ligesom styrede kampen, og skulle vinde krigen. Der er man jo bare lige den mand, der lige skulle sørge for, at der ikke var nogle bomber, så hans drenge lige kan løbe frem, og vinde det hele.

Det samarbejde minder faktisk rigtig meget om en HR-partners samarbejde med et ledelsesteam og hans chef. Så derfor er jeg startet i Danske Bank, ikke som HR-partner, men jeg er på vej. Jeg er Talent Requisionist, hvilket betyder at jeg ansætter en masse mennesker, sidder foran dem, og finder ud af hvem de er, finder ud af om de passer i banken, om vi er ved at sætte den rigtige mand i den rigtige stol.

Det er sindssygt spændende, og jeg er ved at lære koncernen at kende, jeg er ved at finde ud af, hvordan hænger det sammen, hvordan taler man det her sprog.

Så jeg er ved at starte min karriere civilt – med små skridt. Og jeg er så landet det rigtige sted.

Det er det rette sted for mig – lige nu i hvert fald, det er der slet ikke nogen tvivl om. Og for første gang i rigtigt mange år, er jeg sindssygt glad for at komme på arbejde, og jeg glæder mig søndag aften. Jeg står gerne lige og stryger skjorten og sådan. Så det er fedt, og fedt har jeg det selvfølgelig.

Tak tusind gange mange, tak til Velkommen Hjem.

Men til jer som kender en, som mig og Joachim, og de andre veteraner, der er herinde – som ikke er hoppet ud endnu. For det føler man lidt man gør når man står derinde – i det der kendte – inde bag hegnet. Så handler det lidt om at tage springet, og turde gøre det. Få dem til at finde Velkommen Hjem, og tage fat i dem, så de også kan få noget i gang med dem – for det er det hele værd.

Veteran Christian Thor Schlichting

”Jeg hedder Christian, jeg er leder af Materielgården her i Hørsholm Kommune, og jeg er også veteran.

Jeg stoppede i 2014 som kaptajn fra Ingeniørregimentet, og hvad er en kaptajn?

Når man siger det, som mine kolleger har sagt tidligere, hvad en kaptajn er, så er det en af dem i Forsvaret med noget grønt tøj på, de gør noget, og så råber de ad folk. Det er den forestilling og den fordom man bliver mødt af.

Hvis man skal se det på uddannelse, sådan nogle som mig, vi er uddannet til at være kompagnichefer – og hvad er en kompagnichef? Det er en der er chef for op til 250 mand. Han har en masse ledere, han har en masse mellemledere og en masse medarbejdere.

Og hvad hedder sådan en stilling i den rigtige verden – det ved jeg ikke, men i Forsvaret hedder de kompagnichefer. Så nogle af de ting, at lære at tale civil – der er en af de ting, som jeg har været rigtig glad for.

For jeg har også været en tur igennem Velkommen Hjem som en af de første, på det første hold her. Egentlig at lære at tale civilt, og det er faktisk svært for os soldater. Bare det lære at stå, vi er vandt til at stå sådan her, når vi står stille, det er ret normalt for os. Det gør man ikke i den civile verden, der skal man stå eventuelt sådan her eller – måske bare holde armene lidt nede langs siden. Så det vil jeg øve mig på.

Men det tager noget tid, ikke bare at lære at tale civil, men også egentlig at agere civil. For et er det, vi siger, det andet er vores adfærd. Og det at blive civil sådan – ikke fordi vi skal miste alt det vi har lært, men det at blive hørt som civil. Det tager faktisk noget tid.

Fordi folk tror at vi er lidt farlige, det er vi sådan ikke rigtig. Vi kan nogle ting og vi har prøvet nogle ting. Og nogle af de ting, jeg rigtig godt kan lide ved soldater og ved veteraner, er det vi kan? Vi løser opgaven uanset hvad.

Det er ikke så vigtigt for os om det regner, det er ikke så supervigtigt, om vi er sultne, eller om vi fryser, eller om vi ikke har sovet, vi løser sådan set opgaven, og den egenskab er altså noget, man kan bruge alle steder. Et lille sjovt eksempel fra min egen verden.

Der er jeg i 2008, lander i Kuwait, jeg skal ind i Irak. Min enhed hjemmefra har glemt at sende mine våben ned til mig.

Og det er lidt…… når man skal ind i en krigszone uden våben, det er ikke så heldigt, kan jeg godt sige.

Der er amerikanere dernede, det er dem der faciliterer al transport til os, så dem er vi rigtig glade for, og gode til at arbejde sammen med. Men de lukker ikke folk ind, hvis man ikke har nogen våben.

