Kategori: Kultur

Af Severin Tobias Mortensen – Illustration: Guldringen fra 1400-tallet med Kristus-ansigt fundet ved Æbelholt Klosterruin.

Gudstjenesten i de danske folkekirker er for mange mennesker en af de årlige juletraditioner. Her fejres fødslen af en af kristendommens absolutte hovedpersoner – Jesus Kristus – som ifølge traditionen blev født om natten mellem den 24. og den 25. december. Når man sidder på bænken i den 19 grader varme kirke og beskuer udsmykningerne og deres fortællinger, er Jesu liv og død et yndet tema i den kristne beretning.

Når de sidste vise ord er blevet sagt af præsten under årets julegudstjeneste, og forsamlingen igen så småt stiler mod kirkens udgang, er alle Kristus-symboler ikke nødvendigvis blevet ”efterladt” i kirken. Et kors om halsen eller et klistermærke af en fisk på bagsmækken af bilen er blot nogle få eksempler på personlige symboler, der signalerer et tilhørsforhold til kristendommen. Et tilhørsforhold vi arkæologisk også har kendskab til fra flere lokaliteter i Nordsjælland.

Æbelholt Kloster, ca. fem kilometer vest for Hillerød, var i middelalderen Nordens førende Augustinerkloster. Klostret blev oprettet i 1176 af Abbed Vilhelm, støttet af anselige donationer fra biskop Absalon. Klosteret blev nedrevet efter reformationen i 1561. I løbet af klosterets brugsperiode besøgte flere af datidens prominente kristne skikkelser stedet. Ejeren af en guldring, fundet med metaldetektor nær klosteret i 2006, har i tiden omkring 1400-årene også brugt et stærkt personligt symbol til at knytte og vise et tæt tilhørsforhold og -bånd til netop Kristus. Den glatte guldring har således en påloddet rund plade med selveste Kristi ansigt omgivet af en glorie på forsiden. Ringe med Kristus-ansigt kendes fra flere forskellige steder i Danmark.

Meget vand er løbet i åen siden 1400-tallet, og der er sket store ændringer i vores måde at fejre Kristi fødsel – ikke mindst materielt. Ingen kan med sikkerhed sige, hvem ejeren af ringen var, men der er nok alligevel ingen tvivl om, at vedkommende har været en af de heldige, der kunne mærke, at ”nu det var jul”.

Af Ida Rosenstand Klahn – Postkort fra Torvet i Hillerød med Hotel Kjøbenhavn i baggrunden, som husede et af byens mange brændevinsbrænderier. Foto fra Lennart Webers privatsamling.

I begyndelsen af 1800-tallet var brændevinsbrænding Hillerøds vigtigste næringsvej, og byen havde ikke færre end 14 brænderier. Brændevinen blev solgt både til borgere fra byen og oplandet, og den var så udbredt, at mange anså den for en ren landeplage, der ødelagde forstanden.

Før brændevinen kom til landet i 1500-tallet, bryggede de fleste deres egen øl, og da det stort set var de samme apparater, der skulle anvendes til at fremstille brændevin, var det nærliggende for folk selv at brænde deres brændevin. Til brændingen blev der anvendt korn og senere kartofler, da de blev udbredt i landet i begyndelsen af 1800-tallet.

Svend Nielsen fortæller i ”Bysvendens fortællinger”, at folk i Hillerød i starten var mistroiske overfor kartoffelbrændevinen, da den kom frem. Hotel København havde et af byens brænderier og reklamerede en tid med både korn- og kartoffelbrændevin, men senere reklameredes kun for kornbrændevinen.

Brændevin blev i sin spæde start betragtet som lægemiddel, og dens gode og undergørende virkninger blev da også fremhævet i datidens kogebøger. Troen på dens fortræffelige egenskaber gjorde, at mange indtog brændevin på fastende hjerte. De første dråber af den hjemmelavede brændevin blev anset for at være de bedste: De var grønne grundet ir fra kobberapparaturet og blev drukket lunkne.

Den første brændevinsbrænding var meget primitiv, og det var nok tiltrængt, da bogen ”Kort Undervisning i Konsten at brænde Brændeviin” udkom i begyndelsen af 1800-tallet. Et halvt århundrede senere opstod de første egentlige industrivirksomheder i brændevinsproduktion, og i 1923 fik De Danske Spritfabrikker eneret på at fremstille destillerede drikke. Monopolet blev siden brudt, hvilket har givet plads til nye danske brændevinsmærker, som blandt andet kan nydes i denne søde juletid.

