Venstre meddeler i en pressemeddelelse, at den hidtidige formand Stig Brammer, grundet stort arbejdspres, har ønsket at fratræde som formand for Venstre i Hørsholm.
Derfor har bestyrelsen i Venstre i Hørsholm konstitueret sig med bestyrelsesmedlem Preben Carøe som fungerende formand, indtil den næste ordinære generalforsamling.
Da den igangværende valgkamp til Kommunalvalget i november vil trække meget på ressourcerne hos såvel formand som næstformand, både på det politiske og det organisatoriske område, har bestyrelsen samtidig konstitueret sig med Klaus Topholm som 1. næstformand og David Rye-Nielsen som 2. næstformand – Preben Stenskjær fortsætter som kasserer indtil næste ordinære generalforsamling.
Den nye formand Preben Carøe er kendt, som en stærk kritiker af den konservative gruppe i Kommunalbestyrelsen. En kritik som i flere år er kommet til udtryk gennem skarpe læserbreve. Læserbreve som også har indeholdt, mere end en snert, kritik af den kommunale administration.
Med udnævnelsen af den nye formand, ser det ikke umiddelbart ud til, at der vil komme en snarlig forsoning mellem Venstre og Konservative i Hørsholm.
Det bliver spændende at se om Preben Carøe, ønsker at bidrage til en mere positiv tone mellem partierne.
Der kører i øjeblikket en ganske besynderlig debat. En debat om hvorvidt Marcus Guldager er kvalificeret og har den nødvendige erfaring til at være formand for Børne- og Ungeudvalget.
Flere politikere har tilsyneladende haft meninger om det, selv om ikke alle har villet citeres for deres opfattelse.
Personligt kan jeg slet ikke forstå den debat Marcus Guldager er valgt til Kommunalbestyrelsen på demokratisk vis, og hans parti har udpeget ham til den post. Så burde den debat ikke være længere.
Det er en farlig kurs Forestil jer, at vi nu skal til at debattere, hvilke politikere der er kvalificeret til de poster de har i Kommunalbestyrelsen – og hvilke der ikke er?
Kære politikere, det kommer måske som et chok, men efter det jeg hører blandt borgerne i byen, så er det er ikke alle borgere, der mener, at alle vores politikere er kvalificeret til de poster de har, uanset partifarve, køn og alder.
Sååå – skal vi ikke bare tale indhold, og så lade den demokratiske proces afgøre, hvem der skal sidde hvor?
Den 1. december startede Rasmus Kjær i Søhuset Konferencecenter som F&B Manager. Rasmus Kjær skal stå̊ i spidsen for videreudviklingen af Søhusets gastronomiske profil, og bliver ansvarlig for alt forplejning i forbindelse med møder, konferencer og events samt for Søhusets daglige frokostgæster fra DTU Science Park.
Rasmus Kjær har været kok i over to årtier, heraf mange år som selvstændig. Han har drevet flere restauranter, blandt andet Skovshoved Hotel og Krogs Fiskerestaurant. Han har også̊ drevet take away-steder, haft en smørrebrødsrestaurant på Kgs. Nytorv og senest været kreativ køkkenchef for Coor.
Rollen som F&B Manager overtager Rasmus Kjær fra Michael Gyllinge, som har været ansvarlig for Søhusets gastronomiske profil de sidste fem år. Michael stoppede i Søhuset, da han skulle flytte til Jylland.
Bæredygtighed på flere niveauer Rasmus Kjær er optaget af bæredygtighed, og glæder sig til at videreudvikle Søhuset på det område. Han mener, at der er et stort ansvar for at tænke bæredygtighed – hele vejen rundt – i de store køkkener. I Rasmus’ optik drejer det om økologi og det at have et tæt samarbejde med de lokale producenter, samtidig skal vi også̊ om at udfordre køkkenet til, at bruge hele råvaren for at mindske madspild, uden derved at gå på kompromis med smagsoplevelsen.
Søhusets gæster kan forvente flere grønne alternativer på menuen samt retter med neurogastronomiens multisensoriske principper in mente for at skabe den fuldendte madoplevelse.
”Maden er en stor del af den oplevelse, gæsterne tager med hjem fra Søhuset. Det skal fortsat være gastronomiske nybrud, vi tilbyder vores gæster, og jeg går til opgaven med nysgerrighed, for jeg elsker at udfordre mig selv med nye koncepter, smags- oplevelser og ideer. Jeg glæder mig til at udvikle samarbejdet med lokale producenter og finde nye samarbejdspartnere i lokalområdet. Jeg håber også̊, at vi til foråret kan invitere lokale borgere i Hørsholm til Søhuset, for at opleve denne skjulte perle og Søhusets gastronomiske profil,” fortæller Rasmus Kjær.
Søhusets Director of Conference Christina Wejlemann udtaler: ”Vi glæder os til, i fællesskab, at få sat spot på Søhuset som gastronomisk ledestjerne indenfor smag, kvalitet og bæredygtighed. Rasmus kommer med enorm erfaring, og jeg har stor tillid til, at han vil inspirere og udfordre os. Det er vigtigt, at vi konstant udvikler os, særligt på bæredygtighedsområdet, hvor der sker en rivende udvikling”.
Fakta Rasmus Kjær er 48 år, gift og har tre børn. Han blev Årets Kok i 2002 og vandt DM i smørrebrød i 2013.
Søhuset Konferencecenter ligger i DTU Science Park i Hørsholm. Der er plads til møder og konferencer med 2-350 gæster.
Af en artikel i DFs elektroniske avis ditOverblik.dk, fremgår det, at byrådsmedlem i Hørsholm Glen Madsen (O) har fået en ny stilling indenfor Dansk Folkeparti.
Det er en helt ny funktion i Dansk Folkeparti hvor hans opgave bliver at være bindeled mellem DFs byråds- og regionsrådspolitikere.
Af artiklen fremgår det, at Dansk Folkeparti styrker
kontakten mellem sin folketingsgruppe og det kommunale bagland.
Glen Madsen, har hidtil været sekretariats-medarbejder i DF, men i den nye funktion skal han hjælpe folketingsgruppen med at få input fra de lokale politikere.
Glen Madsen udtaler, ” I en tid, hvor nyhedsstrømmen går så
hurtigt, som tilfældet er, skal vi have en hurtigere og styrket intern
kommunikation. Aktuelle sager i folketingsgruppen skal i større udstrækning
kunne bruges lokalt og omvendt, så vi får sat DFs politik endnu mere på
landkortet. Vi skal være bedre til at spille hinanden gode.”
Inspiration fra rundtur til baglandet
Det fremgår af artiklen, at den nye funktion er en udløber
af det arbejde, som partiformand Kristian Thulesen Dahl satte i gang efter
folketingsvalget i juni, der som bekendt gav en ordentlig vælgerlussing til DF.
Kristian Thulesen Dahl tog i august på en tur rundt til
baglandet, hvor han mødtes med repræsentanter for alle lokalforeninger. Møderne
overbeviste ham om, at kontakten til baglandet skulle styrkes, og et af
tiltagene er den stilling, som Glen Madsen nu er ansat i.