Og hvad gør man så, når man står dernede, for man skal jo løse opgaven, så må man jo tænke kreativt – amerikanere kan man overtale til næsten hvad som helst, når bare man har et våben, så jeg fik byttet mig fem til en slangebøsse.

Jeg er helt med på, at man ikke må have slangebøsser herhjemme, så jeg har den ikke med hjem. Men altså sådan en slangebøsse med, og så ned i pistolhylstret der, og så lidt billeder til enheden derhjemme, som tak fordi de glemte at sende våben, som en joke. Og så bagefter overtale de her kære amerikanere om, at i Danmark – det der med pistoler – det er der ikke rigtig nogen grund til, for fjenden er så tæt på, så jeg bruger slangebøsse i stedet for. Der er jo altid sten i nærheden.

Det tog lidt tid, men jeg kom med flyet på vej til Irak. Og det er måske lidt… som eksempel, men tanken er, at jeg skal til Irak, og så skal jeg nok komme derind, for det er jo min opgave. Vi løser opgaven.

Det er nogle af de ting, nogle af de evner, som jeg godt kan lide ved veteraner og ved at arbejde sammen. Altså når vi møder kl. 7, så møder vi kl. 7, vi møder ikke 5 minutter over 7, og hvis man ikke kan finde ud af at møde kl. 7, så kan man møde 5 minutter før, for så er man sikker på, at man er der til kl. 7.

Det betyder altså noget dette her, for mig i hvert fald, at man arbejder sammen med folk der løser opgaven, og at man kan stole på dem. Man kan stole på personen ved siden af. Det synes jeg er rigtig, rigtig vigtigt.

I Irak var jeg det, der hedder adjudant, for en dansk general. Så når man siger at jeg har været i Irak og været adjudant, på sådan et højt plan – i et politisk hovedkvarter. Så ved jeg ikke hvor mange af jer, der ligesom kan sætte et billede på, hvad har man så laver. Så hedder det jo nok executive assistant, tror jeg nok det hedder.

Det hedder ikke noget dansk, det kan det ikke hedde, det skal hedde et eller andet amerikansk eller engelsk. Men EA tror jeg nok det hedder, i den rigtige verden. Så jeg har været EA i en krigszone i Irak. Og hvad laver sådan en?

Det ved I sikkert selv med alle de der EA-titler, det nu hedder på engelsk.

Det var i hvert fald en spændende tur, og jeg fik lov at arbejde med en masse mennesker – på internationalt niveau, det var ret sjovt.

Så var jeg lidt senere en tur i Afghanistan, det er et “heltebillede” og jeg har ikke spurgt mine kolleger, derfor har de ikke deres ansigter på.

Men der var jeg nede med Jægerkorpset og Frømandskorpset i noget der hedder Taskforce 7.

Hvor vi kiggede lidt på deres vejsidebomber – og prøvede at analysere lidt på de data der var dernede – og prøve at fortælle dem, hvad er det I “går på” hernede.

I de her områder har vi fundet det og det, og hvad betyder det egentlig for jer, og hvad kan I forvente at finde, i det her område, af bomber.

For mennesker sætter spor, så hvis den samme bombemager er i det samme område, så vil han, eller hun, sandsynligvis lave den samme slags bomber, og lægge dem de samme steder. For vi er ikke så gode til at gøre noget nyt, når vi først vænner os til noget.

Så hvis man fortæller folk, hvad har du lavet i Irak eller Afghanistan – jeg var sku’ Counter IEA -adviser.

Når man så kommer ud i den rigtige verden, hvad laver sådan en så?

Hvis man går derhen, hvor de har blå briller, så er man efterretningsofficer. Så prøver man at samle efterretninger, så er man sådan halvt spion – men det er man jo ikke. Er man så information manager? Samler information rundt omkring. Jeg var ude at tale med CIA, og alle mulige andre ting og sager dernede.

For at få information om de områder, vi var i dernede. Hvad kalder man sådan en? Jeg ved det ikke, hvis I har et godt forslag, så vil jeg gerne høre det, så jeg kan skrive det på CV’et.

Jeg vil bare sige, det var utrolig spændende opgaver. Man får lov at prøv rigtig mange ting i Forsvaret. Noget man kan bruge rigtig meget når man kommer ud. Jeg var så heldig, da jeg sluttede i Forsvaret. Jeg prøvede lidt forskelligt, og landede så her på Materielgården i Hørsholm kommune.

Og det jeg laver her, jeg har små 26 mand her. Vi tager os af de grønne områder – vi har sat flagene op udenfor. Vi sørger for at kommunen er pæn og ordentlig.

