Af Ole Lass Jensen, museumsdirektør, Museum Nordsjælland
Forsamlingsforbuddet, der skal bremse spredningen af coronavirus, betyder, at mange arrangementer må aflyses. Det gælder også Museum Nordsjællands julemarkeder på Nakkehoved Fyr, Hillerød Bymuseum og Hørsholm Egnsmuseum, som desværre ikke kan gennemføres i år.
Men lidt museums-juleri skal der nu alligevel være. Derfor tæller Museum Nordsjælland ned til julen med en kulturhistorisk julekalender. Hver dag i december frem til juleaften kan man læse en sjov, spændende eller fremmedartet historie på museets hjemmeside, museumns.dk, eller på museets Facebook.
Historierne kommer godt rundt i Nordsjælland med fokus på museets tre hjemkommuner, Gribskov, Hillerød og Hørsholm, som i fællesskab driver museet. Bag lågerne gemmer der sig sjove eller eksotiske genstande, som er udgangspunktet for en lille historie. Det gælder for eksempel en 11.000 år gammel harpun, en gammel blokfløjte, der endte i ”Svenskegraven”, og en kanon, der blev betjent af husets nisser, som holdt til på loftet. Der er fortællinger om det gamle Hillerød, Hirschholm Slot og tuskhandel i Gilleleje. Der er selvfølgelig også historier om juletraditioner og julemad, der på de nordsjællandske gårde kunne bestå af ny kogt grisehoved med hjemmelavet sennep.
Museum Nordsjælland ønsker læserne god fornøjelse – og rigtig glædelig jul!
Museumsforeningen for Hørsholm og Omegen vil på baggrund af Corona-krisen udsætte generalforsamlingen, der skulle have været afholdt den 19. maj.
“På nuværende tidspunkt kan vi desværre ikke komme med en ny dato for generalforsamlingen” udtaler formanden for Museumsforeningen for Hørsholm og Omegn Peter Brandi.
Bestyrelsen vil varetage sine opgaver, indtil generalforsamlingen kan afholdes.
Af Jakob S. Andersen, Museum Nordsjælland – Bronzeøkse fra Gl. Holte – Foto: Nationalmuseet.
Markarbejdet
er i fuld gang i en eng nær Gl. Holte, da ploven pludseligt går lidt dybere end
normalt. Frem af jorden kommer en godt 20 cm lang økse af bronze, der er smukt
ornamenteret med geometriske mønstre – et levn fra en fjern fortid ser igen
dagens lys.
Hvem der
fandt øksen, og hvilke tanker han eller hun gjorde sig, vides ikke, blot at
fundet blev indleveret til Nationalmuseet i 1858. Selve øksen rummer en
spændende historie om bronzealderens rigdomme og vidtstrakte kontakter. Der er
nemlig tale om en af de ældste bronzeøkser i Danmark, fra tiden da
bronzealderen lige havde taget sin begyndelse for omkring 3.800 år siden.
Tegning af bronzeøksen fra Gl. Holte. Øksen er set fra to sider. Fra Aner og Kersten 1973.
Øksen er
støbt i massiv bronze, og både formen og den præcist udførte ornamentik er
kendetegnende for en håndfuld eksklusive økser, der benævnes Fårdrup økser. Mængden
af bronze, der gik til fremstilling af en Fårdrup økse, udgjorde en betydelig
værdi – der ikke kan omregnes til kroner og øre. Men sjældenheden viser, at
Fårdrup økser havde en stor social værdi. Økserne var et symbol, og blev aldrig
benyttet som arbejdsredskaber. De symboliserede magt og evnen til at skaffe
store mængder bronze (kobber og tin) hertil fra fjerne dele af Europa. Nye
naturvidenskabelige analyser viser, at metallet, der blev brugt til at støbe
øksen fra Gl. Holte, kommer fra en af Europas største kobberminer i
bronzealderen; Great Orme i det nordlige Wales.
Af Ida Rosenstand Klahn – Foto: Dr. Funch i sin automobil, foto ca. 1919, Hørsholm Lokalhistoriske Arkiv.