Af Christina Seehusen – Lampeskår fra Salpetermosen i Hillerød.

Noget af det, vi glæder os mest over og hygger os med her i den mørke juletid, er at tænde lys i mørket. I byerne glimter lyskæder med gran og hjerter over gaderne, og i mange hjem bader levende lys december måned i et varmt og hyggeligt skær.

Hvis vi rejser tilbage i tiden, til stenalderen, flere tusind år før, der var noget, som hed jul, kan vi også i glimt ane lys fra lampernes skær de steder, hvor mennesker boede.

Det første menneskeskabte lys var bålet, hvor man kunne sidde og varme sig, lave mad og få lys i de mørke nætter. Men snart efter blev lampen opfundet. Med den kunne folk tage lyset med sig, også indenfor. I lampernes skær kunne folk sidde og hugge flint, skrabe skind, flette kurve, lave mad, male billeder, fortælle historier og se hinanden, selvom det var mørkt udenfor.

I Norden var folk nomader gennem jægerstenalderen og flyttede rundt med årstiderne efter de områder, hvor der var bedst mulighed for at skaffe den mad, man havde brug for. Også her har folk taget lamper med sig. Og da man i jægerstenalderens sidste periode, som kaldes Ertebølletid, begyndte at fremstille kar af keramik, var lamper noget af det første, man lavede af det nye materiale. Også fra bopladser i Nordsjælland er der fund af lampeskår: Både fra Nivå, fra Vedbæk og fra Salpetermosen i Hillerød kender vi skår fra stenalderens lamper. Lamperne var ganske ens over hele Østersøregionen og Nordeuropa, men kunne variere i størrelse efter behov. De består af en oval eller bådformet skål med tyk bund og tykke kanter. Ofte er skårene sværtet af sod og indimellem virker de nærmest fedtede i fladen. Skålen blev fyldt op med fedt eller tran, der kunne antændes med en væge af eksempelvis mos. Der er lavet forsøg, som viser, at en sådan lampe kan brænde 5 1/2 time med sælspæk som brændstof. En række naturvidenskabelige undersøgelser af fedtstofspor i stenalderlamper fra hele Østersøregionen har vist, at man brugte fedtstof fra fisk og havpattedyr som brændstof i lamperne. Men rundt omkring i verden har man benyttet stort set alle tilgængelige former for fedtstof til lamper, lige fra olivenolie, bivoks og talg til tran og fiskeolie. Det vigtigste i alle tilfælde var, at lamperne kunne bringe lys i mørket. Lamperne har sikkert dengang som nu – også været en kilde til varme og hyggeligt samvær i den mørke tid.

Af Hans Jørgen Winther Jensen – Strandvejen 22. marts 1942 efter snestormen. Hørsholm Lokalarkiv.

Efter en periode med løfter om et kommende forår i marts 1942, kom vinteren tilbage i anden halvdel af marts. Først i form af isslag. Kold regn strømmede ned, og der lagde sig et tommetykt isslag overalt. Det gik hårdt ud over datidens moderne infrastruktur – telefon- og elektricitetsnettet. Flere egne i Nordsjælland var uden strøm. Det gjaldt især Nordkysten. Og der meldtes således om 15 telefoncentraler, der havde måttet lukke i Nordsjælland.

Et stærkt billede på kuldens greb om Danmark var det, at Hørsholm Avis 18. marts kunne melde, at to storebæltsfærger havde siddet fast i isen et helt døgn, uden at isbryderne havde kunnet få dem fri.

Det skulle gå fra slemt til værre. 19. marts kunne Hørsholm Avis melde om vinterens værste snestorm. Nu gik det også ud over togdriften. Fra Rungsted Kyst Station meldtes således ved ti-tiden, at der kun var kommet et tog fra København, og at man ikke havde haft forbindelse med Helsingør. Rutebilen mellem Hørsholm og Rungsted kørte normalt.