”Vi skal være bedre til at bruge hinandens gode ideer. Kristian har foranlediget, at der holdes regionale møder med byråds- og regionsrådspolitikerne for at styrke vidensdelingen. Men i en tid, hvor tingene går så stærkt, som tilfældet er, er der også brug for en løbende koordinering og vidensdeling i det daglige. Der er jo hele tiden dagsordener, der skal reageres på. Ellers spiller vi os selv gode kort af hånden i den politiske debat,” siger Glen Madsen.
Er selv kommunalpolitiker
Han har haft sin daglige gang på Christiansborg, siden han
blev ansat i DF for fire et halvt år siden. Men Glen kender alt til livet som
byrådspolitiker. Ved siden af jobbet i Dansk Folkeparti, er han nemlig medlem
af kommunalbestyrelsen i Hørsholm Kommune, hvor han er valgt til sin første
periode.
Glen Madsen er 44 år, og privat er Glen gift og har to børn. Inden han kom til DF, arbejdede han i en længere årrække i Militærpolitiet, hvor han var udsendt til internationale operationer syv gange.
Vi på Hørsholmnyheder.dk ønsker Glen Madsen alt muligt held
og lykke med sin nye funktion.
Af Peter Brandi formand for Museumsforeningen for Hørsholm og Omegn
Det er med stor sorg, at vi har modtage meddelelse om Erling Olsens
pludselige død.
Erling Olsen tog studentereksamen fra Efterslægtens Gymnasium i 1970,
og blev cand. scient Physics and Mathematics fra Københavns Universitet i 1978.
I sit professionelle liv arbejdede Erling for en række IT-virksomheder,
herunder A. P. Møller, IBM, Maersk Line IT og senest som Chefkonsulent, IT
Contract Manager i Københavns Kommune.
Erling, der var gift med Vibeke, har været formand for Museumsforeningen
for Hørsholm og Omegn i 2 år, og ved sin død var han kasserer, formand for
arrangementsgruppen og web-master for foreningen.
Erling Olsen var et skattet medlem af bestyrelsen, og hans altid
positive indstilling gjorde ham yderst vellidt blandt foreningens medlemmer.
Erling vil blive stærkt savnet, både for sin store indsats og sin
personlighed.
Det bliver Julie Appelt Honoré, der fra 1. februar stiller sig i spidsen for Center for Politik i Hørsholm Kommune. Julie Appelt Honoré blev valgt ud af et felt på 73 meget kvalificerede ansøgere.
I Hørsholm Kommune får Julie Appelt Honoré direkte reference til kommunaldirektør Pernille Halberg Salamon og får en væsentlig rolle som sparringspartner for borgmester, kommunalbestyrelse, direktion og de øvrige centre. Blandt centerchefens kommende opgaver bliver ét af fokusområderne at styrke samarbejdet med Hørsholm Kommunes borgere, så borgernes ressourcer kommer endnu mere i spil.
Julie Appelt Honoré stiller
sig i spidsen for et center med en central placering i forhold til at binde
kommunens mange initiativer og indsatser på tværs af kommunen,
og centerchefen skal sammen med centret bære, udvikle og facilitere
samarbejdet på tværs i organisationen.
Julie Appelt Honoré kommer fra en stilling som afsnitsleder i Center for Arbejdsmarked i Ballerup Kommune. Herudover har Julie Appelt Honoré blandt andet været fagchef på social- og sundhedsområdet samt teamleder i Ledelsessekretariatet i Gribskov Kommune. Julie Appelt Honoré har en solid erfaring med ledelse af stabsfunktioner, herunder politisk betjening, juridisk rådgivning, organisationsudvikling, borgerinvolvering mv.
Julie Appelt Honoré er
41 år, bor i Virum og er uddannet cand. scient. adm.
Vi
ønsker Julie Appelt Honoré velkommen i Hørsholm.
En veloplagt Borgmester tog imod i døren, og der var mange at tage imod. Også gæsterne så ud til at være indstillet på at Morten Slotved skulle have en god dag.
1.Viceborgmester Henrik Klitgaard (B) var arrangør og toastmaster, og han gav først ordet til sig selv.
Henrik Klitgaard roste Morten Slotved for at være god til at
gøre andre gode, og altid være parat til at udvikle byen.
Dernæst fik vores Kommunaldirektør Pernille Halberg Salamon ordet. Hun gav en varm og personlig beskrivelse af, at arbejde sammen men Morten Slotved. Blandt andet brugte Pernille Halberg Salamon tre effekter fra Borgmesterens kontor, som udgangspunkt i sin beskrivelse af Morten som person. Det første et hjortegevir, det giver udtryk for en klassisk smag, hvilket også er sandt, også når det gælder madsmag.
Den næste effekt en designet lampe, der også kunne give et indtryk af en nysgerrig optimist. Til sidst fremdrog Pernille en guld-ishockey-hjelm, som udtryk for at Morten er stolt over det, når vi klare os godt her i Hørsholm og ikke kun når det gælder ishockey.
Nadja Hageskov havde opgaven som talsmand for den Konservative gruppe i Kommunalbestyrelsen. Nadja sagde til Borgmesteren, at hun har sat stor pris på at samarbejde med ham, og at det er dejligt at have ham som leder. Du forstår at lytte og at anerkende, du er en dygtig borgmester, der er inkluderende. Du er også en klog borgmester, du er en god chef og en god kollega.
Den Konservative partiformand, medlem af Folketinget og
tidligere minister Søren Pape Poulsen (C). Han sagde blandt andet til Morten
Slotved, du er positiv og god at holde møde med, du er konstruktiv.
Jeg er imponeret over, at en kommune der sender så mange
penge ud af byen, alligevel er i stand til at drive kommunen så godt. Søren
Pape fortsatte med at sige, at han vil have det skidt, hvis vi ikke længere har
borgmesterposten i Hørsholm.
Men nu har vi, de konservative, det godt, både på
Christiansborg og i Kommunen. Du er en af vores rigtig gode borgmestre, og det
skal gerne blive ved rigtig længe.
Der var også andre talere, der sagde både gode og kloge ord,
ligesom der også blev drillet lidt.
Og der blev spist af den gode mad, og der blev nippet lidt
til drikkevarerne.
Det var en god reception lige som sådan en skal være.
En festlig og stemningsfuld begivenhed, med inspirerende taler. Blandt talerne 4 veteraner, med hver sin historie, der maner til eftertænksomhed.
Jeg blev grebet af de historier, som veteranerne fortalte hver især. Så meget at jeg besluttede mig for at droppe det sædvanlige format for en sådan artikel, og i stedet bringe alle veteranernes taler ordret. Indlæggene er afskrift af min optagelse af dem, og som det fremgår, er det talesprog.
Det er mit håb, at du kære læser vil læse dem, og derved få indblik i nogle af de problemstillinger, der er for vores hjemvendte veteraner.
Hver veteranfortælling er markeret med veteranens navn og billede, så du kan vælge at gå direkte til talerne. Men for at fastholde forløbet af dagen, vil jeg også referere, hvad der ellers skete på dagen i den rækkefølge de fandt sted, og også referere hvad de øvrige talere sagde.
Men det vigtigste ved denne artikel er, efter min overbevisning, de taler veteranerne holdt. Men læs og døm selv.