Så hvad er det i Forsvaret? Jeg ved ikke om det er er en delingsfører – om det er det jeg laver – eller om jeg er kompagnichef; eller hvad det er? Det er godt arbejde, jeg har nogle gode medarbejdere.

Men hvad er det man laver, og hvordan oversætter man det. Det er en spændende rejse og det har været sjovt. Og jeg er rigtig glad for at komme igennem Velkommen Hjem, for at lære nogle af de her ting.

Jeg vil lige som krølle i soldaten sige, noget om det vi møder, når vi kommer ud – os veteraner.

Når man kommer til jobsamtaler, nogle af dem er skrækscenarier, og jeg har været igennem dem alle sammen. Så I kan lige så godt høre nogle af dem – når man sidder foran de her folk som tænker, nu har de fået fat i Rambo, fordi han er soldat, men jeg er hverken Rambo eller civil.

Så er det første de spørger om – hvad tror I det er? Der er altid to spørgsmål.” (Fra salen) har du skudt nogen? ”Det er spørgsmål nummer to, men det første spørgsmål er, hvor meget Post Traumatisk Stress har du? Jeg ved ikke om man må spørge om sygdom, nu er jeg jo ikke personale.… HR hedder det jo, eller talent acquisition specialist eller et eller andet.

Det første spørgsmål er altså ”hvor meget Post Traumatisk Stress har du,” så er vi ligesom i gang. Og det næste spørgsmål er så ”hvor mange mennesker har du så slået ihjel.” Og til en af de samtaler jeg var til, fik jeg de to spørgsmål lige i rap. Så tænkte jeg, fair nok, det får jeg ikke – det her job. Så jeg sagde til ham der spurgte, ”hvor mange er mange er det 100 eller 200 eller?”, og så blev der sku’ helt stille, og så tænkte jeg, jeg får jo ikke det her job alligevel, så jeg kan lige så godt fortsætte, ”er det sådan en kompetence I efterspørger?” Så blev de helt blege i hovedet. Så sagde jeg ”det er bare en joke,” der blev bare helt stille, og samtalen sluttede lidt hurtigt.

Jeg siger bare, nogle ting – er de fordomme vi bliver mødt af. Et er at vi alle sammen er Rambo, det er vi ikke, vi er helt almindelige menneske. Så når vi har nogle samtaler, så spørg om nogle helt almindelige ting. Vi kan godt svare helt almindeligt.

Nogle gange når vi kommer til samtale, så siger folk, når man søger en lederstilling -nu var du jo et eller andet i Forsvaret, det her er jo, der er… altså… mennesker, det her, det er jo ikke soldater det her. Og hvordan tror I man leder folk i Forsvaret? Hvor mange tror, at man råber og sparker folk og slår folk, op med hånden, nå der er en, der tror det, det var godt. Men det er godt, at det kun er den ene, for det er en fordom, jeg også gerne vil aflive for jer.

Måden vi leder folk, det er altså ved at motivere folk, det er edder-stjerneme svært at få folk til at løbe efter en, når kuglerne flyver om ørene på en, hvis man råber og skriger og behandler folk dårligt. Jeg tror ikke det kan lade sig gøre.

Så det vi gør, det er at motivere folk til at følge os. Og de ting synes jeg, vi skal tage med, når man møder en veteran – møder en officer – møder en befalingsmand, der har været ude – man kan løse opgaven, og man er god til at motivere folk til at være med – det er rigtigt.

Så de der Rambos et eller andet, at de råber ad folk, og amerikanske krigsfilm gem dem til søndag aften, eller hvornår I nu ser film. Der hører de til, de hører ikke til i den virkelige verden. Vi er helt normale mennesker, og vi vil så gerne.

Hvis der ellers er noget særligt, så stil gerne nogle spørgsmål – og tak fordi at jeg måtte komme.”

Morten Slotved runder af for den officielle del med ordene: ”Tak for det og vel egentlig specielt tak for de personlige historier, det synes jeg er rigtig spændende. Er der nogen der har spørgsmål til dem, så sidder de her endnu, så jeg tror godt at vi kan få dem til at rejse sig op og svare jer, så er den nogen der ønsker at stille nogle spørgsmål?

Ellers kan jeg sige, at der om lidt bliver tændt for grillen herude med nogle pølser, der er stadig kaffe, og der er fadøl derude, så det er bare at gå rundt og hygge jer og fortælle nogle historier.”

Dagen sluttede under hyggelige former, med udveksling af ganske sande historier.