Postbudene havde hårde dage. Ikke alene var vejene spejlglatte. Der lå også høje snedriver, som skulle forceres med cyklen og den tunge posttaske; men hvis togene gik, kunne de nyhedshungrende hørsholmere indtage deres daglige nyhedsdosis, selvom klokken var blevet over 18, før avisen dumpede ind ad brevsprækken. Så måtte postbudene finde sig i lange arbejdsdage.

21. marts var der dog en bedring i situationen. Og som man kan se af fotografierne, var tiden til at nyde sneen kommet 22. marts.

Af Tim Grønnegaard – Tv. ses dragtspændet fra Helsinge, hvor gedemotivet er reduceret til et stiliseret dobbelt hornpar (foto: Phillip Nørgaard). Th. et spænde fundet på gravpladsen Sejlflod ved Limfjorden, hvor gederne er anderledes naturalistisk gengivet.

Geden er et dyr, det moderne menneske mest forbinder med den nuttede lille klappeged i zoo. I ældre tider har den haft en anderledes nimbus, associeret med utæmmet vildskab – tænk bare på Thors trækdyr med deres dystre dunder og heksene overskrævs på en buk på vej til Bloksbjerg. Først og fremmest har vi dog julebukken, som var unge mænd iklædt skind og skræmmende hornet maske, der som djævle gik fra gård til gård med dyrisk maskulinitet, og som i vore dage ses i en mere Disney-pæn udgave i børnenes ”slik eller ballade” til Halloween.

De to gedebukke dukkede op i en ny forklædning på en bakketop ved Helsinge, hvor Gribskov Kommunes nye administrationshus nu er ved at tage form. Her har der i yngre romersk jernalder og ældre germansk jernalder (ca. 350-450 e.Kr.) ligget en gravplads med vidt udsyn til alle sider. En af de døde havde et dragtspænde, en såkaldt sølvblikfibula, på sig. På den firkantede hovedplade af sølv var en indstemplet dekoration, der ved første blik virkede nonfigurativ og abstrakt: to streger, der fra midten spreder sig ud til siderne. Ved sammenligning med andre lignende spænder, hvor motivet er mindre stiliseret, kan man imidlertid se, at det er en stærkt stiliseret gengivelse af to geder med front mod hinanden, et motiv, som alle i samtiden formentlig kunne genkende på samme måde som ethvert barn i dag vil forbinde to streger over kors med kirken og Jesus. Mellem de to geder har stået en huslignende bygning, som de tilsyneladende river og flår i fra begge sider. Dette skildrer formentlig en velkendt myte, som i dag er gået i glemmebogen. Julenødden til arkæologerne og alle andre, der vil være med, er derfor at forsøge at tolke, hvad denne myte har gået ud på, og hvorfor man har ønsket at skilte med den udenpå tøjet.

Af Susan Johnsen – Julebord i 1800-tallet. Dahlerup og Kramer Petersen.

Al den gode og fede mad fra vinterslagtningen har gennem tiderne været festmaden i Julen. Det bedste af det bedste skulle bruges til at fejre julen, og så gemte man resten til den lange vinter.

Slagtningen begyndte i november, og endnu i 1800-tallet mente man, det skulle ske, når månen var ny og tiltagende, for hvis man gjorde det, når den var aftagende, så troede man, at kødet ville skrumpe ind under kogningen eller under saltningen i salttønden. Det var formentlig en tro, der var holdt i ave i århundreder fra ældre hedenske tider, hvor netop månen blev tilskrevet stor betydning for årstidernes skiften, forårets genkomst og frugtbarhed generelt.

Selvom slagtningen også foregik langt ind i december, så var det november måned, der blev kaldt ”slagtemåned”. Alt på dyrene skulle bruges, og alt ikke fordøjet mad i dyrenes maver skulle renses ud, så man kunne bruge tarmene og maverne til pølseskind til de mange kødpølser og blodpølser, der skulle laves.

Slagtningen af selve julegrisen udsatte man til allersidst, den var og blev juleaftens festmad, og meget tyder på, at den allerede i hedensk tid blev betragtet som julens festmad. Grisehovedet var eftertragtet som skueret pyntet med laurbær og rosmarin og blev sat på bordet, inden julemaden kom på bordet. Grisens fremtrædende rolle som slagtedyr til jul hænger formodentlig sammen med, at netop grisene ikke var kuldskære og derfor kunne tåle at gå ude og spise sig fede hele efteråret indtil vinterslagtningen.