Flagdag og underskrivning af aftale med Veteran Centret
Stemningen blev slået an, da vi gik op ad flagalléen. I
selve lokalet var der pyntet op, og Hjemmeværnet var mødt op med en fanevagt.
Borgmester Morten
Slotved bød velkommen, i sin velkomst nævnte det vigtige i, at vi, især på
denne dag, tænker over den indsats, vores udsendte gør for os og demokratiet.
Det er den indsats der gør, at vi også i fremtiden kan leve, som vi gør her i
Danmark.
Han takkede udstillere, foreninger og sponsorer for at være
med til at gøre denne dag mulig og festlig.
Så foreslog han, at vi holdt et minuts stilhed for at sende en særlig tanke, til de der har mistet livet i indsatsen for demokratiet.
Så gik Borgmesteren i gang med sin tale, som han indledte
med at læse ordbogsfortolkningen af begrebet ”veteran”.
”Personer der hører til de ældste og mest erfarne indenfor
et område.” Morten Slotved mener ikke, at alder har den store betydning. For
ham betyder veteran en mand eller kvinde, som har gennemgået en særlig udvikling
og høstet en særlig erfaring, denne erfaring gør ofte personen stærkere, klogere
og måske har man fået en særlig indsigt i det at være menneske.
Han fortsatte:
”Mange af jer har opereret i verdens brændpunkter, mange af
jer har skulle holde hovedet koldt, mens kuglerne er fløjet om ørerne, eller mens
I – i høj fart er kørt gennem fjendtligt område.
Nogen af jer har stået med nødlidende og meget syge
mennesker, og været den der gjorde forskellen mellem liv og død.
Disse livserfaringer tager udgangspunkt i jeres personlige
engagement og professionelle virke, og har betydet alt for operationens succes
eller andres liv. Det er erfaringer, som de færreste herhjemme har med i deres
rygsæk, når de møder naboen eller deres kollegaer.
I en moderne verden er der altid behov for dem, som kan levere lidt ekstra, lidt af sig selv, og som kan stå distancen. Kompetente og erfarne folk som kan arbejde under stort pres, er altid i høj kurs, mennesker som kan håndtere oplevelser, som ville have traumatiseret de fleste af os andre.
På dette her 10-års jubilæum for flagdagen, der hylder vi
jer veteraner for jeres mod, dedikation og offervilje. Dette er egenskaber der
aldrig går af mode, og som er eftertragtede også de næste mange år.
Det er også årsagen til, at Hørsholm Kommune har indgået en
aftale med Veteran Centret, så vi, som kommune, kommer til at blive endnu bedre
til, at se og nyde godt af jeres kompetencer, jeres ressourcer og støtte op om
jeres familier.
Og fordi I er så virksomme, har I allerede selv skabt en Veteran
Cafe, hvor I har mulighed for at udveksle jeres oplevelser og erfaringer med ligesindede,
der har den samme rygsæk med fra skarpe erfaringer.
Flagdagen i dag er netop skabt sammen med Veteran Caféen, og
jeg synes godt, at vi kan konkludere, at der er et styrket forhold mellem
kommunen og jer veteraner. Derfor vil
jeg til slut rigtig gerne sige tak til alle jer, tak for at I er her og støtter
op om sagen. Jeg glæder mig til, at vi i fremtiden kan lære endnu mere af jeres
erfaringer, og bringe dem i spil i nutiden og i fremtiden. Mange tak for
ordet.”
Næste taler var Jeanet
Sofer fra Veteran Centret.
Hun udtrykte sin glæde over at komme på denne særlige dag,
hvor vi er her for at fejre de personer, der har været udsendt på mission på
vegne af Danmark.
Hun fortsatte: ”Den er jo ganske speciel, fordi det i år er
tiende gang vi fejrer flagdagen. Og på denne dag underskriver Veteran Centret
og Hørsholm Kommune en aftale, der skal styrke samarbejdet mellem de to.
Veteraner har gjort en særlig indsats, og fortjener en
særlig støtte og anerkendelse, det er vores fælles ansvar at give denne støtte
og anerkendelse. Veteran Centret har eksisteret siden 2011, og vi støtter
veteraner og deres pårørende både før, under og efter udsendelse.
Veteran Centret arbejder målrettet med at støtte kommunernes
arbejde med veteraner, og det gør vi blandt andet ved at styrke det
partnerskab, hvor kommunerne kan trække på vores viden og ekspertise, og vi
kalder det ”fælles om veteraner.”
Veteran Centret ønsker ligeledes et tæt samarbejde med de
lokale frivillige organisationer, og med veteranernes pårørende, da vi mener at
dette samarbejde vil styrke veteranernes sag. I Hørsholm ses et stærkt og hastigt
voksende engagement og det er gået rigtigt stærkt i de sidste to år. Blandt
andet med et brag af en flagdag, som erhvervslivet støtter stærkt. Det er
vigtigt at nå ud til erhvervslivet med budskabet om de særlige ressourcer og
kompetencer, som vores veteraner får under og før en udsendelse. Veteranerne er
rigtig efterspurgte ude i erhvervslivet.
Derudover er der nu etableret en Veteran Cafe, der er
stiftet af veteraner og byens Frivillige center, og vi synes det er rart at se,
hvor godt det går her i Hørsholm Kommune.
Og i dag skal vi så underskrive samarbejdsaftalen mellem
Veteran Centret og Hørsholm Kommune ved Borgmester Morten Slotved.
Samarbejdsaftalen illustrerer den fælles interesse, der er i et styrket og
kvalificeret samarbejde omkring vores interesse for vores fælles veteraner og
de frivillige organisationer. Tak”
Herefter blev aftalen underskrevet af Borgmester Morten
Slotved.
Veteran Martin
Kristensen ”fra Veteran til Weibel”
For godt og vel 15 år siden trådte en ung knægt ind ad porten til Auderød lejeren, en knægt der 5 år senere stod ved den første paradedag ved Christiansborg, en tradition der nu har 10-års fødselsdag. En vigtig dag, en dag, hvor vi anerkender dem, der har givet deres yderste for Danmark, og desværre nogle gange mere end det.
Dette er ligeså gældende for veteraner som de pårørende,
uden et solidt fundament i hjemmet ville vi ikke kunne udføre vores arbejde. Så
en stor tak til de pårørende, der venter på os derhjemme.
Det startede på Søværnets grundskole den 4. februar 2004,
kun 4 måneder efter jeg havde mødt min (også stadig nuværende) kone, så om
nogen har jeg haft en støtte derhjemme.
Indenfor de næste 12 år tog jeg en uddannelse som automatik-teknikker,
jeg er uddannet på samtlige af Søværnets systemer, der kan sige bang, og en hel
del af de systemer der ikke kan sige bang.
Jeg har sammenlagt brugt omkring 5 år på havet. Og i det forløb
har jeg været udsendt 6 gange. Der har været pirater der skulle jages, og
kemiske kampstoffer der skulle fjernes.
Søværnet fyldte en meget stor del af mit liv, mine kolleger
var mine venner, og nærmest min familie nr. 2, og når min kone ikke hører det,
så var det nok familie nr. 1.
