Kategori: Historie

Af Susan Johnsen – Julebord i 1800-tallet. Dahlerup og Kramer Petersen.

Al den gode og fede mad fra vinterslagtningen har gennem tiderne været festmaden i Julen. Det bedste af det bedste skulle bruges til at fejre julen, og så gemte man resten til den lange vinter.

Slagtningen begyndte i november, og endnu i 1800-tallet mente man, det skulle ske, når månen var ny og tiltagende, for hvis man gjorde det, når den var aftagende, så troede man, at kødet ville skrumpe ind under kogningen eller under saltningen i salttønden. Det var formentlig en tro, der var holdt i ave i århundreder fra ældre hedenske tider, hvor netop månen blev tilskrevet stor betydning for årstidernes skiften, forårets genkomst og frugtbarhed generelt.

Selvom slagtningen også foregik langt ind i december, så var det november måned, der blev kaldt ”slagtemåned”. Alt på dyrene skulle bruges, og alt ikke fordøjet mad i dyrenes maver skulle renses ud, så man kunne bruge tarmene og maverne til pølseskind til de mange kødpølser og blodpølser, der skulle laves.

Slagtningen af selve julegrisen udsatte man til allersidst, den var og blev juleaftens festmad, og meget tyder på, at den allerede i hedensk tid blev betragtet som julens festmad. Grisehovedet var eftertragtet som skueret pyntet med laurbær og rosmarin og blev sat på bordet, inden julemaden kom på bordet. Grisens fremtrædende rolle som slagtedyr til jul hænger formodentlig sammen med, at netop grisene ikke var kuldskære og derfor kunne tåle at gå ude og spise sig fede hele efteråret indtil vinterslagtningen.

Man lod sig ikke nøjes med skinken juleaften, men spiste både medisterpølse og blodpølse også. I dag spiser man i mange danske hjem stadig flæskesteg som hovedret juleaften, selvom også traditionen med and, gås eller kalkun har fået stor udbredelse. Det er juleretter, som det etablerede borgerskab i byerne i 1800-tallet havde gjort til symbol for det gode borgerskab, sammen med juletræet og den dengang dyre risengrød – som vel nok de allerfleste i dag har taget til sig som en helt fast juletradition.

Af Tim Grønnegaard – Foto: Lerkarrene fra den sidste brænding, der kun har været til én husstands forbrug, er af uvis årsag efterladt på bunden af afkølingsgruben.

Til en god julefrokost og juleaften hører rigelige mængder god mad, der kræver omfattende planlægning og indkøb. Vi har dog supermarkederne, hvor alt det grove er gjort for os, og gryderne og panderne står klar i køkkenskabene. I jernalderen, omkring tidspunktet for jesusbarnets fødsel, var selv fremstillingen af køkkentøjet husstandens egen opgave, og det gik ikke altid efter planen. Det viser Museum Nordsjællands udgravninger ved Vassingerød.

På denne egn er der på bunden af istidens gletsjersøer aflejret førsteklasses potteler, der nu står som kuplede issøbakker. Til disse attraktive steder er mennesket gennem 4-500 år vendt tilbage igen og igen for at grave råstoffer til deres kogekar.

Udgravningerne afslørede, at også brændingen af lerkarrene fandt sted on location. Det viste sig først og fremmest ved, at affaldet fra de mislykkede brændinger, hvor lerkarrene havde fået for kraftig varme og var blevet helt deformeret og sintret, var endt som opfyld i råstofgruberne. Den rygende pistol lå imidlertid ved siden af, hvor man havde sat tre nybrændte kogekar med bunden i vejret til afkøling i en grube. Selve brændingsstedet lå 10 meter derfra og afslørede sig ved et rødbrændt parti af undergrunden, hvor man havde brændt lerkarrene i et åbent bål (en mile) ligesom en senere tids jydepottekoner. Her giver det gamle ordsprog ”Man må yde, før man kan nyde” udpræget mening, eller som de siger på svensk: ”Dagens id, kvällens frid”.