Her følger
en lille historie om Frederik Funch, der gennem sit virke som praktiserende
læge satte sit præg på Hørsholm. Da Frederik Funch i 1897 slog sig ned i
Hørsholm, var der i forvejen to ældre læger i byen: dr. Lindegaard, som var
distriktslæge og sygehuslæge ved Usserød Sygehus, og dr. Scheuermann.
Dagene forløb
således, at han om formiddagene tog på sygebesøg, og efter frokost havde han
konsultation. Distriktet var stort med Karlebo, Lønholt, Niverød, Vedbæk,
Sandbjerg og Høsterkøb som de yderste områder. Der var også tit nattebesøg, og
hvis han engang imellem skulle holde fri, måtte han først på forhånd lave en
aftale med en kollega, som kunne passe vagten.
Læge Frederik Funch, foto u.å., Hørsholm Lokalhistoriske Arkiv.
I de
første år passede han sin praksis til fods eller på cykel. De lidt længere
sygebesøg foregik dog med vogn, som enten blev kørt af en vognmand eller
bønderne, som havde pligt til at køre efter lægen, hvis det var nødvendigt. Da
der ikke var telefon, var besøgene ikke så hyppige, men det kunne godt ske, at
der holdt en ny vogn og ventede, når han kom hjem fra et sygebesøg, og så blev
det en lang dag!
Omkring
århundredeskiftet var taksten for en konsultation 2 kr. mens et sygebesøg
kostede fra 3 til 10 kroner. Dengang var lægen ofte huslæge for et fast årligt
honorar, og cykelfabrikant Jeppesen fra Rungsted betalte sit honorar i form af
en ny cykel til lægen hvert år. Efter nogle år blev cyklen dog erstattet af en
motorcykel, men i 1910’erne anskaffede Funch sig en lille bil. Det var en lille
åben Stellite med gummitudehorn og acetylenlygter.
Ud over at
passe sin praksis så assisterede Frederik Funch ved operationer på Usserød
Sygehus, hvor sygehuslægen var enelæge. Allerede i 1897 begyndte han at
assistere et par gange om måneden ved forskellige operationer som eksempelvis
amputationer, luftrørsnit, brokoperationer og trepanationer – det vil sige
indgreb i kraniet. I 1917 var antallet af assistancer helt oppe på 96. Da
patienttallet fortsat var stigende, besluttede amtsrådet i 1927 at ansætte en
reservelæge, og herefter ophørte han med at assistere på sygehuset.
Af Søren Frandsen – Foto: Carl Lendorfs sommerhus på nuværende Carl Lendorfsvej 5 set fra nord engang i 1890´erne. Gribskov Arkiv.
Staten satte i 1881 strandbakkerne øst for Gilleleje til salg. De blev købt af Interessentskabet Fabers Minde bestående af 28 beboere, der ville sikre sig, at de uofficielle rettigheder, de havde på arealet, blev respekteret af kommende private ejere.
Allerede i 1883 skrev Fabers Minde slutseddel på salg af
strandbakkerne med arkitekt Carl Lendorf og dennes bror proprietær Alfred
Lendorf fra København. En række juridiske problemer måtte imidlertid først
ryddes af vejen, før handelen kunne gennemføres. Forløbet afspejlede kulturelle
forskelle mellem den lokale befolkning og borgerskabet i København. I 1885
byggede Carl Lendorf Gillelejes første sommerhus på den nuværende adresse Carl
Lendorfs Vej 5. Fra dette tidspunkt og frem til 1917 udstykkede Lendorf en
række grunde på strandbakkerne.
Fyrstien med strandbakkerne set fra øst med Gilleleje i baggrunden. Stien er indhegnet med pigtråd, så kun dem, der havde særaftale med Carl Lendorf, kunne færdes på selve bakkearealet. Postkort ca. 1915. Gribskov Arkiv.