Man lod sig ikke nøjes med skinken juleaften, men spiste både medisterpølse og blodpølse også. I dag spiser man i mange danske hjem stadig flæskesteg som hovedret juleaften, selvom også traditionen med and, gås eller kalkun har fået stor udbredelse. Det er juleretter, som det etablerede borgerskab i byerne i 1800-tallet havde gjort til symbol for det gode borgerskab, sammen med juletræet og den dengang dyre risengrød – som vel nok de allerfleste i dag har taget til sig som en helt fast juletradition.

Af Tim Grønnegaard – Foto: Lerkarrene fra den sidste brænding, der kun har været til én husstands forbrug, er af uvis årsag efterladt på bunden af afkølingsgruben.

Til en god julefrokost og juleaften hører rigelige mængder god mad, der kræver omfattende planlægning og indkøb. Vi har dog supermarkederne, hvor alt det grove er gjort for os, og gryderne og panderne står klar i køkkenskabene. I jernalderen, omkring tidspunktet for jesusbarnets fødsel, var selv fremstillingen af køkkentøjet husstandens egen opgave, og det gik ikke altid efter planen. Det viser Museum Nordsjællands udgravninger ved Vassingerød.

På denne egn er der på bunden af istidens gletsjersøer aflejret førsteklasses potteler, der nu står som kuplede issøbakker. Til disse attraktive steder er mennesket gennem 4-500 år vendt tilbage igen og igen for at grave råstoffer til deres kogekar.

Udgravningerne afslørede, at også brændingen af lerkarrene fandt sted on location. Det viste sig først og fremmest ved, at affaldet fra de mislykkede brændinger, hvor lerkarrene havde fået for kraftig varme og var blevet helt deformeret og sintret, var endt som opfyld i råstofgruberne. Den rygende pistol lå imidlertid ved siden af, hvor man havde sat tre nybrændte kogekar med bunden i vejret til afkøling i en grube. Selve brændingsstedet lå 10 meter derfra og afslørede sig ved et rødbrændt parti af undergrunden, hvor man havde brændt lerkarrene i et åbent bål (en mile) ligesom en senere tids jydepottekoner. Her giver det gamle ordsprog ”Man må yde, før man kan nyde” udpræget mening, eller som de siger på svensk: ”Dagens id, kvällens frid”.

Af Ida Rosenstand Klahn – Foto: Kane foran det juleudsmykkede Hørsholm Egns Museum.

Hvid jul og stabilt snevejr var tidligere almindeligt i Danmark, og ved hoffet var kaneture længe en fast del af programmet i de lange vintre. Så snart lejligheden bød sig, kom kaneturene i gang, og ofte gik de fra København ud til slottene i Nordsjælland.

Under kongeparret Christian 7. og dronning Caroline Mathilde fik kaneturene en fremtrædende placering efter brylluppet i 1766. Niels Friis beskriver i ”Jul i Nordsjælland” fra 1963, hvordan turene blev udført med stor prægtighed. Først blev invitationer til turene sendt ud, hvorefter den kongelige stald fik besked om antallet af kaner og hestespand, der skulle bruges. Hofregimenternes musikkorps eller trompeterkorps blev beordret til tjeneste ved turen – de skulle akkompagnere følget til hest. Nogle gange var der helt op til 40 kaner med på en tur, så det har været et prægtigt skue. Ofte kørte følget ud til et af de nordsjællandske slotte, hvor der ventede middagstaffel. Når kaneturene fandt sted om aftenen i forbindelse med et aftentaffel eller en teaterforestilling i byen, blev følget oplyst af fakler, hvilket dannede et malerisk billede.

Når dronning Caroline Mathilde ikke var med på turen, herskede der en vis spænding om, hvem der skulle være kongens ledsager. Det hedder sig, at den sindssyge Christian 7. ved en lejlighed fik dronningens overhofmesterinde Fru Plessen som ledsager, hvilket ikke just vakte hans begejstring. Det lykkedes ham ved udstigningen at få Fru Plessen vippet over i en stor dynge sne for derefter at være meget nølende med at hjælpe hende op igen, hvilket gjorde, at hun drivvåd måtte tage hjem og droppe middagstaflet!