I de 12 år tilbragte jeg mere tid med mine kolleger, end jeg
gjorde med min familie, og det skabte et utroligt stærkt bånd – et bånd som kun
dem der har været en del af det forstår. Vi ville bogstaveligt gå igennem ild
og vand for hinanden. Ja faktisk er det et basiskrav at lære, hvordan man
stopper en lækage, og ligeledes at blive uddannet som røgdykker. Det er en
enorm tryg tanke at vide, at alle omkring dig har indgået en kontrakt om at
beskytte hinanden – lige meget hvad. Og det er nok en medvirkende faktor til,
at når man først er fanget af det her, så skal der noget markant til før det
ændres.
Men den 20. juni 2013 kom der et lille nyt liv i mit liv, et
liv jeg fik sværere og sværere at sige farvel til. Og i 2015 tog jeg springet
over hegnet, og ud i det civile. Det gjorde jeg for at læse til maskinmester,
for det skulle jo lugte lidt af hav stadigvæk.
Sidste år da skulle jeg så finde mig en praktikplads, og det
var umiddelbart svært for mig, at kunne belyse de kompetencer, som jeg havde i
min bagage. For hvad skulle en helt
almindelig produktionsvirksomhed bruge en radar- og artilleriteknikker til?
Der er mange der nikker anerkendende, men det kan være svært
at omsætte de kompetencer til noget civilt. Så derfor blev jeg nødt til at
finde et noget mere ualmindeligt firma. Jeg fandt Weibel, og de lød jo særdeles
interessante, da de jo lavede radar. Og jeg tænkte om ikke andet kunne det være
et særdeles godt springbræt til det civile. Men da jeg startede min gang i
Weibel – da fandt jeg mere end bare et job. Jeg fandt en arbejdsplads, der
fungerede lidt som de skibe, jeg havde sagt farvel til. Weibel er en lille
virksomhed, hvor der ikke er langt mellem ledelse og gulv. Der er en kultur og
et gå-på-mod og et godt sammenhold. Et firma hvor det ikke kun handler om at
tjene penge, men som også tager et ansvar for både danske og amerikanske
veteraner. I Weibel anerkender og støtter vi veteraner hver dag. Ja, faktisk
støtter vi ved hver kop kaffe vi drikker, og der bliver drukket rigtig meget
kaffe i Weibel.
Jeg fandt noget i Weibel, som jeg var oprigtig urolig for
ikke at finde i det civile, en virksomhed som jeg kan være stolt af, og hvor
jeg trods alt stadig kan hjælpe min anden familie.
Emil Johansen fra
Velkommen Hjem
Takkede for at de måtte være med, til dette brag af en
flagdag, og tak for det engagement, som der tilsyneladende er her i Hørsholm.
”I anledning af Flagdagen har vi for tiden dette opslag
”Tænk hvis vi modtog vores soldater, som vi tager imod vores atleter?
Grunden til at vi har dette opslag er, at vi synes, at vi
skylder vores veteraner en kæmpe tak for den store indsats, de gør ude i verden
for at holde demokratiet og sikkerheden i Danmark for alle os andre.
Heldigvis er vi ikke de eneste, der har det sådan, for vi
har en lang række virksomheder i ryggen, der har det på præcis samme måde. Og
de er med til at løfte veteranerne til at komme ud civilt, for det vi oplever
med ordet veteran er, at det ofte er tabubelagt. Det er ikke alle der
nødvendigvis har den samme forståelse af ordet veteran som Morten Slotved har.
For mange tror, at veteraner er noget, der hører til ude i en skov, og kan
finde ud af at råbe højt – og det er det.
Den opfattelse vil vi rigtig gerne være med til at ændre ude
i samfundet, og heldigvis har vi en masse virksomheder, der gerne vil hjælpe os
til det. Men i stedet for at jeg står og fortæller, hvordan vi gør det, så har
jeg faktisk taget 3 veteraner med, der allesammen har været igennem et forløb
hos Velkommen Hjem. Og det er bedre at høre det fra hestens egen mund, så jeg
vil give ordet til Joachim.”
Veteran Joachim Bruhn
Jacobsen
”Jeg vil starte med at sige, at det er interessant at høre din historie Martin, for hver gang jeg hører en historie fra en anden veteran, så er der altid noget jeg kan genkende fra mig selv – tak for det.
Så synes jeg lige, at vi skyder folk en forklaring på, hvad er Velkommen Hjem egentlig? Velkommen Hjem det kunne vi sikkert tale rigtig meget om – men helt kort. Velkommen Hjem det har jeg mødt som veteran, og det har jeg mødt i form af et todages kickoff forløb. Som er afholdt af en masse interessante personer fra erhvervslivet, som ønsker at være mentorer. Jeg har mødt det i form at erhvervspsykologer og coaches, som er med til at sætte fokus på, hvem er det jeg er? Hvad er det jeg kan? Og hvad er det jeg vil? Og det er så blevet fulgt op af et ret intenst mentorforløb, med, i mit tilfælde, en fra Jeudan. Det har ført til, at jeg i dag har et job civilt, lige så man har en forståelsesramme af, hvad er Velkommen Hjem egentlig. Og hvor konkret det er med at omsætte mine/veteraners færdigheder, til noget man kan anvende civilt og få succes med i civile virksomheder.
Så vil jeg lige præsentere mig selv, jeg skal fortælle tre
ting, jeg skal fortælle hvem jeg er, jeg skal fortælle om den identitetskrise,
som jeg oplevede, da jeg forsvandt ud af Forsvaret og startede civilt, og så
skal jeg fortælle lidt om kulturforståelse, i mit møde med den civile verden.
Jeg hedder Joachim jeg er 30 år gammel og jeg er gift med
Frederikke, som i øvrigt også er sprogofficer, og har haft 4 udsendelser.
Jeg har været soldat siden jeg gik ud af gymnasiet og var
18, jeg har været soldat i 11 år, jeg er uddannet kaptajn i hæren, jeg er
uddannet jægersoldat. Jeg har været i Afghanistan, jeg har været i Irak, og jeg
har i virkeligheden har haft en fantastisk tid i Forsvaret.
På et eller andet tidspunkt i foråret sidste år, der er jeg
ved at nå et sted i mit liv, hvor jeg tænker, at jeg skal noget andet i mit
liv, måske ikke bare tænker, men jeg er klar over, at jeg skal noget andet. Og
jeg begynder også at tage action på det.
Det er en svær beslutning for mig fordi, hvordan kan jeg dog
skifte de her 11 år af mit liv ud – med noget andet. Det fører til at jeg
kontakter Helene fra Velkommen Hjem, og igennem den kontakt kommer jeg i det
her kickoff, dette her to dages kickoff forløb. Efter at have været til det, er
jeg faktisk ikke i tvivl.
Så samme dag eller dagen efter, dag nr. 2, beder jeg Helene
om at finde mig en mentor, det fører til at jeg sidste efterår får en mentor,
og starter og starter i en virksomhed her 1. februar i år. Men det skaber nogle
problemer, det skaber nogle identitetsproblemer for mit vedkommende, og jeg
tror, at mange andre veteraner har det på samme måde.