Efter 1900 blev Gilleleje oversvømmet af feriegæster, som ikke
altid respekterede den private ejendomsret. Carl Lendorf opsatte
pigtrådsafspærringer på strandbakkerne. Det blev mere og mere klart, at arealet
måtte sikres til offentligt brug. Et lokalt initiativ blev iværksat for at
opkøbe så stor en del af bakkerne som muligt. Det medførte stiftelsen af
Selskabet Gilleleje Strandbakker den 2. marts 1918. Siden er opkøbt arealer
under mottoet ”Køb stranden Fri”. Selskabet blev stiftet i en tid, hvor det var
ganske uhørt, at private tog et sådant initiativ. Midlerne til købene er gennem
årene skaffet ved afholdelsen af bakkefesterne, der stadig er livsnerven i
arbejdet for at vedligeholde de opkøbte arealer.
Af Hans Jørgen Winther Jensen – En farvelagt tegning fra Hørsholm afdelingen af Landsforeningen til Arbejdsløshedens Bekæmpelse. 1943.
Landsforeningen startede i 1939, Hørsholm afdelingen i 1940. Den lokale
afdeling havde mange aktiviteter. Den indsamlede madaffald, som solgtes til
landmændene. Den vigtigste aktivitet, hvad angår antallet af beskæftigede og
lønudbetaling, var en systue og byttecentral for tøj. Tegningen er en satirisk
kommentar til denne byttecentral.
Luftfoto af Hørsholm Skole. Til højre for skolen ses villaen Transvaal, hvor Landsforeningen til Arbejdsløshedens Bekæmpelse havde til huse. Fotografiet er taget mellem 1920 og 1950.
Men hvem gemmer sig bag signaturen ”Mulli”. Vi har spurgt kendere af
dansk satiretegning, men uden resultat. Måske er det en lokal tegner?
Af Mette Kjelstrup og Esben Aarsleff – Dronefoto af udgravningen. Det mørke lag med folk i arbejdstøj er affaldslaget
Ved Favrholm syd for Hillerød er et lille hold af Museum Nordsjællands
arkæologer i øjeblikket i gang med en udgravning. På en lille bakketop ligger
et lille tidligere vådområde, og her har de fortidige beboere smidt en masse
affald fra deres boplads. Affaldslaget indeholder store mængder flintaffald,
herunder kasserede flintredskaber som skrabere, knive og pilespidser. Derudover
er der mange sirligt ornamenterede potteskår og en lille smule brændte
dyreknogler. Keramikken og flinten daterer laget til bondestenalderen, nærmere
bestemt til tiden mellem 3500 og 3100 f.Kr.
Det op til 5500 år gamle affald indeholder masser af informationer om de
mennesker, der har boet her. På potteskårene kan vi finde rester af den mad, de
har spist, og ved at analysere redskaberne kan vi se, hvilke materialer de har
bearbejdet.
Sirligt ornamenterede potteskår fra udgravningen.
For at komme nærmere en forståelse af, hvor mange bopladser der egentligt
lå i Hillerød Syd på samme tid, er det vigtigt at få så meget keramik med hjem
som muligt. Stilarterne på keramikken skiftede nemlig ofte i løbet af
bondestenalderen, og med et stort udvalg af forskellige kar og skåle fra hver
boplads kan vi sammenligne materialet, og undersøge om bopladserne var samtidige
eller ej.
Affaldet er simpelthen en vigtig brik til at forstå denne periode af
forhistorien, hvor bondekulturen for alvor havde erstattet den tidligere
jægerkultur. Ud fra denne og andre nærliggende bopladser kan vi allerede nu se,
at denne del af Nordsjælland var tæt beboet for 5500 år siden.
Af Pernille Pantmann – Foto: Træpælene, der stikker op ved siden af den brolagte vej, er de sidste rester af den første vej på stedet. Den brolagte vej er den yngste og stammer fra den tidligste del af jernalderen.
