Af Peter Brandi – Der er gjort klar til rejsen. Foto: Peter Brandi©
Rejsen til Europas Verdensarv – blev fløjtet i gang af borgmestrene fra Rudersdals Jens Ive og fra Lyngby-Taarbæk Sofia Osmani.
Det foregik i Skodsborgs smukke gamle stationsbygning, og da de smukke toner fra Søren Agerlunds jagthorn blæste forsamlingen til samling, var den smukke stemning lagt an.
Direktør Ole Lass Jensen fra Museum Nordsjælland bød velkommen. Det var en stolt direktør, der kunne takke alle de der havde hjulpet til med at få udstillingen til Nordsjælland. Lige udenfor stationsbygningen begynder Nordsjællands Parforcejagtlandskab, der som den eneste danske verdensarvslokalitet er blevet udvalgt som en del af UNESCO og National Geographics store satsning, WORLD HERITAGE JOURNEY’S EUROPE, som fotoudstillingen er en del af.
Såvel UNESCO som National Geographics stiller store krav til de udstillingssteder, der kan få besøg af udstillingen, ikke kun placeringsmæssigt, men også den sammenhæng, der skal være mellem bygning og billeder. Det er lykkedes ved at holde udstillingen i den gamle stemningsfulde stationsbygning, der danner en smuk ramme om verdensarvsudstillingen.
Især Site Manager for Parforcejagtlandskabet Jesper Munk Andersen har ligget vandret i længere tid for at få alt til at klappe, også Visti Nordsjælland har ydet en stor indsats.
I sin tale omtalte borgmester Jens Ive, at vi er kommet i fint selskab, og at vi kan takke Christian den V. for det. Parforce betyder med magt, og det gælder ikke kun selve jagten. Oprettelsen af selve Parforce landskabet skete også ved anvendelse af magt, ikke kun overfor de undersåtter det gik ud over, men også overfor selve skoven. Det hele inspireret af Solkongen, men Christian den V. mente, at det var på tide at vi, også her længere nordpå, kom ind i jagten.
At have en UNESCO verdensarv lige her, betyder meget for de berørte kommuner. Der vil forhåbentlig komme mange endags turister (Københavnere), de kan jo passende starte her ved denne station.
Men også verdensturister vil komme for at se dette fantastiske sted, der kan måle sig med de andre ”store steder” i verden. Jens Ive udtrykte sin glæde over at være med i det partnerskab der nu er omkring Parforcelandskabet og det det står for, det giver al mulig grund til at være glad.
Jeg håber at mange får øjnene op for den smukke natur, og komme her og nyde de mange oplevelser man kan få her.
Lyngby-Taarbæks borgmester Sofia Osmani takkede for at hun fik lejlighed til at være med på dagen. Og hun omtalte blandt andet, at det store stisystem giver alle muligheder for at gå, cykle og ride igennem den smukke natur. Når man, som hun foretrækker, rider gennem dette landskab, så får man meget mere end frisk luft. Det gælder naturligvis også når man vælger andre transportmidler.
Så fik begge borgmestre udleveret en fløjte, så de sammen kunne fløjte afgang til den rejse det er, at se 34 europæiske verdensarv steder på et sted.
Snoren blev klippet, og udstillingen officielt åbnet. De mange der var mødt op til åbningen, kunne med et glas bobler, eller kaffe, gå rundt og nyde udstillingen, og suge de indtryk til sig, så det giver at se de ”store steder”, og læse de beskrivelser der er om de enkelte steder.
Det giver i sandhed en lyst til, selv at rejse ud og se disse fantastiske steder. Man kan passende starte med Parforcelandskabet lige uden for døren
Parforcejagtlandskabet i Nordsjælland hørte oprindeligt til under Jagt- og Skovbrugsmuseet, men da dette blev flyttet til Djurs, flyttede sitemanageren over til Museum Nordsjællands Hørsholm afdeling. Parforcejagtlandskabet består af Gribskov, Store Dyrehave og Jægersborg Dyrehave og Hegn.
Udstillingen kan opleves frem til d. 3. november i weekenderne fredag til søndag og i hele efterårsferien fra kl. 10 til 16.
Fotoudstilling er skabt af UNESCO og National Geographic og realiseret på Skodsborg Station i et samarbejde mellem Naturstyrelsen Hovedstaden, VisitNordsjælland og Parforcejagtlandskabet i Nordsjælland med støtte fra GEO, Lyngby-Taarbæk Kommune, DSB og Bichel Vine.