Fordi her ovre i den militære kontekst har vi Joachim, han
er bad-ass, han er jægersoldat, han kan løbe længere end de fleste og helt
sikkert løfte mere. Han har også været i Afghanistan, og Irak han er uddannet
kaptajn, han er vandt til at folk spørger, hvordan løser vi det her, hvordan
gør vi det her og kan du hjælpe mig?
Og det er et rart sted, det er et fedt sted at være, et sted
hvor folk kommer og siger kan du hjælpe mig, og måske også ser lidt op til en.
Så med et glimt i øjet, er jeg gået fra at være hero herovre Superman til en ny
kontekst herovre, der er civil. Hvor at jeg når jeg kommer til enten kaffemøder
eller jobsamtale med civile mennesker, i en civil virksomhed de siger; nå det
er jo en super interessant profil du har Joachim, hvad betyder det der står på
dit CV? Hvad kan du egentlig? Vi kan se, at du nok kan finde ud af at skyde med
gevær, du kan nok finde ud af at springe i faldskærm, og det der med at være
ude i en skov når det er mørkt, og råbe højt, hvad kan vi bruge det til?
Så pludselig oplevede jeg mig selv i en ny kontekst, som jeg
ikke kendte, og hvor jeg var meget langt fra at være Superman og hero, og det
er enormt svært, det var enormt svært for mig, og have denne her
identitetskrise omkring min person. Hvem er det jeg er og også, hvad er det jeg
kan, fordi jeg kan selv, og det tror jeg alle soldater kan, fortælle præcis,
hvad det er de kan – kl. 2 om natten på en øvelse, eller når de sidder i et
pansret køretøj ude i en ørken, de ved hvad de kan, fordi de har trænet det, og
de ved også hvad de ikke kan – og hvornår de skal bede om hjælp.
Den oplevelse er forsvundet, pludselig ved jeg ikke, hvad
jeg skal i den civile verden. Samtidig ved jeg heller ikke, hvad jeg vil. Fordi
min drengedrøm var jo at blive soldat og blive udsendt. Og være en del af et
team og alle de fede oplevelser, man har i Forsvaret.
Den drøm er på en eller anden måde forsvundet, i takt med at jeg er blevet ældre. Og så pludselig bliver jeg spurgt af min mentor, hvad er det du vil Joachim?
Det kunne jeg ikke svare på, det er lidt voldsomt at blive
spurgt om, og bare kunne sige, det aner jeg ikke. Jeg er 30 år, og jeg aner ikke
hvad jeg vil. Jeg ved stadig ikke helt, hvad jeg vil. Jeg har fundet ud af
nogle ting jeg gerne vil, og nogle ting jeg ikke vil, og er kommet tættere på
det. Så det er en af de helt store ting, som jeg har haft udfordringer med i
mødet med det civile. Og som min mentor, og i øvrigt også Velkommen Hjem, har
hjulpet mig rigtig meget med.
Hvem er det jeg er, det ved jeg sgu godt, det ved de fleste
soldater, hvad er det jeg kan, det ved jeg i en militær kontekst, men nu ved
jeg også, hvad jeg kan i den civile kontekst.
Hvordan kan jeg oversætte mine kompetencer, sådan noget som at være beslutningskompetent, sådan noget som at kunne finde ud af at lave processer, simple processer, som i den virksomhed jeg sidde i i dag, ikke har eksisteret før, de er nu ved at blive udarbejdet, og opbygget.
Hvad er det jeg vil, der er vi halvvejs, der er vi ikke helt i mål endnu.
Så hvor jeg er om 5 år, det aner jeg ikke, da jeg var 20 der viste jeg præcis, hvor jeg ville være når jeg var 30. Arbejdet passer også nogenlunde med hvad jeg har opnået af uddannelser og udsendelser og alt sådan noget, så vi kører videre med det lidt endnu.
Nå, nu har jeg fortalt hvem jeg er, og omkring identitetskrisen. Nu skal jeg fortælle jer om kulturforståelsen, sådan som jeg oplever den i mødet med det civile. Nogen af jer vil måske kende den tegning af 5 blinde mænd, der står og hiver i en elefant, og nogen tror de har fat i et reb, og nogen tror de har fat i en træstamme, det er ikke helt forkert, og det kan man naturligvis overføre på al kulturforståelse, det er jeg godt klar over.
Men min oplevelse har været, hvis man forestiller sig et kompas, som er det man kan – ens evner, kompetencer, kvalifikationer, det kompas det virker godt nok, men det kort jeg befinder mig i, det har pludselig ændret sig.
Det kan jeg ikke forklare – det kan jeg ikke forklare min mentor – et civilt menneske – en potentiel arbejdsgiver, som ikke har en forståelse – som ikke har været i Forsvaret. Og i den sidste ende er det ikke hans problem, det er mit problem. Som veteran at skulle prøve på at forklare det kort, jeg navigerer efter. For pludselig er grøn og blå og brun – ikke længere et spørgsmål om hvad for en type terræn vi løber i, om det er tæt eller åben underskov, og prikker er ikke længere bevoksningsgrænser.
Så jeg skal til at lære et nyt kort at kende. Og det tror jeg, var blevet meget svært uden den støtte, jeg har fået, primært af min mentor, men også gennem Velkommen Hjem.
En af de ting jeg gjorde for at prøve for at kommunikere med min mentor – og fortælle hvad det er jeg egentlig gerne vil – det var at jeg gik ind og fandt nogle stillingsopslag, jeg ved ikke hvor I er i arbejdslivet, om I har søgt stillinger?
Men eksekutive dit, og alt muligt som PA og EA og senior og vice – WAU ikke!
Forsvaret det er rimelig nemt, det er sådan en pyramide, oppe i toppen er der en general, nede i bunden er der en menig, så skal vi kunne lidt imellem. Det er rimelig nemt, og det er ret nemt at forholde sig til.
Så jeg fandt to stillingsopslag, det lyder fileme spændende – det ene var noget med Carlsberg, det andet var noget med Bjarke Engels Group, og jeg tænkte, at det er nok mig – sådan cirka der er jeg.
Det med Carlsberg det var noget med senior head of Nordic countrys, det var ikke mig, det er måske der jeg går på pension, og det med Bjarke Engels Group det er der, hvor jeg måske er om 5 – 7 – 8 år.
Og det er bare for at sige, at fra mit point of view, når jeg læser i jobopslag, så kan jeg ikke afkode det. Fordi det ikke er det kort jeg navigerer efter, og det gør det ekstremt svært af forstå – når man kommer som veteran, hvis ikke man har nogle mennesker, der kan læse det her kort, som taler det sprog.
Det var de 3 ting jeg ville sige, jeg ved at der lige om lidt kommer to andre, der vil sige nogle andre ting – forhåbentlig.
Jeg ved ikke om der bliver tid til spørgsmål, men ellers sidder jeg nok og drikker kaffe et eller andet sted – så håber jeg på også at møde jer, og hører nogle andre historier – som jeg måske kan spejle mig selv i.