I denne tid,
hvor forårssolen kalder, og man samtidig bør holde sig fra større
folkeforsamlinger, så er den gamle Ellemosevej (eller Tibirkevejen, som den
også hedder) særligt tillokkende. Ude i Holløse bredning, i det lave område,
finder man pludselig den fineste brolagte vej og en trædestensrække. Det er på
denne tid af året, at stenene er mest synlige, for senere gror de til i lysesiv
og græsser. Men hvorfor ligger disse veje her, og hvor gamle er de?
Under krigen
blev der gravet tørv netop her, og ved den lejlighed stødte man på ikke bare ét,
men hele tre vejforløb. En vej af træ, en stenbrolagt vej og en trædestensvej.
Trævejen er kulstof 14-dateret til midten af bondestenalderen, omkring 2500
f.Kr. og lå delvis parallelt med og delvis under den senere, brolagte vej.
Denne vej kan ikke længere ses i landskabet.
Den brolagte
vej er kulstof 14-dateret på træet, der var brugt som fundament. Det placerer
vejen et par århundreder før Kristi fødsel, altså i førromersk jernalder. Vejen
er tre meter bred og brolagt med marksten, som på hver side er indrammet af en
række lidt større kantsten.
Ca. 10 meter
fra den brolagte vej ligger et parallelt forløb af trædesten over en strækning
på 70 meter, hvorefter strækningen fortsættes af bunker af mindre sten med ca. fem
meters mellemrum. Formentlig har stenbunkerne været forbundet af planker. Denne
trædestensvej er ligeledes dateret til førromersk jernalder.
Placeringen
af vejene netop her giver god mening, da de er anlagt på mosens smalleste sted.
Vejene vidner om vigtigheden af at man kunne færdes på tværs af mosen, i stedet
for at man skulle hele vejen uden om. Vi ved desværre ikke meget om, hvad vejene
har forbundet. Men sikkert er det, at vejene ved deres synlige tilstedeværelse
forbinder os med fortiden.
Af lokalhistoriker Lisbet Hein – Det første Kokkedal Slot, her i 1750’erne (Museum Nordsjælland)
Det første Kokkedal
Indtil 1745 var Kokkedal navnet på en fæstegård under krongodset Hørsholm. Det år overdrog kongehuset gården til en embedsmand ved hoffet, Grev August v. Berckenthin, som ønskede at bygge en sommerbolig på stedet. Berckenthin fik opført det, han kaldte sit ”Landhaus Cockedahl”, og der blev anlagt et fornemt haveanlæg, hvis alleer førte ned mod landsbyen Vallerød mod syd. De følgende ejere af Kokkedal var som Berckenthin af adelig herkomst, og havde som han kontakter til Kongehuset.
Kokkedal i 1800-tallet
Den ”nye” Kokkedal Slot efter ombygningen, 1865 (Museum Nordsjælland)
Men tiderne vendte: Kongehuset opgav Hirschholm Slot, og i begyndelsen af
1800-tallet blev Danmark involveret i krigen mellem de europæiske stormagter og
landet kom i økonomisk krise. Kokkedal skiftede ejer adskillige gange – nu var
køberne handelsmænd, der søgte at sikre deres formue mod den faldende
pengeværdi. Da samfundet begyndte at stabilisere sig igen, var adelens storhedstid
forbi – og det var gennem 1800-tallet velstående handels- og erhvervsfolk, der
formåede at erhverve et landsted som Kokkedal. Flere af Kokkedals ejere havde
opbygget deres formue gennem udenrigshandel, f.eks. konsul Block, der købte
Kokkedal, da han i 1864 vendte hjem fra Hong Kong hvor han havde tjent en stor
formue. Block lod Berckenthins Kokkedal ombygge, så resultatet blev den
nuværende hovedbygning, hvor kun kælderen er bevaret fra det første Kokkedal.
De sidste private ejere
Luftfoto af Kokkedal Slot og avlsbygningerne, ca. 1950 (Lokalarkivet i Hørsholm)
I 1900-tallet var det fortsat fra samfundets top, at Kokkedals ejere kom,
som f.eks. en af Ø.K.’s stiftere, admiral Richelieu. Den sidste privatmand i
ejerrækken (1940 – 63) var grosserer P. M. Daell, en af de to brødre, der havde
opbygget det dengang så succesrige Daells Varehus. Kokkedals ejere fik stor
indflydelse på egnen, både (lokal)politisk og som arbejdsgivere for de mange
mennesker, der var beskæftiget ved Kokkedals landbrug, i have og park samt som
tjenestefolk i hovedbygningen.