Af Ida Rosenstand Klahn – Foto: Kane foran det juleudsmykkede Hørsholm Egns Museum.

Hvid jul og stabilt snevejr var tidligere almindeligt i Danmark, og ved hoffet var kaneture længe en fast del af programmet i de lange vintre. Så snart lejligheden bød sig, kom kaneturene i gang, og ofte gik de fra København ud til slottene i Nordsjælland.

Under kongeparret Christian 7. og dronning Caroline Mathilde fik kaneturene en fremtrædende placering efter brylluppet i 1766. Niels Friis beskriver i ”Jul i Nordsjælland” fra 1963, hvordan turene blev udført med stor prægtighed. Først blev invitationer til turene sendt ud, hvorefter den kongelige stald fik besked om antallet af kaner og hestespand, der skulle bruges. Hofregimenternes musikkorps eller trompeterkorps blev beordret til tjeneste ved turen – de skulle akkompagnere følget til hest. Nogle gange var der helt op til 40 kaner med på en tur, så det har været et prægtigt skue. Ofte kørte følget ud til et af de nordsjællandske slotte, hvor der ventede middagstaffel. Når kaneturene fandt sted om aftenen i forbindelse med et aftentaffel eller en teaterforestilling i byen, blev følget oplyst af fakler, hvilket dannede et malerisk billede.

Når dronning Caroline Mathilde ikke var med på turen, herskede der en vis spænding om, hvem der skulle være kongens ledsager. Det hedder sig, at den sindssyge Christian 7. ved en lejlighed fik dronningens overhofmesterinde Fru Plessen som ledsager, hvilket ikke just vakte hans begejstring. Det lykkedes ham ved udstigningen at få Fru Plessen vippet over i en stor dynge sne for derefter at være meget nølende med at hjælpe hende op igen, hvilket gjorde, at hun drivvåd måtte tage hjem og droppe middagstaflet!

Selvom hoffets kaneture blev afholdt siden, så er de først og fremmest forbundet med forlystelsestrangen ved Christian 7.s og Caroline Mathildes hof, hvorfor mindet om kaneturene især er knyttet til deres navne og tid.

Af Mette Kjelstrup – Foto: Del af fint udsmykket lerblok, der er fundet ved Vassingerød. Stykket måler 5×6 cm.

Vinteren kan være en rigtig kold tid, og så er det rart, at sengen er forvarmet, inden man skal sove. Op gennem historisk tid har man kendt til varmebækkener, varme sten eller andre varmekilder, der skulle hjælpe til med at holde kulden på afstand.

Hvis vi bevæger os længere tilbage i tiden, nærmere bestemt til den førromerske jernalder (fra 500 f.Kr. til år 0), så er vores viden om datidens sengevarmere meget begrænset. De arkæologiske kilder tillader heldigvis en vis grad af gætteri, når vi støder på fund, som ikke umiddelbart kan forklares. De såkaldte ”lerblokke” er netop en sådan type fund, som vi ikke kan forklare. Blokkene er lavet af brændt ler, og er for det meste lidt større end en moderne mursten. De kan være dekoreret med geometriske mønstre, eller de kan være helt uden udsmykning.

Lerblokken på billedet er fundet ved Vassingerød for nogle år siden, og er et af de flotteste eksemplarer i Museum Nordsjællands samling, som rummer 40-50 lignende fund. Under de arkæologiske udgravninger findes lerblokkene mellem husholdningsaffaldet i de gruber, som vi ofte finder på bopladserne. Vi regner derfor med, at de har været en del af dagligdagens brugsgenstande, som for eksempel lerkar jo også har været. Men den præcise funktion fortaber sig i fortidens tåger. Skulle man vove et gæt, kunne de jo godt have været brugt som varmedunke, der blev varmet op ved det åbne ildsted i huset, og herefter lagt mellem skindene, inden man gik i seng. Andre tolkninger kunne være, at de har været brugt ved ildstedet, for eksempel til at støtte potter og pander under madlavningen, eller måske som en dekorativ afgrænsning af ildstedet.