Tak”
Veteran Jacob Larsen
”Mit navn er Jacob Larsen, og jeg er også veteran. Jeg er
her i kontekst med Velkommen Hjem. Jeg har en historie at fortælle, det er
vigtigt for mig at stå her. Jeg bliver også rørt sådan en dag som i dag. For
jeg synes at det er vigtigt, jeg synes at det er så sindssygt vigtigt at
Danmark har fået en dag, hvor vi ligesom kan sætte det i relief, og vise at der
faktisk er mennesker der gør en forskel, et sted – og bare fordi medierne ikke
lige taler om det for øjeblikket – så kører det altså kontinuerligt det her tog
– ude i verden, hvor vi løser nogle opgaver, som er fuldstændig unikke, for
Danmark.
Jeg har også valgt at dele min lille tale ind i tre dele.
Hvilket gør det så dejligt nemt, så ved I også hvad det er der kommer. Og så
ved I også hvornår jeg er færdig.
Det første er mit møde med det civile liv, det vil sige det
første møde.
Dernæst vil jeg tale om mit møde med Velkommen Hjem.
Og så vil jeg sige noget om, hvor jeg ligesom er havnet i
dag.
Men allerførst vil jeg lige fortælle noget om, hvor jeg kom
fra – fra forsvaret. For akkurat ligesom Joachim, så var jeg også på min rette
hylde i forsvaret, og på mange områder så havde jeg fundet mit drømmejob. Og
jeg var stolt af det jeg lavede, og jeg var også rigtig god til det. Jeg har
været 10 år i Hæren, og jeg har været udsendt til Afghanistan som
panseringeniør gruppefører.
Det var vores opgave, mig og min gruppe, at sørge for at
kampenhederne ikke gik eller kørte på vejsidebomber. Så det var en ret vigtig
opgave, og det var vi heldigvis rigtig gode til.
Min motivation for så at forlade Forsvaret – når nu det var mit drømmejob. Det var fordi at når man nu er god til det der, med de der vejsidebomber, så hører man til i Skive. Det er der, de er gode til det.
Min familie er herovre, det har den været længe, jeg har en kone og tre børn og et hus. Det der med at pendle på tværs af landet, det er nemt nok, når man er ung, og ikke har så meget der.
Så derfor var der lidt en konflikt. Det var også lidt svært for mig, at forene det der med familie og børn – og enormt mange udsendelser, der er som ingeniør.
Til at springe ud i det der med at søge jobs – og uden rigtig at vide det. Så akkurat som Joachim, så anede jeg heller ikke, hvad jeg ville.
For hvad var mulighederne og hvad kan jeg, og alt det der. Så jeg søgte alt muligt mærkeligt. Jeg søgte vice-skoleforstander, og jeg søgte distriktschefs-job i detailbranchen, og til sidst tog jeg, det der bød sig til – dem der ligesom var villige til at lave en aftale med sådan en som mig.
Og til samtalerne så hørte jeg, det jeg ville høre, og glemte sådan at være lidt kritisk overfor, hvad det var, de tilbød. For jeg syntes at det hele var så fantastisk, og jeg stod lige der og manglede det der job. Jeg fik det virkeligt svært i det her job. Jeg var vant til at være en succes, jeg var vant til at være pissedygtig.
Så det der med at lykkes – det tog tid og jeg kæmpede for det – for jeg er også vant til, at man skal kæmpe, før det bliver godt – men det kan blive for meget.
Så jeg afsluttede samarbejdet uden at have noget andet. Og så stod jeg igen – bare endnu værre – i det der frie fald – fornemmelsen af – at der er ikke – hvor skal jeg være henne – og den rette hylde – det er fuldstændigt random, hvad jeg søger – det er også tilfældigt hvem der bider på.
Og når jeg så endelig lander ved skrivebordet, så kan jeg – kan jeg så overhovedet fortælle, hvad det er jeg kan – og tror de på mig? Når jeg siger at jeg er så god.
Der var en god kammerat som hev mig i ærmet, og sagde at jeg
lige skulle prøve at kigge på det der Velkommen Hjem. Jeg var lidt usikker på
det, for jeg havde jo været i det civile et stykke tid, så det var usikkert om
de kunne hjælpe mig. Men det kunne de godt.
Jeg kom til møde med Lene, og hun så let det – I ser, den der frustration og alt det der kører. Jeg blev inviteret på det her Kickoff seminar, som er to dage – mega hårde dage, hvor man bliver tvunget til at tage stilling til en masse ting, man bliver tvunget til at finde ud af – hvem hulen er det man er. Og hvad er det man vil, og hvad er det man kan, og hvordan snakker man om det.
Så bruger man lidt tid til lige at komme sig ovenpå det. Og så bliver man teamet up med en mentor – som er en fra alle de her virksomheder. En som har noget overskud, som ved hvordan det fungerer i de her virksomheder. Som ved hvordan det fungerer ude i samfundet, min mentor han hedder Anders.
Den måde Anders og jeg arbejdede på, det var at vi drak en hulens masse kaffe. Og så fortalte jeg, og jeg fortalte, og jeg fortalte, og jeg fortalte, om hvordan jeg arbejdede, hvad var det vi gjorde – det vi gjorde – når vi gjorde – det vi gjorde – og hvad var det – og sådan.
Anders blev ved med at spørge interesseret, han blev ved med at spørge ind i de der små ting. Og på den måde så kunne han ligesom resonere sig frem til – det vil sige at han fik mig til at resonere mig frem til – hvad er det for nogle ord – nogle udtryk – nogle civile ord, som handler om det, som jeg faktisk var god til.
Og jeg kan huske udtryk som procesoptimering – det kunne jeg ikke, altså – hvad er det? Og hvornår har jeg brugt det? Og så Anders – han var sådan – kan vi vende tilbage til den der historie med den der bro I byggede – ja det kan vi godt, og så fortalte jeg den igen.
I hæren har man nogle broer, man kan rulle ud på relativ kort tid, som er bygget af sådan nogle aluminiumselementer – og så løber man rundt med dem – og får dem til – det er lidt som Legosæt gange en million. Og så siger han, jamen altså – var det ikke noget, hvor du gjorde et eller andet, for at I skulle gøre det lidt bedre – eller lidt hurtigere – altså det der med at øve og øve og øve og øve til man virkelig – virkelig kan det – og faktisk bare gøre det så hurtigt, at man kan gøre det færdigt, inden fjenden kommer i stilling og skyder en – det gjorde vi ret meget.
Og jo så kan jeg jo godt se, at det nok er den mest hardcore procesoptimering, man overhovedet kan finde. Så det måtte jeg give ham ret i.
Og på den måde så tog vi alle mine sådan ting – ting jeg havde lavet, ting jeg havde gjort, ting jeg havde oplevet, så fik vi sådan en – hvad var det egentlig der skete – hvad var det egentlig du gjorde – hvor mange af tingene har jeg lavet i kamp, under sindssygt pres, men også under det, at folk har forskellige agendaer.
En chef på en kampplads har en agenda om at vinde kampen, jeg har en agenda om at holde mine drenge sikre. En afghansk et eller andet har den agenda, at han gerne vil sørge for, at have hans jord tilbage eller et eller andet politisk.
Så der mange ting – der er kulturer – der er sprog og sådan noget – man ligesom skal finde sig tilrette i – så vi er pissedygtige i Hæren.
Vi ved det bare ikke. Vi konkretiserede det og gjorde det forståeligt på mit CV. Det gjorde det muligt for mig at komme til første samtale. Det gjorde det muligt for mig – at fortælle om det – at snakke om det og gøre det forståeligt – det som jeg har en fornemmelse af, at I også forstår her.