Selvom hoffets kaneture blev afholdt siden, så er de først og fremmest forbundet med forlystelsestrangen ved Christian 7.s og Caroline Mathildes hof, hvorfor mindet om kaneturene især er knyttet til deres navne og tid.

Af Mette Kjelstrup – Foto: Del af fint udsmykket lerblok, der er fundet ved Vassingerød. Stykket måler 5×6 cm.

Vinteren kan være en rigtig kold tid, og så er det rart, at sengen er forvarmet, inden man skal sove. Op gennem historisk tid har man kendt til varmebækkener, varme sten eller andre varmekilder, der skulle hjælpe til med at holde kulden på afstand.

Hvis vi bevæger os længere tilbage i tiden, nærmere bestemt til den førromerske jernalder (fra 500 f.Kr. til år 0), så er vores viden om datidens sengevarmere meget begrænset. De arkæologiske kilder tillader heldigvis en vis grad af gætteri, når vi støder på fund, som ikke umiddelbart kan forklares. De såkaldte ”lerblokke” er netop en sådan type fund, som vi ikke kan forklare. Blokkene er lavet af brændt ler, og er for det meste lidt større end en moderne mursten. De kan være dekoreret med geometriske mønstre, eller de kan være helt uden udsmykning.

Lerblokken på billedet er fundet ved Vassingerød for nogle år siden, og er et af de flotteste eksemplarer i Museum Nordsjællands samling, som rummer 40-50 lignende fund. Under de arkæologiske udgravninger findes lerblokkene mellem husholdningsaffaldet i de gruber, som vi ofte finder på bopladserne. Vi regner derfor med, at de har været en del af dagligdagens brugsgenstande, som for eksempel lerkar jo også har været. Men den præcise funktion fortaber sig i fortidens tåger. Skulle man vove et gæt, kunne de jo godt have været brugt som varmedunke, der blev varmet op ved det åbne ildsted i huset, og herefter lagt mellem skindene, inden man gik i seng. Andre tolkninger kunne være, at de har været brugt ved ildstedet, for eksempel til at støtte potter og pander under madlavningen, eller måske som en dekorativ afgrænsning af ildstedet.

Måske har lerblokkene varetaget alle de tre funktioner: Varmebækken, støtte og afgrænsning? Det kan i hvert fald ikke udelukkes, at de har været gode at varme sig på i vinterkulden.

Af Liv Thøger-Aldahl – Billede: ”Den danske hest fra Det Kgl. Frederiksborgske Stutteri”, 1609. I baggrunden ses Øresund fra Skånesiden med Helsingborg, mens Kronborg skimtes i det fjerne.

Kongernes jul i Nordsjælland var afhængig af datidens heste, når herskaberne red på julevisit ad Kongevejen til hest eller i vogn, men også når de red på jagt i de kongelige skove. Det siges, at kongerne holdt meget af heste, der var flotte og ens i deres udtryk, så hestespandet for eksempel matchede, når de trak en hestevogn. Dengang var det særlig fornemt at have magt over naturens skønhed og symmetri, hvilket gjaldt både heste og natur.

Disse skønhedsidealer gjorde Frederiksborghesten, også kaldet ”Den danske hest”, meget populær, og kongerne fik den avlet i Nordsjælland på Esrum Kloster og Møllegård tæt på Parforcejagtlandskabet i Gribskov og Store Dyrehave ved Hillerød. Denne race var de danske kongers stolthed, og den har derfor sat sit historiske aftryk i Kongernes Nordsjælland og især i UNESCO verdensarven Parforcejagtlandskabet, hvor der var brug for stærke og hurtige heste.

Parforcejagten varede dog ikke helt til jul, men sluttede sidst på efteråret. Herefter gik man på bl.a. på klapjagt efter harer, ræve og vildsvin.  

Egnsmuseet i Hørsholm – Foto: Peter Brandi©

Igen i år bringer vi Museum Nordsjællands julekalender, hvor hver låge rummer en lille historie fra ”gamle dage”, som har med vinter eller jul at gøre.

Den første låge åbnes i morgen, hvor Liv Thøger-Aldahl fortæller om julen i 1600 tallet og om Kongernes heste og jagtlandskab.

God fornøjelse med de 24 historier.

Peter Brandi
Redaktør