Måske har lerblokkene varetaget alle de tre funktioner: Varmebækken, støtte og afgrænsning? Det kan i hvert fald ikke udelukkes, at de har været gode at varme sig på i vinterkulden.

Af Liv Thøger-Aldahl – Billede: ”Den danske hest fra Det Kgl. Frederiksborgske Stutteri”, 1609. I baggrunden ses Øresund fra Skånesiden med Helsingborg, mens Kronborg skimtes i det fjerne.

Kongernes jul i Nordsjælland var afhængig af datidens heste, når herskaberne red på julevisit ad Kongevejen til hest eller i vogn, men også når de red på jagt i de kongelige skove. Det siges, at kongerne holdt meget af heste, der var flotte og ens i deres udtryk, så hestespandet for eksempel matchede, når de trak en hestevogn. Dengang var det særlig fornemt at have magt over naturens skønhed og symmetri, hvilket gjaldt både heste og natur.

Disse skønhedsidealer gjorde Frederiksborghesten, også kaldet ”Den danske hest”, meget populær, og kongerne fik den avlet i Nordsjælland på Esrum Kloster og Møllegård tæt på Parforcejagtlandskabet i Gribskov og Store Dyrehave ved Hillerød. Denne race var de danske kongers stolthed, og den har derfor sat sit historiske aftryk i Kongernes Nordsjælland og især i UNESCO verdensarven Parforcejagtlandskabet, hvor der var brug for stærke og hurtige heste.

Parforcejagten varede dog ikke helt til jul, men sluttede sidst på efteråret. Herefter gik man på bl.a. på klapjagt efter harer, ræve og vildsvin.  

Egnsmuseet i Hørsholm – Foto: Peter Brandi©

Igen i år bringer vi Museum Nordsjællands julekalender, hvor hver låge rummer en lille historie fra ”gamle dage”, som har med vinter eller jul at gøre.

Den første låge åbnes i morgen, hvor Liv Thøger-Aldahl fortæller om julen i 1600 tallet og om Kongernes heste og jagtlandskab.

God fornøjelse med de 24 historier.

Peter Brandi
Redaktør

16. november fortæller museumsinspektør Jon Voss om parforcejagten og dens historie.

Af Peter Brandi – Foto: Planlagte jagtveje i Gribskov 1685

Hør om det fantastiske parforcejagtlandskab i Nordsjælland, der for få år siden blev optaget på UNESCO’s verdenskulturarvsliste. Fra 1670 og fremefter skabte den jagtglade kong Christian V et helt særligt jagtlandskab i Nordsjælland, hvor kongerne i over 100 år dyrkede den spektakulære og voldsomme parforcejagt, der var som skabt til at understøtte fortællingen om de almægtige enevoldskonger og deres gudgivne magt over mennesker, dyr og landskab.

Kom med på en rejse tilbage i tiden, når Hørsholm Bibliotek i samarbejde med Museum Nordsjælland inviterer til en lokalhistorisk foredragsrække tilrettelagt og præsenteret af museets eksperter. I denne sæson kan du blive klogere på opdragelsen af Frederik d. 6., arkæologiske udgravninger i Helsingør og parforcejagtlandskabet i Nordsjælland.

Praktisk

Tid: onsdag d. 16. november, kl. 17-18.

Billetter er gratis og kan bestilles på Hørsholm Biblioteks hjemmeside.

Den 28. april 2022 er det 250 år siden, at J. F. Struensee blev henrettet. Han mistede livet efter, at han som kongens livlæge snuppede magten fra den psykisk ustabile Christian 7, lynreformerede det danske samfund efter oplysningstidens idealer, og blev den unge dronning Caroline Mathildes elsker.

