Kategori: Historie

Af museumsinspektør Jon Voss – Fisker med torsk, o. 1960. Gribskov Arkiv

Ifølge en gammel talemåde skal torsk spises i måneder med -r. Det er en sandhed med modifikationer – i månederne marts og april er torsken nemlig ikke særlig god, fordi den gyder, og det ellers så faste kød bliver løsere. Men torsken er glimrende i efteråret og om vinteren, og den er en traditionel vinterspise i Danmark, hvor den tørrede/saltede fisk var en vigtig del af vinterforrådet. Ved siden af sild og ”flyndere” (fladfisk) var det torsk, der blev fanget mest af i de nordsjællandske fiskerlejer.

Fiskeriet efter torsk skete med krogliner og med garn. Der blev fra 1500-tallet drevet et rigt vinter-bakkefiskeri efter torsk fra Sjællands nordkyst. Fra båden satte fiskerne langliner med op til 100 kroge og madding (konksnegle og sandorme), ordnet i en bakke. Kvinderne og børnene ordnede linerne og satte madding på krogene. Vi ved, at fiskerne i Gilleleje i 1500-tallet blandt andet måtte betale en tønde saltet torsk i landgilde (skat) til kongen hvert år – torsken blev brugt som proviant om bord på flådens skibe.

Torsk blev ofte tørret og opbevaret som ”stokfisk”; navnet torsk betyder faktisk ”tør”. Saltet og tørret torsk kaldes ”klipfisk”. Stokfisk og klipfisk skal ligge i blød før brug, og var ligesom saltede sild vigtige fødevarer i middelalderen og frem til reformationen, hvor man spiste fisk på ugens kødfrie dage og i fastetider som adventstiden op til jul. Torsken blev eksporteret fra Danmark-Norge til det katolske Sydeuropa i stor stil.

Torskens svømmeblære var efterspurgt; den blev brugt som husblas i de mange gelerede retter, der var populære i 15- og 1600-tallets køkken. Torskens lever blev brugt til at fremstille lampeolie til tranlamper. Saltet og tørret torsk holdt sig på menuen i Danmark også efter reformationen 1536, og fra 1700-tallet og frem blev det en tradition at spise den kogte torsk med sennep og kartofler til nytår.

Fortsættelse følger – mere torsk i morgen

Af Severin Tobias Mortensen – Billede: Borgerkrigsmønt fra 1319-1332, slået i Roskilde. Fundet ved Søborg Vest.

Det er ikke til at komme uden om. Inflationen har ramt os. Hårdt! Det gør ondt på pengepungen, ikke mindst her i december. Der er dog en pointe med denne lidt nedslående konstatering – det har også set sort ud før i tiden.

Mønter fra tidsrummet mellem ca. 1241-1377 – fra Erik Plovpenning til Valdemar Atterdag – går i dag traditionelt under fællesbetegnelsen borgerkrigsmønter. Tidligere, såvel som senere i historien, var denne periode stærk influeret af politisk uro, lumskeri, magtkampe, jalousi og ikke mindst mord i kongefamiliens egne rækker. Lidt forsimplet bundede manglen på stabilitet i, at tronfølgen i det danske område var et valgkongedømme i modsætning til vores nuværende arvekongedømme, hvor den førstefødte overtager tronen. Det var dog ikke ualmindeligt i middelalderen, at kongens bror overtog magten.

Borgerkrigsmønter er dem, der findes flest af med metaldetektor i Danmark, og her er Nordsjælland bestemt ikke en undtagelse. Særligt ved middelalderlige knudepunkter, som f.eks. omkring Søborg Slotsruin, er der blevet fundet mange hundrede. Med tiden blev borgerkrigsmønterne støt, men sikkert, devaluerede. Og de gik fra at være sølvholdige til næsten kun at udgøres af rene kobberlegeringer.

