I Frivilligcenter & Selvhjælp Hørsholm på Rungstedvej mødes en lille gruppe pårørende til mennesker med en senhjerneskade med deres frivillige gruppeleder 1 gang om måneden nu på 11. år.
Senhjerneskade betyder: en hjerneskade der er opstået i det voksne liv, som følge af fx en blodprop, en hjerneblødning eller en hjernetumor.
At være pårørende til en person der ændrer sig drastisk efter sygdom kan være særdeles belastende. Hverdagen ændrer sig fuldstændig, fordi den person man hidtil kendte og var fortrolig med pludselig er en hel anden person, som har mistet de kompetencer de før var kendt med. Svækkelserne kan være både fysiske og psykiske og de kognitive egenskaber være væsentligt reduceret.
Nogle mennesker med en senhjerneskade er efterfølgende ude af stand til at være i eget hjem og må anbringes på plejehjem. Andre kommer tilbage til hjemmet, men er ikke mere i stand til at være aktivt med i det daglige liv. Mange mister arbejdsevnen og kan heller ikke klare de personlige fornødenheder uden hjælp, da både bevægelighed, tale og forståelse kan være nedsat.
Hvad opnår deltagerne i gruppen?
Uanset om de mennesker med den erhvervede hjerneskade kommer hjem eller på plejehjem er de pårørende også kommet i en livsomvæltende situation, og når gruppen mødes, er der ingen tvivl om at de kender de dilemmaer der opstår og de belastninger der følger med. De støtter og opmuntrer hinanden, giver råd, lytter og nikker genkendende til diverse praktiske og psykologiske problemstillinger.
Gruppedeltagerne siger: ”Man ved jo, hvad hinanden gennemgår, fordi man selv har prøvet det, og vi græder og griner sammen, fordi følelserne ofte sidder uden på tøjet når man finder ud af, at den person man var så fortrolig med aldrig mere, bliver den samme. Gruppen gør at man føler sig tryg og forstået og det er et dejligt pusterum i hverdagen, siger frivillig gruppeleder Else Marie Johnsen. Flere af deltagerne har været med i alle årene.
Gruppens 10-års jubilæum
I juni måned holdes der et lille forsinket 10-års jubilæum med lidt forkælelse til deltagerne og deres gruppeleder.
Fremtid
Efter sommerferien kan der skaffes plads i gruppen til 1 eller 2 nye pårørende til mennesker med en senhjerneskade.
Interesserede pårørende kan henvende sig til Frivilligcenter og Selvhjælp Hørsholm på Rungstedvej 1C, 1. sal, 2970 Hørsholm enten personligt, via mail koordinator@frivillighorsholm.dk eller tlf. /4029 0590/2926 2040.
Inden start i gruppen får de tilbudt en personlig og afklarende samtale.