Hørsholm Kommune køber Kokkedal i 1963
Da P. M. Daell omkring 1960 besluttede at sælge Kokkedal og de betydelige
arealer, der hørte til, meldte Hørsholm Kommune sig straks som køber. Kommunen
havde fra tiden efter 1. Verdenskrig konsekvent opkøbt de større arealer, der
måtte blive udbudt til salg. Som ejer af arealerne kunne man i høj grad styre
tempoet for kommunens udbygning – og til en vis grad også befolkningssammensætningen.
De store jordreserver gav samtidig kommunen en økonomisk soliditet, der
øgede modstandsstyrken i økonomiske nedgangstider.
I forbindelse med købet blev der indgået en aftale om, at højst 1/3 af
Kokkedals jorder måtte bebygges, og at almenheden skulle have adgang til området
omkring hovedbygningen. Fortolkningen af denne aftale har siden været genstand
for en til tider meget skarp politisk debat, der har gjort det vanskeligt at
sikre slottets fremtid.
Kvalerne med slottet
Kommunen købte Kokkedal i 1963 for at sikre sig rådighed over jorderne. Slottet
havde man ikke formuleret planer for. Det blev hurtigt en varm kartoffel i den
lokalpolitiske debat. Slottet skulle gerne sikres for eftertiden og være til
glæde og gavn for lokalsamfundet. Men hvad skulle det bruges til og hvem skulle
vedligeholde og drive det? Imens man diskuterede, forfaldt bygningen mere og mere.
Den ene plan efter den anden led skibbrud, og det så sort ud på et tidspunkt
lige efter årtusindskiftet, hvor slottet var så medtaget, at det var svært at
tro, at det havde en fremtid.
Men for knap 10 år siden lykkedes det alligevel en gruppe investorer at få slottet
renoveret og indrettet til restaurations-, konference- og hotelvirksomhed. Driften
er dog ikke uden problemer, og i oktober 2019 blev Kokkedal Slot sat til salg
for 150 millioner kroner.
Blev ”Museumsforeningen for Hørsholm og Omegn” til overs, da Hørsholm Egnsmuseum blev en del af Museum Nordsjælland?
Det spørgsmål har vi rettet til Peter Brandi der er formand
for Museumsforeningen for Hørsholm og Omegn, og som samtidig er næstformand i
Museum Nordsjællands bestyrelse.
”Faktisk forholder det sig sådan, at bestyrelserne for
Egnsmuseet og Museumsforeningen, sammen med museumsforeningerne i Hillerød og
Gribskov, var den drivende kraft bag etableringen af Museum Nordsjælland. ”
”Det skete på baggrund af et krav fra Kulturstyrelsen, om at
der kun måtte være et arkæologisk museum i Nordsjælland. Det stillede de 3
museer i Hørsholm, Hillerød og Gribskov i et dilemma. Uden de arkæologiske
afdelinger var museerne, hver for sig, for små til at fortsætte som
statsanerkendte museer. Så museumsforeningerne og museerne i de 3 kommuner,
besluttede sig for at gå sammen om et stort museum, under devisen ’mere museum
for de samme penge’. Hvilket naturligvis skete i forståelse med de 3 kommuner,
der fortsat er hjemkommuner for Museet.”
”Det medførte selvfølgelig, at Museumsforeningen for
Hørsholm og Omegn, ligesom de øvrige museumsforeninger, fik nye udfordringer.”
”Nu er opgaven blevet, at vi skal arbejde for, at Hørsholm
og Omegn får sin andel af opmærksomhed i det nye store museum.”
”Derfor har vi som forening endnu mere brug for støtte fra
borgerne i Hørsholm, så vi kan fastholde og udbygge både forskning og
formidling af Hørsholms historie og dens betydning for hele landet.”