Ser man nærmere på borgerkrigsmønternes prægninger, der består af intet mindre end 680 individuelle typer, er det tydeligt, at det har været afgørende for kongemagten at fremvise sit stærke tilhørsforhold til gud og kirken. Kongen var regerende “af Guds nåde”. Kongens position var ikke til diskussion. Det kristne samfund kunne ikke eksistere uden kongen. Særlig det kristne kors er et gennemgående symbol på mange af borgerkrigsmønterne gennem hele perioden, sådan som det kan ses på billedet. Der findes også prægninger med en mere totalitær og krigerisk sfære, hvor symboler som sværd og tårne pryder mønterne.

I løbet af 1300-tallet brød det daværende danske møntvæsen sammen. Den udbredte mistillid til de forskellige regenters udmøntninger i sammenhold med inflationen førte til, at det primært blev udenlandske mønter, heriblandt særligt tyske mønter fra købstæderne, der cirkulerede i Danmark. Møntvæsenet i Danmark blev først så småt genoprettet i starten af 1400-tallet.

Historien har det med at gentage sig, men forhåbentlig ikke så meget, at vi i den nærmeste fremtid kasserer vores danske kroner til fordel for euroen for at betale julens udgifter.

Af Kristoffer Schmidt – Illustration fra Illustreret Tidende (1867-68) forestillende Højbroplads på juleaftensdag, hvor en hektisk handel med juletræer og andre ting til julen finder sted. Foto: Nationalmuseet.

Op til julen 1883 fik en unavngiven parcellist fra Tikøb – dvs. en landmand, der ejede en jordlod mindre end et gårdbrug, men større end en husmandslod – den idé at sælge juletræer i København. Til denne anledning havde han indkøbt 50 juletræer med henblik på at drage til hovedstaden og sælge dem. Ideen var for så vidt ganske god. Efterspørgslen efter juletræer var stor i hovedstaden, og den entreprenante parcellist fra Tikøb var en blandt flere nordsjællændere, der havde opdaget, at der var penge at hente i juletræer.

Parcellisten var dog lige lovlig ambitiøs i sit forsøg på at opnå en stor profit i julemåneden. Han supplerede nemlig de 50 juletræer med 20 ekstra, som han stjal ved Havreholm Papirfabrik. Parcellisten nåede dog ikke at sælge noget, idet politiet anholdt ham under mistanke om, at juletræerne var tyvegods. Da man ikke kunne bevise, hvilke juletræer, der var erhvervet lovligt eller ulovligt, konfiskerede man dem alle og transporterede dem til birkekontoret i Fredensborg, hvor de blev liggende til efter nytår. Således var alt håb om profit forduftet. Dette var dog langtfra parcellistens eneste ulykke. Efterfølgende blev han nemlig kendt skyldig i tyveri og dømt to gange fem dages fængsel på vand og brød, mens en medsammensvoren fik den halve straf. Derudover skulle de to dømte dække sagens omkostninger på 30 kroner.

Af Thomas Jørgensen – Billede: En barkspand fra en bronzealderboplads ved Helsinge. Fundet i 2020.

Øl er for mange en fast del af julens traditioner. Det er stort set alle bryggerier, der fremtryller et nyt bryg i denne tid. Det er en tradition, der kan følges langt tilbage i tiden. I Egtvedpigens grav blev der fundet en barkspand, hvori der blev fundet rester af et krydret bryg. Egtvedpigen levede i bronzealderen og blev begravet i en stor gravhøj for godt 3.400 år siden. Fundet af bryggen i barkspanden viser, at der også dengang var tradition for, at der fulgte et krydret bryg med ved særlige lejligheder.

Under udgravningerne ved Troldebakkerne nord for Helsinge i sommerhalvåret 2020 blev der fundet rester af barkspande i bunden af to af brøndene. Barkspandene kunne, ligesom Egtvedpigen, dateres til bronzealderen. Brøndene blev undersøgt ved at grave ned gennem dem med en lille gravemaskine, så det var heldigt, at spandene ikke blev enten ødelagt eller gravet væk. Den ene spand, som ses på billedet, har taget form efter at have ligget i kanten af brønden, og spandens bund og låg var kun delvis bevaret. Da barkstykkerne var meget skrøbelige, blev de hurtigst muligt sendt til konservering. Det er derfor først i år, at vi har fået den mest velbevarede barkspand tilbage til museet, så vi kunne se det færdige resultat. Man kan diskutere, om den er særlig pæn, men sjælden er den helt sikkert. Der kendes kun ganske få bevarede barkspande fra oldtiden, hvorfor fundene fra Troldebakkerne sætter stedet på landkortet med hele to fund.