Tegneserietegner Karoline Stjernfelt og billedkunstner Morten Modin har begge inden for de seneste år kastet sig over denne dramatiske del af danmarkshistorien. Deres værker provokerer og inspirerer til samtaler om de dilemmaer og udfordringer, som mennesket har tumlet med, så langt vi kan se tilbage i historien:  Temaer som magt, frihed, køn, identitet, sex og kærlighed.

Hørsholm Egns Museum er nabo til Hørsholm Slotshave, hvor de dramatiske begivenheder udspandt sig på det nu forsvundne Hirschholm Slot. Derfor har Museum Nordsjælland inviteret de to kunstnere til at udstille på Hørsholm Egns Museum, hvor deres værker går i dialog med museets kulturhistoriske genstande og permanente udstilling om Struensee og slottet.

Billedkunstner Morten Modin: ”De uønskede”
I løbet af sin korte regeringsperiode gennemførte Struensee over to tusind reformer inspireret af 1700-tallet nye strømninger: oplysningsfilosofien. Blandt andet indførte Struensee trykkefrihed ved lov i Danmark, som det første land i verden. Samtidig indledte han et risikabelt forhold til den unge dronning Caroline Mathilde. Det endte fatalt: Caroline Mathilde blev sendt i eksil i Celle i Tyskland. Struensee blev brutalt henrettet på Øster Fælled i København den 28. april 1772.

Så vidt vides, findes der ingen buster hverken af Struensee eller dronning Caroline Mathilde – før nu. Inspireret af tegninger og samtidige malerier, har billedkunstner Morten Modin skabt 3D-printede farvestrålende portrætter af de to hovedpersoner. Værkerne er oprindeligt skabt til Kunsthallen Kongegaarden. ”De Uønskede” vil være udstillet på Hørsholm Egns Museum indtil november 2022.

Titlen ”De Uønskede” refererer også til den aktuelle diskussion om historiske skulpturer og monumenters rolle og brug. Ved at skabe buster af de to historiske, dengang uønskede magthavere, har Morten Modin vendt perspektivet på hovedet.

Tegneserietegner Karoline Stjernfelt: ”Keep me innocent”
Udstilling af den prisbelønnede tegner Karoline Stjernfelts arbejder til tegneserietrilogien ”I morgen bliver bedre”.

“Keep me innocent, make others great”. De ord ridsede dronning Caroline Mathilde ind i en rude på Hirschholm Slot. Ruden eksisterer stadig og kan ses i Hørsholm Egns Museums permanente udstilling.

Citatet er paradoksalt i lyset af de historiske begivenheder og den unge dronnings affære med Struensee. Det inviterer til spørgsmålet: Hvordan skal vi forstå Caroline Mathildes handlinger, hvori bestod hendes magt, og hvordan brugte hun den?

Det giver Karoline Stjernfelt sin udlægning af i udstillingen, hvor hun også indvier os i sine tanker og sin omfattende historiske research og ikke mindst sin skrive- og tegneproces i de to første bind af sin tegneserie-trilogi om den skandaløse affære. Tredje bind i serien udkommer i 2023. Udstillingen varer indtil november 2023.

Hvorfor på Hørsholm Egns Museum
Hørsholm Egns Museum ligger, som bekendt, tæt Hørsholm Slotshave og dermed tæt på det sted, hvor de dramatiske begivenheder fandt sted i slutningen af 1700-tallet: Ved det nu forsvundne Hirschholm Slot. Stjernfelts og Modins værker går i dialog med museets kulturhistoriske genstande og den permanente udstilling om Struensee og Hirschholm Slot.

På vej hen mod ”Oplysningstidsmuseet”
Denne særudstilling falder godt i tråd med Museum Nordsjællands planer om at etablere et ”Oplysningstidsmuseum” i Hørsholm.