Vi fandt frem til, at det samarbejde, som jeg har lavet, som panseringeniør gruppefører, minder rigtig meget om det – eller det samarbejde jeg havde med kampchefen. Ham der ligesom styrede kampen, og skulle vinde krigen. Der er man jo bare lige den mand, der lige skulle sørge for, at der ikke var nogle bomber, så hans drenge lige kan løbe frem, og vinde det hele.
Det samarbejde minder faktisk rigtig meget om en HR-partners samarbejde med et ledelsesteam og hans chef. Så derfor er jeg startet i Danske Bank, ikke som HR-partner, men jeg er på vej. Jeg er Talent Requisionist, hvilket betyder at jeg ansætter en masse mennesker, sidder foran dem, og finder ud af hvem de er, finder ud af om de passer i banken, om vi er ved at sætte den rigtige mand i den rigtige stol.
Det er sindssygt spændende, og jeg er ved at lære koncernen
at kende, jeg er ved at finde ud af, hvordan hænger det sammen, hvordan taler
man det her sprog.
Så jeg er ved at starte min karriere civilt – med små
skridt. Og jeg er så landet det rigtige sted.
Det er det rette sted for mig – lige nu i hvert fald, det er der slet ikke nogen tvivl om. Og for første gang i rigtigt mange år, er jeg sindssygt glad for at komme på arbejde, og jeg glæder mig søndag aften. Jeg står gerne lige og stryger skjorten og sådan. Så det er fedt, og fedt har jeg det selvfølgelig.
Tak tusind gange mange, tak til Velkommen Hjem.
Men til jer som kender en, som mig og Joachim, og de andre veteraner, der er herinde – som ikke er hoppet ud endnu. For det føler man lidt man gør når man står derinde – i det der kendte – inde bag hegnet. Så handler det lidt om at tage springet, og turde gøre det. Få dem til at finde Velkommen Hjem, og tage fat i dem, så de også kan få noget i gang med dem – for det er det hele værd.
Veteran Christian
Thor Schlichting
”Jeg hedder Christian, jeg er leder af Materielgården her i
Hørsholm Kommune, og jeg er også veteran.
Jeg stoppede i 2014 som kaptajn fra Ingeniørregimentet, og
hvad er en kaptajn?
Når man siger det, som mine kolleger har sagt tidligere,
hvad en kaptajn er, så er det en af dem i Forsvaret med noget grønt tøj på, de
gør noget, og så råber de ad folk. Det er den forestilling og den fordom man
bliver mødt af.
Hvis man skal se det på uddannelse, sådan nogle som mig, vi er uddannet til at være kompagnichefer – og hvad er en kompagnichef? Det er en der er chef for op til 250 mand. Han har en masse ledere, han har en masse mellemledere og en masse medarbejdere.
Og hvad hedder sådan en stilling i den rigtige verden – det ved jeg ikke, men i Forsvaret hedder de kompagnichefer. Så nogle af de ting, at lære at tale civil – der er en af de ting, som jeg har været rigtig glad for.
For jeg har også været en tur igennem Velkommen Hjem som en af de første, på det første hold her. Egentlig at lære at tale civilt, og det er faktisk svært for os soldater. Bare det lære at stå, vi er vandt til at stå sådan her, når vi står stille, det er ret normalt for os. Det gør man ikke i den civile verden, der skal man stå eventuelt sådan her eller – måske bare holde armene lidt nede langs siden. Så det vil jeg øve mig på.
Men det tager noget tid, ikke bare at lære at tale civil, men også egentlig at agere civil. For et er det, vi siger, det andet er vores adfærd. Og det at blive civil sådan – ikke fordi vi skal miste alt det vi har lært, men det at blive hørt som civil. Det tager faktisk noget tid.
Fordi folk tror at vi er lidt farlige, det er vi sådan ikke
rigtig. Vi kan nogle ting og vi har prøvet nogle ting. Og nogle af de ting, jeg
rigtig godt kan lide ved soldater og ved veteraner, er det vi kan? Vi løser
opgaven uanset hvad.
Det er ikke så vigtigt for os om det regner, det er ikke så supervigtigt,
om vi er sultne, eller om vi fryser, eller om vi ikke har sovet, vi løser sådan
set opgaven, og den egenskab er altså noget, man kan bruge alle steder. Et
lille sjovt eksempel fra min egen verden.
Der er jeg i 2008, lander i Kuwait, jeg skal ind i Irak. Min
enhed hjemmefra har glemt at sende mine våben ned til mig.
Og det er lidt…… når man skal ind i en krigszone uden våben,
det er ikke så heldigt, kan jeg godt sige.
Der er amerikanere dernede, det er dem der faciliterer al
transport til os, så dem er vi rigtig glade for, og gode til at arbejde sammen
med. Men de lukker ikke folk ind, hvis man ikke har nogen våben.
Og hvad gør man så, når man står dernede, for man skal jo
løse opgaven, så må man jo tænke kreativt – amerikanere kan man overtale til
næsten hvad som helst, når bare man har et våben, så jeg fik byttet mig fem til
en slangebøsse.
Jeg er helt med på, at man ikke må have slangebøsser herhjemme, så jeg har den ikke med hjem. Men altså sådan en slangebøsse med, og så ned i pistolhylstret der, og så lidt billeder til enheden derhjemme, som tak fordi de glemte at sende våben, som en joke. Og så bagefter overtale de her kære amerikanere om, at i Danmark – det der med pistoler – det er der ikke rigtig nogen grund til, for fjenden er så tæt på, så jeg bruger slangebøsse i stedet for. Der er jo altid sten i nærheden.
Det tog lidt tid, men jeg kom med flyet på vej til Irak. Og det er måske lidt… som eksempel, men tanken er, at jeg skal til Irak, og så skal jeg nok komme derind, for det er jo min opgave. Vi løser opgaven.
Det er nogle af de ting, nogle af de evner, som jeg godt kan
lide ved veteraner og ved at arbejde sammen. Altså når vi møder kl. 7, så møder
vi kl. 7, vi møder ikke 5 minutter over 7, og hvis man ikke kan finde ud af at
møde kl. 7, så kan man møde 5 minutter før, for så er man sikker på, at man er
der til kl. 7.
Det betyder altså noget dette her, for mig i hvert fald, at man arbejder sammen med folk der løser opgaven, og at man kan stole på dem. Man kan stole på personen ved siden af. Det synes jeg er rigtig, rigtig vigtigt.
I Irak var jeg det, der hedder adjudant, for en dansk general. Så når man siger at jeg har været i Irak og været adjudant, på sådan et højt plan – i et politisk hovedkvarter. Så ved jeg ikke hvor mange af jer, der ligesom kan sætte et billede på, hvad har man så laver. Så hedder det jo nok executive assistant, tror jeg nok det hedder.
Det hedder ikke noget dansk, det kan det ikke hedde, det skal hedde et eller andet amerikansk eller engelsk. Men EA tror jeg nok det hedder, i den rigtige verden. Så jeg har været EA i en krigszone i Irak. Og hvad laver sådan en?