Vores barkspande har sikkert været brugt til at hente vand i brøndene, men mon ikke at de også har været brugt til krydret drik i stil med Egtvedpigens spand? Det er i hvert fald nemt at forestille sig, at beboerne på bopladsen har sat stor pris på en omgang godt krydret bryg, hvad enten tiderne var varme eller kolde. Måske har de siddet sammen omkring det lune ildsted og fejret årets vintersolhverv.

Af Hans Jørgen Winther Jensen – Billede: Vejlehus Rungstedvej 4 1950. Biografen ses til højre. Hørsholm Lokalarkiv.

Et af højdepunkterne i julen var juletræsfesten i Vejlehus´ biografsal arrangeret af Arbejdsmændenes Fagforening. Fagforeningernes Fællesorganisation havde også en juletræsfest. Men den kom vi aldrig til. Arbejdsmændenes juletræsfest blev afholdt hvert år den 28. december.

Når først dørene ind til selve biografsalen åbnedes, var alle trængsler glemt: Midt i salen stod det smukkeste juletræ, man kunne forestille sig. Ikke alene var det pyntet efter alle kunstens regler, men det nåede helt op til biografens loft. Der gik ikke mange sekunder, før de mest overgearede drenge fór rundt om træet for at få afløb for deres begejstring og forventninger. Inden det gik helt galt, dukkede julemanden op.

Det var hr. Olsen fra Hovedgaden 11, så vidt jeg husker. Han fik hurtigt styr på de balstyrige drenge, og med få midler og på gebrokkent nissesprog arrangerede han lege, som stort set drejede sig om at fare rundt om juletræet og komme først i mål. Jeg var hunderæd for julemanden. Jeg gemte mig altid bag mine to storesøstre for ikke at blive udvalgt til en af hans lege eller konkurrencer. Men legene fik en ende, og så var der fællesdans omkring juletræet: ”Højt fra træets grønne top” og ”På loftet sidder nissen”.

Når det var overstået, trængte alle til lidt forfriskning. De voksne fandt hurtigt frem til baren, og ungerne blev gelejdet ud til Vejlehus’ anneks, Pavillonen, en forhenværende cykelpavillon fra det hedengangne Rungsted Badehotel. Pavillonen var på et tidspunkt blevet købt af Vejlehus og bugseret op til Hørsholm til stor glæde for mange borgere fremover. Hér blev børnene trakteret med sodavand og godtepose, hvorefter de tumlede ned i biografsalen for at slappe af til en film med eksempelvis ”Fyrtårnet og Bivognen”.

Efter filmen var det tid til dét, som mange havde set frem til med spænding: Plyndring af juletræet! Alt stads skulle fjernes, inden træet under stor hurlumhej blev båret udenfor. Det foregik i bedste tovtrækkerstil. Nogle forsøgte at beholde træet i salen, mens andre var opsatte på, at få det trukket udenfor. Min storebror var i sit es og helt på dupperne. Han klatrede frygtløs op på de tyndeste grene af træet for at få fat i det eftertragtede julepynt. Vi har den dag i dag stadig kugler og julehjerter, som skyldes min brors indsats.

Imens træet således gik en krank skæbne i møde, var Poul Andersen begyndt at rumstere på scenen foran biograflærredet. Sammen med sit orkester var han i fuld sving med at stille instrumenter op til aftenens dans.

Dansegulvet blev fyldt, lige så snart Poul slog den første tone an på klaveret og sang sig igennem tidens slagere: ”Åh Marie a ve hjem til dej” og ”Texas gule rose”. Som timerne gik, fik de voksne overtaget både på dansegulvet og i baren. På det tidspunkt havde vi unger også været igennem adskillige svedige ”Skoma’r polka’er” og ”Skæve Thorvald’er”. Efter en aften med uforglemmelige indtryk gik turen hjemad, men denne gang med far i midten, så han havde nogen at støtte sig til.