”Som en del af dette arbejde, er vi pt. ved at få ombygget
udstillingen i Hørsholm, så den får et nyt udtryk, der viser vej hen mod det
nye ”Oplysningstidsmuseum”, som Museum Nordsjælland arbejder hårdt for at få
etableret i den gamle lade i det tidligere Jagt- og Skovbrugsmuseum.”
Til slut siger Peter Brandi, ”vi har faktisk fået meget mere
museum for pengene, og vi er meget tilfredse med den indsats, som medarbejderne
og ledelsen af Museum Nordsjælland yder for museet i sin helhed, og planerne
for Hørsholm i særdeleshed.”
Konklusionen må være, at der fortsat er god brug for
Museumsforeningen for Hørsholm og Omegn.
Af Lisbet Hein – Viggo Fremmich i pølsevognen på Ridebanen, 1950’erne – Foto: Hørsholm Lokalarkiv (arkiv.dk)
Pølsevognene kom frem i Danmark 1920’erne og havde deres storhedstid i 1950’erne, hvor en pølse ved en pølsevogn var danskernes foretrukne fast food.
I dag er pølsen hårdt
trængt i konkurrencen fra et væld af andre tilbud om hurtig mad, selv om
pølsevognen i Gågaden i Hørsholm stadig er en fast del af bybilledet.
Viggo Fremmichs pølsevogn, ca. 1960 – Foto: Hørsholm Lokalarkiv (arkiv.dk)
Her er et par billeder
fra 1950’erne og 60’erne af Viggo Fremmich (”onkel Viggo”) i hans pølsevogn ved
Ridebanen. Dengang var Hovedgaden endnu ikke blevet gågade (det skete først i
1969) og den nordlige del af Ridebanen var et udmærket sted at placere en
pølsevogn – her var den fornødne plads og samtidig var det lige ud til de mest befærdede
gader i byen.
Af Peter Brandi – Foto: Formand for Hørsholm Rungsted Marineforening Palle Pedersen ved kranselægningen – Fotograf Hans Olsen
Marineforeningen fejrer en dansk søhelt fra 2. verdenskrig, nemlig Viceadmiral Aage H. Vedel, på årsdagen for Flådens kamp og sænkning 29. august 1943.
Aage Helgesen Vedels gravsted på Hørsholm Kirkegård – Foto: Hans Olsen
Danmarks
Marineforening nedlagde kranse ved såvel busten af Viseadmiral, dr. phil. Aage
Helgesen Vedel i Holmens Kirkes Kapelsal. Samtidig nedlagdes en krans på
Viseadmiralens grav på Hørsholm Kirkegård, af Marineforeningen i Hørsholm.
Anledningen var begivenhederne i august 1943, men også at viceadmiralen, den 1. september i år, ville være fyldt 125 år.
*Fakta
Den 30. maj 1943 udstedte Aage H. Vedel
Søværnskomadoens forholdsordre for Søværnets udrustede enheder med henblik på
at forhindre, at flødens skibe i givet fald skulle falde i hænderne på
besættelsesmagten eller andre, og lod foretage forberedelser til, som sidste
udvej at sænke dem.
Den 29. august 1943 som følge af besættelsesmagtens
angreb på de danske værn, gav han ordren: ”Følg den givne ordre”. Dvs. ordren
om at sænke de af flådens egentlige krigsskibe og -fartøjer, der ikke kunne
undslippe til Sverige.
Aage Helgesen Vedel foto: Flådens historie
Aage
Helgesen Vedel blev født i København den 1. september 1894
Han
var søn af underdirektør ved Orlogsværftet, premierløjtnant Helge Vedel og
hustru Charlotte Serene, født Braëm.
Aage
Helgesen Vedel blev gift den 18. december 1921 med Kirsten Lützen.
Aage
Helgesen Vedel døde den 9. februar 1981, han blev bisat fra Mesiaskirken i
Charlottenlund og begravet på Hørsholm Kirkegård.
Dansk 
English (UK)