Det ved I sikkert selv med alle de der EA-titler, det nu hedder på engelsk.
Det var i hvert fald en spændende tur, og jeg fik lov at arbejde med en masse mennesker – på internationalt niveau, det var ret sjovt.
Så var jeg lidt senere en tur i Afghanistan, det er et “heltebillede” og jeg har ikke spurgt mine kolleger, derfor har de ikke deres ansigter på.
Men der var jeg nede med Jægerkorpset og Frømandskorpset i
noget der hedder Taskforce 7.
Hvor vi kiggede lidt på deres vejsidebomber – og prøvede at analysere lidt på de data der var dernede – og prøve at fortælle dem, hvad er det I “går på” hernede.
I de her områder har vi fundet det og det, og hvad betyder det egentlig for jer, og hvad kan I forvente at finde, i det her område, af bomber.
For mennesker sætter spor, så hvis den samme bombemager er i
det samme område, så vil han, eller hun, sandsynligvis lave den samme slags
bomber, og lægge dem de samme steder. For vi er ikke så gode til at gøre noget
nyt, når vi først vænner os til noget.
Så hvis man fortæller folk, hvad har du lavet i Irak eller Afghanistan
– jeg var sku’ Counter IEA -adviser.
Når man så kommer ud i den rigtige verden, hvad laver sådan en så?
Hvis man går derhen, hvor de har blå briller, så er man efterretningsofficer. Så prøver man at samle efterretninger, så er man sådan halvt spion – men det er man jo ikke. Er man så information manager? Samler information rundt omkring. Jeg var ude at tale med CIA, og alle mulige andre ting og sager dernede.
For at få information om de områder, vi var i dernede. Hvad
kalder man sådan en? Jeg ved det ikke, hvis I har et godt forslag, så vil jeg
gerne høre det, så jeg kan skrive det på CV’et.
Jeg vil bare sige, det var utrolig spændende opgaver. Man får lov at prøv rigtig mange ting i Forsvaret. Noget man kan bruge rigtig meget når man kommer ud. Jeg var så heldig, da jeg sluttede i Forsvaret. Jeg prøvede lidt forskelligt, og landede så her på Materielgården i Hørsholm kommune.
Og det jeg laver her, jeg har små 26 mand her. Vi tager os af de grønne områder – vi har sat flagene op udenfor. Vi sørger for at kommunen er pæn og ordentlig.
Så hvad er det i Forsvaret? Jeg ved ikke om det er er en delingsfører – om det er det jeg laver – eller om jeg er kompagnichef; eller hvad det er? Det er godt arbejde, jeg har nogle gode medarbejdere.
Men hvad er det man laver, og hvordan oversætter man det.
Det er en spændende rejse og det har været sjovt. Og jeg er rigtig glad for at
komme igennem Velkommen Hjem, for at lære nogle af de her ting.
Jeg vil lige som krølle i soldaten sige, noget om det vi møder, når vi kommer ud – os veteraner.
Når man kommer til jobsamtaler, nogle af dem er skrækscenarier, og jeg har været igennem dem alle sammen. Så I kan lige så godt høre nogle af dem – når man sidder foran de her folk som tænker, nu har de fået fat i Rambo, fordi han er soldat, men jeg er hverken Rambo eller civil.
Så er det første de spørger om – hvad tror I det er? Der er
altid to spørgsmål.” (Fra salen) har du skudt nogen? ”Det er spørgsmål nummer
to, men det første spørgsmål er, hvor meget Post Traumatisk Stress har du? Jeg
ved ikke om man må spørge om sygdom, nu er jeg jo ikke personale.… HR hedder
det jo, eller talent acquisition specialist eller et eller andet.
Det første spørgsmål er altså ”hvor meget Post Traumatisk Stress har du,” så er vi ligesom i gang. Og det næste spørgsmål er så ”hvor mange mennesker har du så slået ihjel.” Og til en af de samtaler jeg var til, fik jeg de to spørgsmål lige i rap. Så tænkte jeg, fair nok, det får jeg ikke – det her job. Så jeg sagde til ham der spurgte, ”hvor mange er mange er det 100 eller 200 eller?”, og så blev der sku’ helt stille, og så tænkte jeg, jeg får jo ikke det her job alligevel, så jeg kan lige så godt fortsætte, ”er det sådan en kompetence I efterspørger?” Så blev de helt blege i hovedet. Så sagde jeg ”det er bare en joke,” der blev bare helt stille, og samtalen sluttede lidt hurtigt.
Jeg siger bare, nogle ting – er de fordomme vi bliver mødt af. Et er at vi alle sammen er Rambo, det er vi ikke, vi er helt almindelige menneske. Så når vi har nogle samtaler, så spørg om nogle helt almindelige ting. Vi kan godt svare helt almindeligt.
Nogle gange når vi kommer til samtale, så siger folk, når man søger en lederstilling -nu var du jo et eller andet i Forsvaret, det her er jo, der er… altså… mennesker, det her, det er jo ikke soldater det her. Og hvordan tror I man leder folk i Forsvaret? Hvor mange tror, at man råber og sparker folk og slår folk, op med hånden, nå der er en, der tror det, det var godt. Men det er godt, at det kun er den ene, for det er en fordom, jeg også gerne vil aflive for jer.
Måden vi leder folk, det er altså ved at motivere folk, det er edder-stjerneme svært at få folk til at løbe efter en, når kuglerne flyver om ørene på en, hvis man råber og skriger og behandler folk dårligt. Jeg tror ikke det kan lade sig gøre.
Så det vi gør, det er at motivere folk til at følge os. Og de ting synes jeg, vi skal tage med, når man møder en veteran – møder en officer – møder en befalingsmand, der har været ude – man kan løse opgaven, og man er god til at motivere folk til at være med – det er rigtigt.
Så de der Rambos et eller andet, at de råber ad folk, og
amerikanske krigsfilm gem dem til søndag aften, eller hvornår I nu ser film.
Der hører de til, de hører ikke til i den virkelige verden. Vi er helt normale
mennesker, og vi vil så gerne.
Hvis der ellers er noget særligt, så stil gerne nogle spørgsmål
– og tak fordi at jeg måtte komme.”
Morten Slotved runder af for den officielle del med ordene: ”Tak for det og vel egentlig specielt tak for de personlige historier, det synes jeg er rigtig spændende. Er der nogen der har spørgsmål til dem, så sidder de her endnu, så jeg tror godt at vi kan få dem til at rejse sig op og svare jer, så er den nogen der ønsker at stille nogle spørgsmål?
Ellers kan jeg sige, at der om lidt bliver tændt for grillen herude med nogle pølser, der er stadig kaffe, og der er fadøl derude, så det er bare at gå rundt og hygge jer og fortælle nogle historier.”
Dagen sluttede under hyggelige former, med udveksling af ganske sande historier.
Grethe og Børge Noer fik deres 70 års ægteskab velsignet i Hørsholm Kirke den 3. august.
De har haft det som fast tradition, at få deres ægteskab velsignet i forbindelse med deres store dage, altså søvbryllup, guldbryllup, diamatbryllup og nu ved deres jernbryllup.
Familie og venner var mødt op i stort tal, for at deltage i den store begivenhed.