Af Jeppe Boel Jepsen – Billede: Det ofrede lerkar fra lertagningsgruben. Et kig ned i karret, mens museets konservator tømte det for jord, og lerklumpen kom frem. Hullet ved lerkarrets bund er stadig udfyldt af jord, men ses som en lys plet nederst, lige over bunden af lerkarret. Foto: Museum Nordsjælland.

Før nissen blev en del af julen, så var han en del af folketroen, nemlig som vætten. Vætter går langt tilbage i tid, helt tilbage til jernalderen. Vætter var væsner, som boede alle steder. De kunne bo i åer, træer og sten. De kunne bo i keramikovne, i væve, i huse – stort set over alt. Vætterne passede sig selv, i hvert fald så længe man respekterede dem. Ellers kunne de ødelægge mangt og meget i hverdagen på en jernaldergård.

Ved Museum Nordsjællands udgravninger i sommeren 2022, forud for anlæggelse af omfartsvejen ved Pårup nær Græsted, fandt museets arkæologer flere små offerfund, som måske har været til vætterne. Ofrene bestod af ubrændt og brændt ler, sten, fossiler, tidligere perioders oldsager og andre genstande, som jernalderens mennesker har samlet op i landskabet omkring dem. De er ikke ofret i helligdomme eller templer, men lige omkring, eller under fødderne, på de samme jernaldermennesker. Disse ofringer er resultatet af den nære tro, det vi i nutiden betragter som overtroen, der må have gennemsyret de små jernaldersamfund, på den samme måde som kan læses i beskrivelser af hverdagslivet på bondegårdene i tiden omkring 1890-1920.

For eksempel var der ved en større jernaldergård ofret en klump rå ler sammen med en blok af kvarts med slagmærker, en slagsten og et forstenet søpindsvin. At det ikke var tilfældige fund, vidner endnu et fund af en klump rå ler fra udgravningen. I en grube, hvor der var gravet ler, lå der nede i bundet et helt lerkar lagt ned som en ofring. Helt intakt var det dog ikke; der var slået lidt af randen, og der var også banket et hul ved bunden af karret. Tolkningen er, at karret var markeret som viet, og det måtte derfor ikke bruges af mennesker. Nede i karret fandt museets konservator nogle uanseelige, men interessante små fund. Der lå to sten og en klump rå ler. Netop fund af sten og rå ler kendes også fra andre udgravninger, hvor de indgår i sammenhænge, der må tolkes som sakrale, og dermed ikke naturlige. I Salpetermosen, syd for Hillerød, har museet gjort mange fund af sten i tørvelag, hvor de ikke naturligt hører til. Fra Bukkerup Langmose, ved Korinth på Fyn er der i mosen fundet lerkar slået i stykker, hvori der lå klumper af rå ler, også som ofringer.

De små uanselige ofre viser troen på nissens forfader, vætten, og minder os om, at man skal huske på de overnaturligvis væsner. Det gør mange af os jo heldigvis stadig i dag, når vi sætter grød op til nissen på loftet.

Af Susan Johnsen- Illustration: Gårdmandsliv i 1800-tallet. Dahlerup og Kramer Petersen.

Når vi i Peter Fabers sang fra 1848 ”Højt fra Træets grønne top” synger, at selv lænkehunden skal have dobbelt sul, så er det fordi man tidligere tog det yderst alvorligt at sørge ekstra godt for dyrene i julen.

Den kristne legende om dyrene, der i den hellige julenat rejser sig op i stalden og begynder at tale i Jesus’ fødselstime, har sikkert gjort folk mere bevidste om, at det ville blive værst for dem selv, hvis de ikke var gode ved dyrene.

Man må dog formode, at det til alle tider har været en selvfølge for mennesker, som lever i pagt med naturen og dyrene, at alle, mennesker såvel som dyr, skulle komme godt gennem vinteren. Alle skulle ved juletid sørges godt for – fattige fik ekstra mad på gårdene, og ansatte fik det dyre hvedebrød, ofte i form af sigtebrød, med hjem til forældrene til jul.

Juleaften før solen gik ned, kirkeklokkerne havde ringet julen ind, og man havde givet alle dyrene ekstra foder, gik man ud og satte et eller flere neg højt op i træerne til fuglene. Så tog man hunden med ind i huset og gav den ”dobbelt sul” – og først da kunne man med god samvittighed og ro i sindet selv gå indendørs i varmen og hygge sig med grød og juleskinke.

Traditionen med at sætte neget op til fuglene har været betragtet som en rest af en hedensk tradition om at sikre held med afgrøden for næste år – en slags høstoffer kan man sige. Traditionen har holdt sig op til i dag – en del på landet sætter stadig neg op til fuglene eller fodrer fuglene hen over vinteren, og hunden får mange steder også lidt ekstra god og rigelig mad eller et godt gnaveben til jul.

Af Severin Tobias Mortensen – Illustration: Guldringen fra 1400-tallet med Kristus-ansigt fundet ved Æbelholt Klosterruin.

Gudstjenesten i de danske folkekirker er for mange mennesker en af de årlige juletraditioner. Her fejres fødslen af en af kristendommens absolutte hovedpersoner – Jesus Kristus – som ifølge traditionen blev født om natten mellem den 24. og den 25. december. Når man sidder på bænken i den 19 grader varme kirke og beskuer udsmykningerne og deres fortællinger, er Jesu liv og død et yndet tema i den kristne beretning.

Når de sidste vise ord er blevet sagt af præsten under årets julegudstjeneste, og forsamlingen igen så småt stiler mod kirkens udgang, er alle Kristus-symboler ikke nødvendigvis blevet ”efterladt” i kirken. Et kors om halsen eller et klistermærke af en fisk på bagsmækken af bilen er blot nogle få eksempler på personlige symboler, der signalerer et tilhørsforhold til kristendommen. Et tilhørsforhold vi arkæologisk også har kendskab til fra flere lokaliteter i Nordsjælland.

Æbelholt Kloster, ca. fem kilometer vest for Hillerød, var i middelalderen Nordens førende Augustinerkloster. Klostret blev oprettet i 1176 af Abbed Vilhelm, støttet af anselige donationer fra biskop Absalon. Klosteret blev nedrevet efter reformationen i 1561. I løbet af klosterets brugsperiode besøgte flere af datidens prominente kristne skikkelser stedet. Ejeren af en guldring, fundet med metaldetektor nær klosteret i 2006, har i tiden omkring 1400-årene også brugt et stærkt personligt symbol til at knytte og vise et tæt tilhørsforhold og -bånd til netop Kristus. Den glatte guldring har således en påloddet rund plade med selveste Kristi ansigt omgivet af en glorie på forsiden. Ringe med Kristus-ansigt kendes fra flere forskellige steder i Danmark.

Meget vand er løbet i åen siden 1400-tallet, og der er sket store ændringer i vores måde at fejre Kristi fødsel – ikke mindst materielt. Ingen kan med sikkerhed sige, hvem ejeren af ringen var, men der er nok alligevel ingen tvivl om, at vedkommende har været en af de heldige, der kunne mærke, at ”nu det var jul”.

Af Ida Rosenstand Klahn – Postkort fra Torvet i Hillerød med Hotel Kjøbenhavn i baggrunden, som husede et af byens mange brændevinsbrænderier. Foto fra Lennart Webers privatsamling.

I begyndelsen af 1800-tallet var brændevinsbrænding Hillerøds vigtigste næringsvej, og byen havde ikke færre end 14 brænderier. Brændevinen blev solgt både til borgere fra byen og oplandet, og den var så udbredt, at mange anså den for en ren landeplage, der ødelagde forstanden.

Før brændevinen kom til landet i 1500-tallet, bryggede de fleste deres egen øl, og da det stort set var de samme apparater, der skulle anvendes til at fremstille brændevin, var det nærliggende for folk selv at brænde deres brændevin. Til brændingen blev der anvendt korn og senere kartofler, da de blev udbredt i landet i begyndelsen af 1800-tallet.

Svend Nielsen fortæller i ”Bysvendens fortællinger”, at folk i Hillerød i starten var mistroiske overfor kartoffelbrændevinen, da den kom frem. Hotel København havde et af byens brænderier og reklamerede en tid med både korn- og kartoffelbrændevin, men senere reklameredes kun for kornbrændevinen.

Brændevin blev i sin spæde start betragtet som lægemiddel, og dens gode og undergørende virkninger blev da også fremhævet i datidens kogebøger. Troen på dens fortræffelige egenskaber gjorde, at mange indtog brændevin på fastende hjerte. De første dråber af den hjemmelavede brændevin blev anset for at være de bedste: De var grønne grundet ir fra kobberapparaturet og blev drukket lunkne.

Den første brændevinsbrænding var meget primitiv, og det var nok tiltrængt, da bogen ”Kort Undervisning i Konsten at brænde Brændeviin” udkom i begyndelsen af 1800-tallet. Et halvt århundrede senere opstod de første egentlige industrivirksomheder i brændevinsproduktion, og i 1923 fik De Danske Spritfabrikker eneret på at fremstille destillerede drikke. Monopolet blev siden brudt, hvilket har givet plads til nye danske brændevinsmærker, som blandt andet kan nydes i denne søde juletid.

Af Christina Seehusen – Lampeskår fra Salpetermosen i Hillerød.

Noget af det, vi glæder os mest over og hygger os med her i den mørke juletid, er at tænde lys i mørket. I byerne glimter lyskæder med gran og hjerter over gaderne, og i mange hjem bader levende lys december måned i et varmt og hyggeligt skær.

Hvis vi rejser tilbage i tiden, til stenalderen, flere tusind år før, der var noget, som hed jul, kan vi også i glimt ane lys fra lampernes skær de steder, hvor mennesker boede.

Det første menneskeskabte lys var bålet, hvor man kunne sidde og varme sig, lave mad og få lys i de mørke nætter. Men snart efter blev lampen opfundet. Med den kunne folk tage lyset med sig, også indenfor. I lampernes skær kunne folk sidde og hugge flint, skrabe skind, flette kurve, lave mad, male billeder, fortælle historier og se hinanden, selvom det var mørkt udenfor.

I Norden var folk nomader gennem jægerstenalderen og flyttede rundt med årstiderne efter de områder, hvor der var bedst mulighed for at skaffe den mad, man havde brug for. Også her har folk taget lamper med sig. Og da man i jægerstenalderens sidste periode, som kaldes Ertebølletid, begyndte at fremstille kar af keramik, var lamper noget af det første, man lavede af det nye materiale. Også fra bopladser i Nordsjælland er der fund af lampeskår: Både fra Nivå, fra Vedbæk og fra Salpetermosen i Hillerød kender vi skår fra stenalderens lamper. Lamperne var ganske ens over hele Østersøregionen og Nordeuropa, men kunne variere i størrelse efter behov. De består af en oval eller bådformet skål med tyk bund og tykke kanter. Ofte er skårene sværtet af sod og indimellem virker de nærmest fedtede i fladen. Skålen blev fyldt op med fedt eller tran, der kunne antændes med en væge af eksempelvis mos. Der er lavet forsøg, som viser, at en sådan lampe kan brænde 5 1/2 time med sælspæk som brændstof. En række naturvidenskabelige undersøgelser af fedtstofspor i stenalderlamper fra hele Østersøregionen har vist, at man brugte fedtstof fra fisk og havpattedyr som brændstof i lamperne. Men rundt omkring i verden har man benyttet stort set alle tilgængelige former for fedtstof til lamper, lige fra olivenolie, bivoks og talg til tran og fiskeolie. Det vigtigste i alle tilfælde var, at lamperne kunne bringe lys i mørket. Lamperne har sikkert dengang som nu – også været en kilde til varme og hyggeligt samvær i den mørke tid.

Af Hans Jørgen Winther Jensen – Strandvejen 22. marts 1942 efter snestormen. Hørsholm Lokalarkiv.

Efter en periode med løfter om et kommende forår i marts 1942, kom vinteren tilbage i anden halvdel af marts. Først i form af isslag. Kold regn strømmede ned, og der lagde sig et tommetykt isslag overalt. Det gik hårdt ud over datidens moderne infrastruktur – telefon- og elektricitetsnettet. Flere egne i Nordsjælland var uden strøm. Det gjaldt især Nordkysten. Og der meldtes således om 15 telefoncentraler, der havde måttet lukke i Nordsjælland.

Et stærkt billede på kuldens greb om Danmark var det, at Hørsholm Avis 18. marts kunne melde, at to storebæltsfærger havde siddet fast i isen et helt døgn, uden at isbryderne havde kunnet få dem fri.

Det skulle gå fra slemt til værre. 19. marts kunne Hørsholm Avis melde om vinterens værste snestorm. Nu gik det også ud over togdriften. Fra Rungsted Kyst Station meldtes således ved ti-tiden, at der kun var kommet et tog fra København, og at man ikke havde haft forbindelse med Helsingør. Rutebilen mellem Hørsholm og Rungsted kørte normalt.

Postbudene havde hårde dage. Ikke alene var vejene spejlglatte. Der lå også høje snedriver, som skulle forceres med cyklen og den tunge posttaske; men hvis togene gik, kunne de nyhedshungrende hørsholmere indtage deres daglige nyhedsdosis, selvom klokken var blevet over 18, før avisen dumpede ind ad brevsprækken. Så måtte postbudene finde sig i lange arbejdsdage.

21. marts var der dog en bedring i situationen. Og som man kan se af fotografierne, var tiden til at nyde sneen kommet 22. marts.

Af Tim Grønnegaard – Tv. ses dragtspændet fra Helsinge, hvor gedemotivet er reduceret til et stiliseret dobbelt hornpar (foto: Phillip Nørgaard). Th. et spænde fundet på gravpladsen Sejlflod ved Limfjorden, hvor gederne er anderledes naturalistisk gengivet.

Geden er et dyr, det moderne menneske mest forbinder med den nuttede lille klappeged i zoo. I ældre tider har den haft en anderledes nimbus, associeret med utæmmet vildskab – tænk bare på Thors trækdyr med deres dystre dunder og heksene overskrævs på en buk på vej til Bloksbjerg. Først og fremmest har vi dog julebukken, som var unge mænd iklædt skind og skræmmende hornet maske, der som djævle gik fra gård til gård med dyrisk maskulinitet, og som i vore dage ses i en mere Disney-pæn udgave i børnenes ”slik eller ballade” til Halloween.

De to gedebukke dukkede op i en ny forklædning på en bakketop ved Helsinge, hvor Gribskov Kommunes nye administrationshus nu er ved at tage form. Her har der i yngre romersk jernalder og ældre germansk jernalder (ca. 350-450 e.Kr.) ligget en gravplads med vidt udsyn til alle sider. En af de døde havde et dragtspænde, en såkaldt sølvblikfibula, på sig. På den firkantede hovedplade af sølv var en indstemplet dekoration, der ved første blik virkede nonfigurativ og abstrakt: to streger, der fra midten spreder sig ud til siderne. Ved sammenligning med andre lignende spænder, hvor motivet er mindre stiliseret, kan man imidlertid se, at det er en stærkt stiliseret gengivelse af to geder med front mod hinanden, et motiv, som alle i samtiden formentlig kunne genkende på samme måde som ethvert barn i dag vil forbinde to streger over kors med kirken og Jesus. Mellem de to geder har stået en huslignende bygning, som de tilsyneladende river og flår i fra begge sider. Dette skildrer formentlig en velkendt myte, som i dag er gået i glemmebogen. Julenødden til arkæologerne og alle andre, der vil være med, er derfor at forsøge at tolke, hvad denne myte har gået ud på, og hvorfor man har ønsket at skilte med den udenpå tøjet.